Sådan lyder det fra en ung mand, der har kæmpet sig op til den store scene i Fælledparken i København, hvor LO-formand Lizette Risgaard er i gang med at holde sin 1. maj-tale tilbage i 2017.

Den unge mand er ikke alene på scenen, men sammen med en gruppe, som har medbragt et stort orange banner med teksten ”77 % - Der blev kraftedeme sagt nej”.

Formålet med de unge aktivisters happening er at udtrykke utilfredshed med den overenskomst, som et flertal af lønmodtagerne på det private arbejdsmarked ugen forinden havde stemt ja til.

Et snævert ja

Når vi spoler tiden tilbage til overenskomstforhandlingerne i 2017, så er der ingen tvivl om at resultatet blev tæt.

56,5 procent af lønmodtagerne har stemt ja.

Det er kun godt 14.000 stemmer, ud af de mere end 200.000, der har stemt, der skulle være rykket, for at arbejdsmarkedet var blevet kastet ud i en omfattende storkonflikt, som man oplevede det tilbage i 1998, hvor folket pludselig begynde at hamstre gær.

Op til afstemningsresultatet var der et langt forhandlingsforløb med arbejdsgiverne og efterfølgende en kamp mellem hovedparten fagforbundene og deres ledere, på den ene side, som kæmper for at få et ja, og en række mindre forbund og forskellige grupperinger internt i fagbevægelsen på den anden side, som kæmpede for et nej.

Social dumping på dagsordenen

Overenskomstfornyelsen i 2017 kommer i starten af det økonomiske opsving, som for alvor har taget til efter finanskrisen og den efterfølgende økonomiske nedtur. I fagbevægelsen ser man muligheden for for første gang, efter mange år med tilbageholdende lønkrav, at få forhandlet nogle reelle lønstigninger hjem til medlemmerne.

Men nye problematikker presser sig på. Især social dumping er blevet et hot issue i mange brancher, ikke kun i byggeriet, hvor man har set en stigning i antallet af østeuropæiske arbejdere, men også i transportsektoren og i luftfarten.

Før og under forhandlingerne er flere faglige ledere ude og kræve ting som kædeansvar for underentreprenører og mere kontrol på arbejdspladser med udenlandske ansatte.

Forhandlinger i stilhed

Overenskomstforhandlingerne blev for alvor indledt i januar 2017, hvor blandt andet repræsentanter for industriens arbejdsgivere og lønmodtagere - repræsenteret ved CO-Industri ved Claus Jensen fra Dansk Metal og Mads Andersen fra Industrigruppen i 3F-   satte sig til forhandlingsbordet sammen med Karsten Dybvad for Dansk Industri.

I modsætning til overenskomstfornyelsen på det offentlige område året efter, foregår det meste bag lukkede døre i forhandlingslokalerne. Der var ikke store happenings og 24 timers dækning foran Forligsinstitutionen, som det var tilfældet under overenskomstforhandlingerne på det offentlige område foråret 2018.

Allerede i midten af februar 2017 er industriens parter blevet enige om et forlig. Derefter bliver forlig forhandlet på plads i andre sektorer - med transport, byggeri, finans og handel som de største områder.

Foruden lønstigninger bliver der aftalt penge til efteruddannelse, seniorordninger, bedre muligheder for barsel, og der kommer flere penge og flere muligheder til den fritvalgs-konto, som betyder at lønmodtagerne selv kan vælge, om de vil have mere i pension eller flere feriepenge.

Nej til 42 timer

Omdrejningspunktet i nej-sigernes kampagne er et slogan om ”Nej til 42 timer”. Det er en henvisning til en bestemmelse i den nye overenskomst, der vil tillade arbejdsgiverne i byggeriet at diktere arbejdsuger på op til 42 timer.

Det er ikke fordi tvunget overarbejde er nyt, men det nye er, at i den særlige situation, hvor arbejdsgiveren ikke kan blive enige med tillidsrepræsentanten om overarbejde, så har arbejdsgiveren nu fået en udtrykkelig ret til at forlange en times overarbejde pr. dag maksimum fem dage om ugen.

Hvis I vil gennemtvinge systematisk overarbejde, vil I mærke det sammenhold, vi har stiftet i dag

“Der er sendt et klart signal til arbejdsgiverne: Hvis I vil gennemtvinge systematisk overarbejde, vil I mærke det sammenhold, vi har stiftet i dag. Vi arbejder alle i brancher med massiv fysisk nedslidning, dårligt arbejdsmiljø, mange ulykker, og vi kan ikke acceptere, at chefen kan tvinge os til at arbejde 42 timer per uge samtidig med, at vi skal arbejde indtil vi er langt over 70 år gamle,” lød det fra tømreren Daniel Skovhus i Dagbladet Arbejderen.

Efterfølgende har det vist sig, at den omstridte regel stort set ikke har været anvendt siden den blev indført. Det konstaterede både arbejdsgivere og fagforbund sidste sommer.

Store forbund stemte ja

Om det er frygten for en 42-timers arbejdsuge, eller om det er andet i overenskomsten, som folk i byggebranchen er utilfredse med, så ender resultatet af urafstemningen i al fald med at et stort  flertal på 77 procent af medlemmerne i byggebranchen stemmer nej.

Overenskomsterne bliver bliver dog alligevel stemt igennem.

Det gør de fordi medlemmerne i de andre store forbund, med HK og Dansk Metal i spidsen, i stort omfang stemmer ja. Og på grund af den såkaldte sammenkædningsregel, som betyder at alle medlemmerne stemmer om alles overenskomster, så bliver det til et samlet ja til de nye overenskomster.

Det er der udbredt utilfredshed med blandt byggeriarbejderne i hovedstaden, der vælger at demonstrere foran 3F’s hovedkontor.

Men også ude i landet er der utilfredshed. Der indkaldes til stormøder og slagterimedarbejdere, hvor 98 procent har stemt nej, vælger at gå i strejke. Det samme gør Falck-reddere flere steder i landet.

For at komme kritikerne i møde lover LO-formand Lizette Risgaard, at sammenkædningsreglerne ville blive taget op, når LO og fagforbundene evaluerer forløbet.

Hun konkluderer dog senere, at reglerne er til fordel for lønmodtagerne.

”Havde vi ikke sammenkædningsreglerne, så ville nogle grupper sakke bagud, og der ville måske også komme flere konflikter,” sagde Lizette Risgaard tilbage i foråret 2019, ifølge Dagbladet Arbejderen, til en faglig konference i København.

Tilbage hos aktivisterne i Fælledparken

Og så er vi tilbage hvor vi begyndte, ved 1. maj 2017 i Fælledparken, hvor de unge aktivister vælger at aktionere mod den overenskomst, som et flertal af de private lønmodtagere har stemt igennem, men som flere af aktivisterne altså føler sig overtrumfet af.

Nogle ser forløbet med overenskomstfornyelserne i 2017 som en demokratisk proces, hvor forskellige meninger brydes, mens andre ser det som en splittelse, der udstiller fagbevægelsens uenigheder for omverdenen.

I en verden, hvor solidaritet, fællesskab og tanken om at enighed gør stærk er helt centrale, så kan den slags gøre ondt.

Nu er arbejdsmarkedets parter igen i gang. De kommende måneder vil vise, om resultatet af de kommende forhandlinger vinder opbakning eller igen møder modstand i dele af fagbevægelsen.