Annonce

Nye industrioverenskomster: ”Mere til alle”

230.000 lønmodtagere i industrien kan se frem til markante forbedringer af deres løn- og arbejdsvilkår.
Det første store skridt på vej mod nye privater overenskomster er nu taget.

Det sker efter at lønmodtagerne i CO-industri og arbejdsgiverne Dansk Industri søndag formiddag er blevet enige om et forlig på treårige overenskomster, der ifølge fagbevægelsens repræsentanterne giver ”markante forbedringer til alle i industrien”.

Forliget kom i hus efter CO-industris formand Claus Jensen og næstformand Mads Andersen, søndag formiddag indgik forlig med Dansk Industri efter et døgns uafbrudte og hårde forhandlinger.

CO-Industri har 230.000 medarbejdere fra ni fagforbund, hvor Dansk Metal, 3F Industri og HK/Privat er de største, men også tæller medlemmer af Teknisk Landsforbund, Dansk El-Forbund, Blik & Rør, Dansk Jernbaneforbund, Serviceforbundet og Malerforbundet.

En halv månedsløn mere

I modsætning til de offentlige overenskomster, så forhandles der ikke direkte løn i industrien, men i den aftale der er indgået stiger mindstebetalingen med 6,3 procent over de kommende tre år.

Det betyder, at de 230.000 medarbejdere kan se frem til lønstigninger på mindst 2,1 proced om året.

Overenskomsten betyder, at årslønnen rundt regnet stiger, hvad der svarer til over en halv månedsløn.

Tilfredse forhandlere

Lønmodtagernes topforhandler, Metal-formand Claus Jensen, er tydeligt tilfreds med resultatet. ”Vi har sikret mere til alle,” konstaterer han:

”Vi gik ind til forhandlingerne med det mål, at alle medlemmer i industrien skulle få markante forbedringer af deres løn- og arbejdsvilkår. Det har vi i den grad fået. Vi har sikret mere til alle, uanset om du er i starten af dit arbejdsliv, i midten af det, eller pensionen begynder at nærme sig. Det har været hårde forhandlinger, men jeg er tilfreds med slutresultatet på vores medlemmers vegne,” siger Claus Jensen, der er formand for CO-industri og for Dansk Metal, i en pressemeddelelse.

Det samme er næstformand Mads Andersen, der er formand for de industriansatte i 3F.

”Uden den store opbakning og støtte fra de gode medlemmer havde vi aldrig landet så godt et resultat. Vi har blandt andet fået et flot løft af fritvalgskontoen, vi har sat en tyk streg under de gode uddannelsesmuligheder i aftalt uddannelse, vi rykker på ligestillingen og får yderligere tre ugers øremærket forældreorlov til den anden forælder med fuld løn. Ikke mindst har vi sikret, at vores medlemmer får udbetalt løn i 14 uger mod de nuværende ni, hvis de er så uheldige at blive syge. Vi har simpelthen landet en aftale med mere til alle. Det er jeg stolt af,” siger han.

Arbejdsgivere: Mødt med høje forventninger

Hos arbejdsgiverne mener man, at parterne har indgået en ansvarlig overenskomst med fokus på tryghed, fleksibilitet og konkurrencekraft, lyder det fra DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

”Vi er blevet mødt med høje forventninger fra lønmodtagersiden. Omvendt har vi insisteret på, at vi ikke må sætte virksomhedernes konkurrencekraft over styr. Den balance, synes jeg vi har skabt grundlaget for med aftalen her,” siger han i en pressemeddelelse.

Her peger han blandt andet på de forbedringer, der er aftalte for medarbejdere, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

DI peger på, at pensionsordningen udvides, så den også dækker de helt unge lærlinge og elever. De medarbejdere, der vælger at fortsætte med at arbejde efter folkepensionsalderen, kan vælge at få pensionsbidraget udbetalt som løn.

”Overenskomsten giver bedre pensionsdækning til de helt unge medarbejdere. Samtidig får de mange ældre, der bliver i job efter folkepensionsalderen, mulighed for i stedet at få pensionsbidraget udbetalt som løn. Jeg er også glad for at kunne fortælle, at vi er blevet enige om at styrke efteruddannelsesmulighederne for opsagte medarbejdere. Det har selvfølgelig også stor betydning for os som arbejdsgivere, at medarbejderne kommer godt videre til et nyt job, siger han.

Overenskomstforliget indeholder blandt andet tre procent mere på fritvalgskontoen, tre ugers ekstra øremærket forældreorlov til den anden forælder med fuld løn og ret til 14 ugers løn under sygdom mod de nuværende ni.

Derudover sker der et løft af de tillidsvalgtes rettigheder, den midlertidige ordning om aftalt uddannelse bliver en permanent del af overenskomsten og ikke mindst, tager parterne et fælles ansvar for at sikre den grønne omstilling.

Fakta om industriens overenskomster

Industriens overenskomster består af Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.

Den dækker over ca. 230.000 lønmodtagere. Lønnen er – bortset fra en fastsat mindsteløn – ikke en del af de centrale overenskomstforhandlinger i industrien, men fastsættes via årlige lokale lønforhandlinger på de enkelte virksomheder.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Susanne folkeskolelærere får da en fantastisk løn i forhold til industrien!
Men ja god start, dog langt fra de 30-50 kr på mindstelønen som ekstremisterne i 3F snakkede om!