Bogen og partiprogrammet Fremtidens Danmark fra 1945 var en drejebog for velfærds- og konkurrencestatens udvikling. Det var en enestående samfundstænkning, men den resulterede på mange måder i et ikke-bæredygtigt samfund. Nu skal vi have skabt en drejebog for udviklingen af det bæredygtige velfærdssamfund. Hvordan ser et bæredygtigt velfærdssamfund – og en bæredygtig verden ud?

Fremtidens Danmark – et partiprogram

I vinteren 1944 sad den dengang 30-årige kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jens Otto Krag i en lejlighed i København og skrev bogen og partiprogrammet: ”Fremtidens Danmark. Socialdemokratiets politik”. Han var i november måned blevet sekretær for Socialiseringsudvalget; et udvalg, oprindeligt nedsat af Socialdemokratiet efter Første verdenskrig, og nu genetableret med den opgave at formulere partiets arbejdsprogram for efterkrigstiden og det folketingsvalg, der måtte komme, når Anden verdenskrig snart ville slutte.

Udvalgets formand var Alsing Andersen, og det bestod bl.a. af Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H. C. Hansen og mange flere. I alt 34 medlemmer deltog, da udvalget mødtes første gang den 24. november 1944 i Karl Marx-salen i Folkets Hus i København. Man kan bl.a. læse om dette udvalg og dets arbejde i Bo Lidegaards fremragende to-binds værk om J. O. Krag (1914-1978).

Det er en bog, ikke bare om et andet, men om et helt andet samfund – og en anden verden

Fremtidens Danmark var allerede dengang, og er helt klart også i et tilbageblik, en meget interessant publikation, der er skrevet på et tidspunkt, hvor der var krig i verden, og hvor Danmark var besat; der var megen fattigdom og stor social ulighed. På trods af det er det en bog, ikke bare om et andet, men om et helt andet samfund – og en anden verden. Ordet velfærdsstat forekommer ikke i bogen, men bogen var i virkeligheden en beskrivelse af det, der blev til velfærdsstaten, en stat og et samfund, som ingen nogen sinde havde set. Og det var i virkeligheden også en indledende beskrivelse af den senere så velkendte konkurrencestat.

Det var en bog og et arbejdsprogram om produktion, produktivitet og konkurrence. En bog og en programerklæring om vækst. Det kunne ikke gå hurtigt nok, og den vækst, man talte så meget om, skulle opnås næsten for enhver pris. Der skulle sikres mere social, økonomisk og kulturel lighed og retfærdighed. Der skulle udvikles politisk og økonomisk demokrati. Erhvervslivets betydning for opnåelsen af mere økonomisk og materiel vækst og velfærd for de store befolkningsgrupper blev understreget.

En der var ingen, der talte om bæredygtighed

Der skulle sikres en mere retfærdig fordeling af samfundets ressourcer og goder, og grundlaget skulle skabes for en mere demokratisk og reel adgang til alle slags uddannelser for mange flere mennesker. Kort sagt. Det handlede om udviklingen af det velfærdssamfund, som J. O. Krag var optaget af, og som han – måske mere end nogen anden enkeltperson – kom til at spille en hovedrolle i udviklingen af. Men der var ingen, der talte om bæredygtighed. Det var der ingen grund til. Alt var muligt.

Visionær fremtidstænkning – en drejebog

Det er ikke svært at forestille sig alle disse fænomener i dag, men man skal erindre, at dette blev tænkt og skrevet på et tidspunkt, hvor alt i verden – og i Danmark – var fuldstændig anderledes. Det var i sandhed dristig og visionær fremtidstænkning af en helt særlig karat. Man kan læse Fremtidens Danmark på nettet; da bogen og arbejdsprogrammet i sin tid udkom, var det en lille tynd bog med blåt omslag og røde bogstaver.

Programmet blev vedtaget på socialdemokratiets kongres i august måned 1945 og fremlagt som en del af Socialdemokratiets program ved det første folketingsvalg efter krigen, et valg, der blev afholdt den 30. oktober 1945. Dette første valg efter krigen førte som bekendt til, at Venstre dannede regering, og Knud Kristensen blev statsminister.

Fremtidens Danmark er i virkeligheden en slags drejebog for den samfundsudvikling, der fandt sted i Danmark i resten af det 20. århundrede

Fremtidens Danmark er i virkeligheden en slags drejebog for den samfundsudvikling, der fandt sted i Danmark (og i Skandinavien) i resten af det 20. århundrede. En fantastisk og dristig fremtidstænkning.

