Men efter tredje og afsluttende spørgerunde havde Pia Olsen Dyhr stadig ikke fået konkrete svar fra Mette Frederiksen.

Det nærmeste man kom et svar var, at statsministeren bekræftede, at man ifølge velfærdsforliget tilbage fra 2006 på ny skal tage stilling til pensionsalderen i 2025. Og at det er godt for dansk økonomi, at pensionen er baseret på ‘indeksering’ - altså at folkepensionsalderen stiger i takt med at den gennemsnitlige levealder stiger.

Statsministeren understregede også, at dem med de hårdeste job “ikke kan blive ved med at arbejde”.

Men ellers blev Pia Olsen Dyhr efterladt på perronen uden klare svar.

Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, vurderer på baggrund af Dyhr-Frederiksen-infighten, at kampen om pensionsalderen spidser mere og mere til - særligt mellem især SF og Socialdemokratiet:

Et ualmindeligt hårdt opgør om pension mellem Mette Frederiksen og Olsen Dyhr

“Et ualmindeligt hårdt opgør om pension mellem Mette Frederiksen og Olsen Dyhr. Spørgsmålet om pensionsalderen skal hæves i 2025 tegner til at blive et centralt slagsmål på venstrefløjen,” vurderer Bent Winther.

Infighten: Kapitel I

I første runde under spørgetimen var Pia Olsen Dyhr (SF) ganske konkret i sine spørgsmål til statsministeren:

“Skal pensionsalderen bare stige i 2025? Og skal den stige, indtil de unge, der er på vores arbejdsmarked, skal arbejde indtil de bliver 75?”

Måske begik Pia Olsen Dyhr den taktiske fejl, at hun i sin indledende spørgerunde også nævnte Arne-pensionen. I hvert fald handlede Mette Frederiksens svar - eller snarere replik - i første runde alene noget om Arne-pensionen. Og lidt om at det nu engang er bedst at have et arbejde at stå op til:

Mette Frederiksen indledte med at korrekse Pia Olsen Dyhr, der kom for skade at sige, at Arne-pensionen var aftalt med rød blok:

Men den er ikke vedtaget af rød blok

“Men den er ikke vedtaget af rød blok. Det er den ikke. Det er rigtigt, at SF og Enhedslisten har bakket op om Arne-pensionen, men det har Det Radikale Venstre ikke. De har sådan set været meget ærlige i den diskussion, at det ikke har været deres politik. Så når man står her i dag og siger, at hvis der bare var et såkaldt rødt flertal, som jo vil inkludere Det Radikale Venstre, så vil situationen omkring Arne faktisk være en helt anden, så er det jo faktisk ikke rigtigt.”

Og:

“For det var faktisk Dansk Folkeparti, der gik sammen med nogle venstreorienterede partier, inklusive SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet, for at sikre en Arne-pension. Så den her er lavet på tværs af den politiske midte. Det er det første, jeg vil sige.”

“Jeg elsker alt ved Arne-pensionen”

Derefter gik Mette Frederiksen i 1. maj-mode og erklærede, at hun “elsker alt ved Arne-pensionen”:

“Det andet jeg vil sige er, at jeg havde lejlighed til at være sammen med Arne 1. maj. Det var der Arne gik på Arne-pension. Der var også andre, der fik Arne-pension den dag, som ikke hedder Arne, men som stadigvæk er glade for Arne-pensionen.”

“Og det er jo fantastisk at se mennesker, der har knoklet årtier på det danske arbejdsmarked med meget hårdere jobs end nogen nogensinde kommer til at ha’ her i folketingssalen, som nu med værdighed - uden at skulle visiteres - kan træffe beslutning om, om de ønsker at trække sig tilbage. Jeg elsker det. Jeg elsker alt ved Arne-pensionen.”

Så fik Dyhr at vide, at arbejde giver danske lønmodtagere grundlæggende tryghed:

Ja, det vigtigste er jo sikkert, at de er i arbejde

“Nok om glæden ved dét. Hvad er det næste skridt for danske lønmodtagere? Ja, det vigtigste er jo sikkert, at de er i arbejde. I arbejdsmarkedspolitikken er der meget, der er vigtigt. Alting starter og slutter jo ved, om danskerne har et arbejde at stå op til om morgenen.”

“Og derfor er jeg rigtig glad for, at vi med den økonomiske politik, vi nu har ført i en årrække, er et sted hvor beskæftigelsen aldrig har været højere. Og hvor arbejdsløsheden er lav. For det giver en  grundlæggende tryghed for danske lønmodtagere.”

