Annonce

Støjberg med angreb på tv-darling og tidligere partifælle: Tavse om Taliban

Danske feminister har travlt med at smadre danske mænd, men er tavse om Talibans overgreb, mener den tidligere minister.
Tidligere minister og næstformand i Venstre, Inger Støjberg - der efter at hun er blevet kendt uværdig som folketingsmedlem som følge af sin dom i rigsretten, er blevet tilknyttet Ekstra Bladet som klummeskribent - retter i en klumme et hårdt angreb på to yngre danske ligestillings-debattører.

Ifølge Støjberg har danske MeToo-feminister nemlig mere travlt med at afsløre vestlige mænd i sager fra firmafester og julefrokoster, end at kritisere Talibans undertrykkelse af kvinder.

Anledningen til klummen er, at repræsentanter fra den afghanske Taliban-regering, herunder landets udenrigsminister, i sidste uge var i den norske hovedstad, Oslo, for at mødes med repræsentanter fra de norske myndigheder og det internationale samfund.

"Forblændet af egen succes"

Klummen er direkte rettet mod to navngivne debattører i metoo-debatten, TV-værten Sofie Linde og Venstre-debattøren Camilla Søe.

Ingen af de to var i Oslo for at protestere mod Taliban. Og det er en forkert prioritering, mener Støjberg.

"Hvis Sofie Linde, Camilla Søe og alle de andre moderne feminister vil tages seriøs i deres kvindekamp, så skal de melde sig ind i kampen om noget større end en hånd på det forkerte lår," skriver Støjberg i klummen.

Hun har tilmed et godt råd til de to - og andre der skulle være interesseret i at deltage i den debat:

"De moderne feminister skal passe på, at de ikke bliver forblændet af deres succes med at få MeToo-bølgen til at rulle. Rulle som en tsunami, der smadrer alle mænd, som den skyller ind over."

TV-værten Sofie Linde satte for snart to år siden gang i den danske metoo-debat med sin tale ved et award-show, hvor hun fortalte om en meget grænseoverskridende oplevelse med en "stor tv-kanon".

Har tidligere udtrykt kritik af Støjberg

Camilla Søe var en af initiativtagerne til kampagnen #enblandtos på sociale medier, som har været med til at sætte fokus på den udbredte sexisme i dansk politik. Et initiativ som fik sagerne, der væltede bl.a. Morten Østergaard og Frank Jensen, til at rulle.

Camilla Søe, der er menigt medlem af Venstre, har tidligere langet ud efter Støjberg, som hun mener rammer helt skævt i metoo-debatten.

"Inger Støjberg gør metoo-ofre til medansvarlige for sit eget egotrip og illoyalitet. Det er tæt på det mest usolidariske og ansvarsfralæggende, jeg har set meget længe i dansk politik," skrev hun bl.a. på Twitter, efter at Støjberg havde kaldt metoo-bølgen for "feministisk hævntørst".

placeholder




 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Først og fremmest har mange af de her kvinder både sagt fra og sagt noget dengang det skete. Dernæst så var lovgivningen ikke lige så skrap tidligere, så i flere af sagerne var der ikke tale om lovovertrædelser dengang, men i stedet om rigtigt ubehagelige oplevelser, der har sat sig dybt. Og endelig så er det ikke hverken risikofrit eller konsekvensfrit at stå frem eller at anmelde sagerne.

En anmeldelse betyder eksempelvis at man skal genopleve tingene igen og igen. Hver gang man skal forklare sig til politiet, til sygehuspersonalet der foretager undersøgelser, til egen advokat eller bisidder og til sidst i retten. Hver gang skal man gennemleve det om og om igen og gud nåde og trøste en, hvis ikke alle detaljer hver gang er totalt identiske, for så må man jo lyve, hvis man enten kommer til at bytte om på ting i hændelsesforløbet eller at hukommelsen spiller et puds og man husker det som om at gardinerne var trukket for, men at der i virkeligheden var tale om persienner.

Man bliver angrebet af medierne, man bliver mistænkeliggjort på kryds og tværs og magtforholdet er ofte meget ulige. Gerningsmanden har i langt de fleste tilfælde både et større navn, flere penge, mere magt og mere indflydelse, samt et meget større publikum at aktivere for sig. Hvilket jo sker igen og igen.

Ikke alle har den slags mental styrke. Især ikke hvis der rent faktisk er tale om decideret voldtægt. Der er man allerede enormt skrøbelig og man ved også at kun ca. 6-7% af alle voldtægter fører til dom. Mod meget magtfulde mænd er tallet markant lavere.

Der er også i mange tilfælde tale om at man får voldsomme selvbebrejdelser og får forklaret sig selv at fordi man ikke handlede perfekt i situationen, så var man selv skyld i det. Fordi man ikke gjorde som alle siger de ville, men som de rent faktisk ikke ved om de ville, så føler man sig forkert allerede der. Man er jo i forvejen enormt usikker og usikkerhed og utryghed giver grobund for at man bebrejder sig selv.

De fleste kender det jo nok i mildere grad fra andre situationer. Dengang man fik stjålet sin cykel, fordi man glemte at låse den. Eller da ens pung forsvandt fra cafébordet, fordi man glemte at ta' den med sig på toilettet. Eller...

Man bebrejder sig selv, selvom cyklen og pungen jo kun blev stjålet fordi der var en, der besluttede sig for at bryde loven og stjæle dem.

Det her er helt amindelige menneskelige processer, som vi alle sammen kan risikere at havne i. Børn der er blevet misbrugt af deres forældre, elsker i mange tilfælde dem også stadigvæk og forsvarer forældrene. Man ser det i forhold, hvor den ene part eks. er voldelig overfor den anden. Det er meget svært at stå frem og sige til hele verden, at den her fremtrædende politiker, filmmand, skuespiller, journalist, tv-vært eller lignende ikke er den charmetrold, som alle troede at han var, men derimod en klam skiderik der begår overgreb mod andre. Man er bagud på point fra begyndelsen.

Med andre ord, det er ikke konsekvensfrit. Det ved ofrene godt. Derfor holder de deres mund, indtil de ikke kan længere. Det er meget sjældent et hævnmotiv, der driver dem til senere at fortælle om tingene, men ganske simpelt at nu er de løbet tør for kræfter og de har indset at det er helt nødvendigt at gøre, for at de kan komme videre i deres liv.

Sider