Det var en kraftpræstation at tænke denne mulige nye verden frem. Og en ny verden var det; det var et varsel om mulige helt nye tider. Og allerede i 1947 fik Socialdemokratiet mulighed for at danne den første socialdemokratiske regering efter Anden Verdenskrig. Hans Hedtoft blev statsminister, og J. O. Krag blev Minister for handel, industri og søfart. Han var den yngste minister i regeringen. Og så begyndte realiseringen af nogle af visionerne i Fremtidens Danmark.

Marshall-hjælpen – ep produktivitetsprojekt

På det tidspunkt, i 1947, havde den amerikanske udenrigsminister George Marshall holdt en berømt tale, hvori han annoncerede USA’s økonomiske genopbygningshjælp til de europæiske lande, det, der senere skulle kendes som Marshall-hjælpen og som Marshall-penge.

Pengene skulle bruges til de oven for nævnte tre ord: produktion, produktivitet og konkurrence

J. O. Krag var som minister med til at administrere disse penge i Danmark. Pengene skulle bruges til de oven for nævnte tre ord: produktion, produktivitet og konkurrence. Ud af de i alt ca. 13 milliarder dollars, som USA bidrog med til Europas genopbygning i årene efter krigen, fik Danmark 385 millioner dollars.

Det var som et led i hele dette økonomiske arrangement, at OEEC, Organisation for European Economic Co-operation, blev dannet i 1948 – og, senere, i 1961, omdannet til OECD, Organisation for Economic Co-operation and Development.

Handelsministeriets Produktivitetsudvalg

En central del af de politiske initiativer, der skulle bidrage til udmøntning af noget af tænkningen i Fremtidens Danmarks i praksis, blev det såkaldte Handelsministeriets Produktivitetsudvalg, der blev nedsat af J. O. Krag i 1949. Det bestod af embedsmænd, forskere og repræsentanter fra fagbevægelsen og erhvervslivet.

Man skulle have meget mere ud af ressourcerne – og det lykkedes i den grad

Det skulle komme til at symbolisere meget af den politiske, ledelsesmæssige og erhvervsmæssige tænkning og praksis, der kom til at præge mange af de efterfølgende års indsatser i Danmark. Perioden fra 1945 og frem til 1970’erne er da også efterfølgende blevet kaldt ”De 30 gloriøse år”. Og man har ligefrem talt om en produktivitetsbevægelse. Ledelse og produktivitet var nøgleord. Det var ikke business, dvs., produktion, as usual. Man skulle netop ikke bare fortsætte med at arbejde og producere, som man havde gjort det i årene op til Anden verdenskrig. Man skulle have meget mere ud af ressourcerne – og det lykkedes i den grad. Øget produktivitet var nøgleordet.

Konkurrencestaten blev vel i virkeligheden grundlagt her. Fremtidens Danmark og Produktivitetsudvalget var konkurrencestatsfænomener. Set i det lys er det interessant at studere, hvad produktivitetsudvalget havde som opgave, og hvordan man løste opgaven. Om det kan man bl.a. læse i en bog fra Gyldendal, der i 2013 blev udgivet som én ud af 12 bøger i serien: Den danske ledelseskanon, og som jeg var med til at redigere. Bogen om Handelsministeriets Produktivitetsudvalg blev faktisk til på mit forslag, fordi jeg syntes og synes, at det var et meget vigtigt og interessant ledelsesinitiativ, som J. O. Krag var en central del af. Retfærdigvis skal det siges, at initiativet blev til på forslag (eller krav) fra den amerikanske regering, men udmøntningen var dansk og meget succesfuldt gennemført. Bogen hedder: ”Produktivitetsudvalget. Ledelse som vækstmotor”.

Udvalget havde den opfattelse, at nogle afgørende faktorer for at løfte dansk produktivitet var: Udbredelse af ny teknik, kendskab til rationel virksomhedsledelse, lederuddannelse, medarbejderuddannelse, tilgang af råvarer og materialer samt kollektive lønaftaler. Produktivitetsudvalg skulle bl.a. gennemførte kurser og studierejser til USA. Det blev til 256 rejser for i alt 1191 deltagere.

Det danske velfærdssamfund udviklede sig med hastigheder, som nok ikke engang Krag havde haft fantasi til at forestille

Der skulle skabes velfærd. Vækst i produktionen var nøglen til velstand, velfærd, udvikling, mere uddannelse, pensioner, ferier, sundhed etc. Og vi fik det hele – og mere til. Det danske velfærdssamfund udviklede sig med hastigheder og på måder, som nok ikke engang Krag havde haft fantasi til at forestille sig i de første efterkrigsår. Men det skete. Og det var fantastisk.

