De gule fagforeninger har ikke noget at gøre i den permanente trepart

Gule foreninger som Krifa og Det Faglige Hus underminerer den danske model. De har lige så lidt at lave i en trepartsforhandling som en idrætsklub. Det skriver Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen, i dagens leder.
Foto: Det Faglige Hus
Johnny Nim, stifter af og formand for Det Faglige Hus
De gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus ønsker mandag i netmediet Altinget adgang til den permanente trepartsinstitution og mener, at deres voksende medlemstal legitimerer deres krav.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er indtil videre afvisende, og det er klogt. For selvfølgelig skal de ikke have en stol ved det prestigefyldte bord.

Den danske model, en institution ældre end nogle af vore nabolandes demokratier, er bygget på et nøje afstemt magtforhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Med en plads ved trepartsbordet opnår man ikke bare indflydelse, men også en form for statslig legitimitet.

Er det, hvad vi ønsker for foreninger, der ikke repræsenterer arbejdstagerne på en demokratisk, solidarisk og gennemsigtig måde?

Hvis antallet alene kvalificerer, så bør DGI også sidde med

De gule fagforeninger hævder, at deres voksende medlemstal kvalificerer dem til en plads ved trepartsforhandlingerne.

Men antallet siger intet om deres forhandlingskraft eller evne til at handle som kompetente, demokratiske repræsentanter for lønmodtagerne.

Samtidig må vi ikke overse, at disse foreninger ikke sidder inde med forhandlingskraft, der kan sammenlignes med den traditionelle fagbevægelse.

Samtidig underminerer de den danske model ved at lukrere på FH-forbundenes arbejde

Deres overenskomster dækker kun en brøkdel af arbejdsmarkedet, og de er ofte passive tilskuere snarere end aktive aktører i de bredere arbejdsmarkedsforhold.

Samtidig underminerer de den danske model ved at lukrere på FH-forbundenes arbejde og ved at kræve beslutninger flyttet væk fra arbejdsmarkedets parter og over i Folketinget og EU.

Hvis antallet af medlemmer alene skulle give adgang til trepartsforhandlinger, så ville det give bedre mening at invitere idrætsforeningen DGI. De repræsenterer endnu flere lønmodtagere end de gule og har næsten lige så mange overenskomster.

Vil underminere balancen

Det er vigtigt at bemærke, at en trepartsaftale ikke bare er en forhandling om løn og arbejdsvilkår. Det er en kompliceret dans, hvor der træffes afgørende beslutninger om velfærdssamfundets struktur og retning.

At give de gule fagforeninger adgang til dette vil ikke kun underminere den eksisterende balance; det vil også indføre en aktør, der ikke har den samme tradition for at forvalte det kollektive ansvar, som den danske model forudsætter.

Det handler også om at forvalte og værne om de institutioner, der har formet vores samfund

Det er ikke et spørgsmål om at lukke uenige stemmer ude, men om at sikre, at de stemmer, der sidder ved bordet, har både viljen og evnen til at forvalte den komplekse arv og det ansvar, der følger med.

Demokrati handler ikke kun om at tælle hoveder

Jane Heitmann, formand for Krifa, mener, at man som demokrat ikke kan ignorere næsten en halv million lønmodtagere, der nu er medlemmer af de gule fagforeninger.

Men demokrati handler ikke kun om at tælle hoveder.

Det handler også om at forvalte og værne om de institutioner, der har formet vores samfund og sikret en balance mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Det er et skråplan, vi bør undgå

De gule fagforeningers entré i den permanente trepart ville være mere end bare en stol til. Det ville være en invitation til en model for arbejdsmarkedet, der er mindre solidarisk og mere individualistisk.

Det er et skråplan, vi bør undgå.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

De gule fagforeninger skal aldrig have en plads i trepartsforhandlinger. I forvejen kæmper de traditionelle
Fagforeninger en hård kamp for, at få de unge organiseret. De tror åbentbart aldrig de får brug for dem, men hvad med at udvise noget solidaritet
og sammenhold med dem af deres kolleger der er organiseret.

Men måske man så skulle være fagforening på de kommende generationers vegne - og ikke bare køre på tidligere generationers præmisser ud fra oarolen: sådan har vi altid gjort.
Hvis de unge skal med, og det er jvigtigt at de kommer det, er de overenskomstbærende nødt til at vise deres værd for kommende generationer. Og det gør de ikke nu - og det er en skam.

Hold nu op med at kalde dem fagforeninger.
De er jo blot og bart forretninger men et indhold, de kalder fagligt.
SELVFØLGELIG skal de efterlades udenfor døren!!

Det store spørgsmål må være: Er de gule fagforeninger overhovedet fagforeninger?
De har jo forbudt sig selv at konflikte.

tja, Krifa har jo efter eget udsagn ikke medlemmer men kunder. Og så er man ikke en forening. Og Det Faglige Hus er et privat firma med ejeren som direktør. Et forsigtigt gæt: Han er nok heller ikke valgt af nogen medlemmer.

Krifa og Det Faglige Hus er begge underafdelinger af danske erhvervsorganisationer. De vil intet godt for lønmodtagere. Underligt deres medlemmer mener de spare penge i forhold til de ægte overenskomstbærende fagforeninger, når de får deres løn- og ansættelsesforhold undergravet. Men sådan er der så meget underligt og uforståeligt, når mennesker tilfører sig selv skade.

Husk vi lever i et frit land, forhandling er altid bedre end diktatur.

Enig, Bente, Hansen...jeg synes også det er og slå "lidt hårdt".
..man betaler trods alt kontingent, i De Fagforeninger..men også enig i de ikke skal med i forhandlingerne..der hører De ikke hjemme..🚩

Undskyld Bent Hansen

Skal man tælle hoveder, så skal man tælle hvor mange der er omfattet af FHs overenskomster overfor hvor mange der er omfattet af de gules. Masser af de gules medlemmer arbejder på FHs overenskomster og dermed dækket ind.

Med stort set alle de læste kommentarer er det vel tyde ligt, at selv en god socialist, er stork konservativ. Entet nyt under solen her.

Krifa og Det Fagligehus har kun til opgave, at fremme "moderne" løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarkede. Hvorfor skal lønmodtagere nøjes med 24.000 kr. i løn som f.eks. lagermedarbejder og en arbejdsuge på 37 timer, når 12.000 kr. i løn og en arbejdsuge på 40 timer er nok, som det er tilfældet i det "moderne" Tyskland?

Annonce

Annonce