Kapitel II: “Nu fik jeg jo ikke noget svar på mit spørgsmål”

Pia Olsen Dyhr konstaterede i 2. spørgerunde, at hun ikke fik svar fra statsministeren på sine spørgsmål om pensionsalder:

“Nu fik jeg jo ikke noget svar på mit spørgsmål. Men jeg er glad for at statsministeren sådan er begejstret for Arne. Det synes jeg, der er alt mulig god grund til. Jeg synes, at det var et brud på den måde, vi har kigget pension på i mange år, da man indgik velfærdsforliget, hvor man sagde at stigningen i pensionsalderen skal følges med, at vi har efterlønnen. Den fjernede blå blok. Arne var jo så en kompensation på, at efterlønnen blev afskaffet. Ikke helt.”

Pia Olsen Dyhr gentog sit spørgsmål fra første spørgerunde:

Skal man i fremtiden regne med, at en dansk lønmodtager skal gå på pension som 75-årig

“Skal man i fremtiden regne med, at en dansk lønmodtager skal gå på pension som 75-årig, når man tager velfærdsforliget som det oprindeligt var tænkt?"

Mette Frederiksen om mandaternes tale

Mette Frederiksen fortsatte, hvor hun slap i første spørgerunde, med at tale om mandaternes logik:

“Jamen grunden til at jeg går ind i den her diskussion om mandaterne, det er jo at fru Pia Olsen Dyhr i mange sammenhænge siger, at Socialdemokratiet bare kunne have dannet en rød regering. Men en rød regering vil jo være afhængig af mandater fra De Radikale - SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet og Alternativet har ikke 90 mandater bag sig.”

“SF foregiver i øjeblikket danskerne, at der er et helt andet politisk flertal, der ville kunne føre en helt anden politik. Det tror jeg da ikke, Det Radikale Venstre er enig i. Ikke alene er De Radikale - og jeg kan se at hr. Martin Lidegaard glæder sig over opmærksomheden - imod tilbagetrækningsordningerne. Ikke alene har man været mod Arne-pensionen. Man er jo faktisk også tilhænger af at afskaffe efterlønnen hos Det Radikale Venstre.”

Mette Frederiksen rundede 2. runde af med at konstatere, at nu nåede hun igen ikke at svare på det konkrete spørgsmål fra Pia Olsen Dyhr:

Så det røde flertal, som fru Pia Olsen Dyhr turnerer rundt med, det findes ikke

“Så det røde flertal, som fru Pia Olsen Dyhr turnerer rundt med, det findes ikke. Og det bliver SF jo nødt til at forholde sig til. Det ved jeg også, at fru Pia Olsen Dyhr gør i andre sammenhænge. Jeg skal nå at svare på det konkrete spørgsmål, men det kan jeg så gøre - måske i runde tre.”

Kapitel III: “Nu kan jeg mærke, at statsministeren er i hopla”

Pia Olsen Dyhr konstaterede i hendes 3. og sidste spørgerunde, at statsministeren virkede til at være i hopla:

“Nu kan jeg mærke, at statsministeren er i super hopla, og det er jo super dejligt.”

Pia Olsen Dyhr understregede, at SF ikke er afvisende over for stigende pensionsalder for dem, der er kommet sent ud på arbejdsmarkedet:

“Men der er jo folk, der er kommet på arbejdsmarkedet 14 år gamle. De skal have en mulighed for at gå tidligere på pension. Og den balance - med den efterløn, som et blåt flertal afskaffede med De Radikales stemmer - og jeg tror at fru Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister afskaffede efterlønnen som en af de første ting i 2011-12 stykker - at vi faktisk sørger for at genoprette den balance.”

“Et fem-årigt perspektiv”

Statsministeren stak i sit sidste svar til SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge - og understregede, at indekseringen i den danske pensionsalder er en vigtig motor i dansk økonomi:

Og det kommer vi til at tage stilling til i 2025

“Nu bliver der spurgt om flere forskellige ting. Og jeg forstår, at SF ikke er imod, at pensionsalderen hæves. Og det er sådan set godt, for så vidt jeg kan se har Karsten Hønge lige sagt noget andet. Så det er jo sådan set godt at få plads. Og det er godt for dansk økonomi. Fordi en ret stor motor i vores offentlige økonomi, det er jo, at der er  en indeksering af pensionsalderen. Og det kommer vi til at tage stilling til i 2025 hvad angår et fem-årigt perspektiv.”

Til allersidst kom Mette Frederiksen på sin side også med noget, der måske kan vise sig at være en åbning, men de konkrete svar til Pia Olsen Dyhr udeblev fortsat:

“Når vi har været optaget af Arne-pensionen - så er det fordi vi ved, at alle ikke kan blive ved med at arbejde. Der er nogen, der godt kan, men der er andre på arbejdsmarkedet, som har haft hårde job, og dem vil jeg, dem vil vi altid være optaget af. Dem skal der være en god og værdig tilbagetrækning til.”