1957 – et nøgleår for velfærdsstatens udvikling

Tidligere overvismand, professor emeritus Niels Kærgaard skrev en interessant kronik (Kristeligt Dagblad den 23. oktober 2019) om denne udvikling i Danmark. Kronikken havde overskriften: ”1957 var nøgleåret i velfærdsstatens historie”. I kronikken causerer Niels Kærgaard over den politiske udvikling i Danmark i efterkrigsårene, herunder specielt over regeringsdannelsen i 1957, der førte til dannelsen af den berømte Trekantregering.

Niels Kærgaards pointe er, at med denne regerings dannelse var vejen banet for de efterfølgende mange års udvikling af det velfærdssamfund, som Socialiseringsudvalget i Fremtidens Danmark havde tegnet de første og meget klare konturer af. Det er klart, at de første skridt, som antydet, allerede var taget i de foregående år, men med Trekantregeringen bliver linjen mere klar og manifest.

Der skulle rationaliseres, standardiseres, effektiviseres, mekaniseres og automatiseres. Og det blev der

Meget var Fremtidens Danmark og Trekantregeringen, som J. O. Krag også var minister i (minister for udenrigsøkonomi og senere udenrigsminister), optaget af, men ikke af bæredygtighed. Tvært imod, kan man næsten sige. Man var optaget af produktion og produktivitet – næsten med overskriften: Koste hvad det i øvrigt koste vil. Marshall-midlerne strømmede til Europa i disse år, og de skulle bruges. Der skulle rationaliseres, standardiseres, effektiviseres, mekaniseres og automatiseres. Og det blev der.

I datidens telefonbøger fandtes der et begreb, der hed Rationaliseringsekspert. Det var ingeniører og andre, der arbejdede med at skabe mere effektive produktionsprocesser i alle slags virksomheder. Man var optaget af virksomheders effektive drift. Jo mere, desto bedre. Jo hurtigere, desto bedre. Produktivitet. Produktion. Konkurrenceevne. Vækst. Velstand. Linjen var klar. De mange studierejser og kurser virkede.

En ikke-bæredygtig udvikling

Men! Og i et efterrationaliseringens tilbageblik er der et stort Men. Det var en ikke-bæredygtig udvikling, man satte i gang og praktiserede. Vi så det ikke så klart undervejs, men det var ikke et bæredygtigt samfund, vi fik udviklet. Begrebet bæredygtighed indgik ikke i Fremtidens Danmarks – og ej heller i den tids - begrebsverden.

Begrebet bæredygtighed indgik ikke i Fremtidens Danmark

Grundtanken her var en ganske anden, nemlig: Der er ressourcer nok. Det handler om at udnytte dem - til folkets bedste. På demokratisk måde. Det var ikke klodens ressourcer og bæredygtighed, der var problemet eller udfordringen. Man tænkte i virkeligheden, og af letforståelige grunde, meget snævert. Naturen var der; ressourcerne var der; der var luft og vand, olie og kul i rigelige mængder; så rigelige mængder var der, at luft og vand i mange årtier blev brugt i de økonomiske lærebøger som eksempler på frie goder, dvs. goder, som man ikke behøvede at økonomisere med, for der var rigelige mængder af dem - de behøvede ikke nogen pris. Man kunne bare bruge løs. Og det gjorde man.

Denne bruge-løs tænkning er fortsat den dominerende

Denne bruge-løs tænkning er fortsat den dominerende. Vi omgås naturens ressourcer, som om der er ubegrænsede mængder af dem; vi skænder naturen i et omfang og på måder, som man ikke skulle tro mulig. Det gør vi fortsat, men vi taler dog nu om bæredygtighed. Vi taler fortsat mere, end vi handler, og det er forhåbentlig og sandsynligvis begyndelsen til mere handling.

Produktivitetskommissionen

Så sent som i 2012, hvor den daværende Produktivitetskommission blev nedsat og begyndte at udsende sine analyser og anbefalinger, var det ikke bæredygtighed, men gammeldags produktion og produktivitet, man fortsat var optaget af. I kommissoriet hed det bl.a.: ”Hvis den hidtidige svage produktivitetsudvikling fortsætter, er der betydelig risiko for, at Danmark taber yderligere terræn i forhold til andre velstående lande og derfor får svært ved at fastholde en privat og offentlig velfærd af internationalt høj kvalitet.”

Man var i den borgerlige regering og i kommissionen optaget af et simpelt gammeldags økonomisk vækst-væddeløb

Man var i den borgerlige regering og i kommissionen optaget af et simpelt gammeldags økonomisk vækst-væddeløb. Ikke af bæredygtighed. Jeg havde nær sagt: Man var overhovedet ikke optaget af bæredygtighed. Jeg blev af kommissionen inviteret til at skrive en artikel, der blev offentliggjort på kommissionens hjemmeside. Jeg gav min artikel overskriften: Bæredygtig produktivitet.

Kommissionen fastholdt hele vejen igennem et traditionelt og veldokumenteret produktivitetsbegreb, som vi nu bliver nødt til at drøfte på ny – i lyset af den viden, som vi også dengang havde om nødvendigheden af en omstilling til mere bæredygtig produktion. I dag er man i produktionsvirksomheder overalt i verden optaget af, hvordan man kan arbejde stedse mere bæredygtigt. Bæredygtig produktivitet og produktion. Og det sker.

Fra 1957 og til nu er der sket ufattelig meget i Danmark – og i verden. Den teknologiske og demografiske udvikling er eksploderet. Produktion og produktivitet ligeså. I Danmark og i verden. På 60 år er verden blevet en anden. Verden er i dag i en fuldstændig ny situation. På den positive side: Hovedtemaet er ikke bare velfærd og velstand, men bæredygtig velfærd og velstand. Udfordringen er ikke vækst, men bæredygtig vækst.

Udfordringen er ikke vækst, men bæredygtig vækst

Udfordringen er ikke produktion og produktivitet, men bæredygtig produktion og produktivitet. På den negative side: Nationalisme, og isolationisme: Nye alvorlige risikobilleder melder sig med stor styrke, og verden er på mange måder og områder på en meget farlig kurs.

Sidevirkninger

I et tilbageblik: Det gik for hurtigt. Vi var ikke tilstrækkelig opmærksomme på den række af utilsigtede og derfor også længe upåagtede sidevirkninger af vor travlhed og målbevidsthed, for ikke at sige af vor grådighed. Jeg kritiserer ikke de beslutninger og det verdenssyn, der lå bag disse beslutninger. Jeg konstaterer, at det er nye tider. Og jeg tillader mig at påstå – i overensstemmelse med mange andre både almindelige borgere, forskere, politikere, kunstnere og andre: Det haster med at få et nyt verdenssyn gjort til virkelighed. Vi ved det.

Vi ved, at udfordringen er bæredygtighed, og FN’s 17 verdensmålene, bæredygtighedsmålene, peger på klare indsatsområder. Men hvad gør staterne? Hvad gør vi forbrugere og borgere?

Verdens første Ministerium for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse

Noget af det, der er sket i de mellemliggende 60 år, er: En ny bevidsthed er vokset frem, nye indsigter er blevet udviklet. Noget nyt var allerede tydeligt i 1972, hvor rapporten Grænser for vækst gjorde opmærksom på, at der er grænser for vækst, grænser for produktion, grænser for vore udfoldelser og ambitioner. Også bogen, Oprør fra midten med forfatterne Villy Sørensen, Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen fra 1978 og Brundtland-rapporten, Vor fælles fremtid, fra 1987 advarede. Gjorde klart opmærksom på nogle af disse spørgsmål og temaer.  

Og, ja, retfærdigvis skal det også erindres, at J. O. Krag i sin tredje regering, i 1971, etablerede verdens første Ministerium for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse med Jens Kampmann som minister. Hvilket igen var et udtryk for Krags forudseenhed og store politiske evner og lederskab.

Den nye store udfordring: Bæredygtighed

Men alligevel: Vi lyttede ikke eller lyttede ikke grundigt nok dengang. Nu véd vi, at den næste store udfordring i udviklingen af det danske velfærdssamfund ikke er vækst og produktion, men bæredygtighed. Det er fristende at spørge - med henvisning til Niels Kærgaards overskrift: Vil vi omkring 2050 sige, at 2019, hvor Danmark – ligesom i 1957 - også fik en ny regering - og en ny klimalov, var nøgleåret i det bæredygtige velfærdssamfunds historie?

Vi lyttede ikke eller lyttede ikke grundigt nok dengang

Er 2019 året, hvor bevidstheden om bæredygtighed for alvor ændres og finder vej ind i alle sprækker og bliver den nye dagsorden eller i hvert fald et vigtigt element i flere og flere nye dagsordener?

Vi har lov at fantasere og stille spørgsmål, og min antagelse og håb er, at det vil ske. 2019 – og årene heromkring – er ved at blive år, hvor bæredygtighed, bl.a. stærkt påvirket af FN’s 17 verdensmål, Brundtland-tænkningen og meget andet – bliver det store og overordnede tema og den nye dagsorden. Og derfor er det også årene, hvor velfærdssamfundet videreudvikles, men i nye retninger.

Velfærdssamfundet skal transformeres og nytænkes. Vi skal udvikle et nyt slags velfærdssamfund.

Eller for at være mere præcis: Velfærdssamfundet skal transformeres og nytænkes. Vi skal udvikle et nyt slags velfærdssamfund. Et bæredygtig velfærdssamfund. Og endnu engang kan Danmark vise vej – eller være med til at vise vej.

Artiklen har tidligere været bragt bragt på Altinget.