Da dette års Eurovision blev afholdt i Malmø i Sverige, var der ekstra fokus, fordi propalæstinensiske aktivister havde proklameret, at de ville vise deres protest mod, at Israel fik lov til at deltage, på trods af krigen i Gaza.

Derfor blev omtalen af selve konkurrencen også desto mere udpenslet på de sociale medier.

Nogle af disse reaktioner var virkelig bizarre. Hist og pist, rundt omkring på de sociale medier, kunne man læse opslag, skrevet af voksne mennesker, der var forarget over, at en non-binær kunstner, iført et lyserødt skørt, kunne vinde konkurrencen.

De mente simpelthen, at det var et klart og tydeligt udtryk for tiden, og nogle kaldte det endda for et ”freakshow”.

Freakshow

Disse reaktionære stemmer i den verserende debat burde blive tvangsindlagt til at se den dokumentarfilm om discoens historie, som man nu kan streame på DR TV.

Om ikke andet, så for at blive gjort bekendt med, at de formodentlig selv på et eller andet tidspunkt i deres liv har været fans af en ”freak”, der langt overgår dette års vinder af Eurovision.

Det forbløffende er jo i grunden, at især nationalkonservative stemmer, der mener at verden er ved at bryde sammen på grund af kønnenes opløsning, kernefamiliens opbrud og værdiernes forfald, faktisk normalt agiterer kraftigt for, at vi skal være mere historisk bevidste.

Og netop her synes deres kæde at være sprunget af.

Men så langt behøver vi jo slet ikke at gå tilbage

Det er jo et faktum, at Little Richard og Elvis, for blot at tage to musikere, som mange konservative nok mener besad de ”gamle dyder”, i den grad var med til at bryde kønnenes symbolske koder ned.

Elvis, der optrådte med sminke og i lyserøde smokinger, blev i den grad kritiseret for at være feminin, præcis ligesom The Beatles for øvrigt senere blev kritiseret for det samme.

At Elvis samtidig var banebrydende for at mindske skellet mellem afroamerikanere og hvide, er blot et af de mange plusser, der var med til at gøre ham til det ikon, han endnu er i dag.

Men så langt behøver vi jo slet ikke at gå tilbage.

Tænk på David Bowie, Queen, The Velvet Underground, Elton John og et utal af andre musikere, der har præget al moderne musik.

Eller hvad med hr. og fru kakkelbords darlings, ABBA, der fremstår så stuerene? 

Alle de nævnte var mindst lige så ”freakede” som den unge kunstner, der i år vandt Eurovision.

Eller hvad med hr. og fru kakkelbords darlings, ABBA, der fremstår så stuerene? 

De var bestemt ikke queers, men dengang, hvor de i 1974, vandt Melodi Grand Prix (Det hed Eurovison dengang), skammede stort set hele Sverige sig, fordi de mente, at det var musikalsk dårligt og indholdsløst.

I 1975, i Sverige, lavede kultureliten en kæmpe mod-Melodi Grand Prix med alternativ musik, fordi de mente, at sangkonkurrencen var blevet for kommerciel og intet havde med musik at gøre.

Disco 

Det er bestemt ikke nogen nyhed, at de elitære og de konservative har allieret sig, i protest imod nye kulturelle udtryksformer.

Danmarks Radio var for eksempel stærkt imod datidens pigtrådsmusik og pop, som de mente var demoraliserende og ødelæggende for ‘massen’.

Derfor undlod de simpelthen at spille den type musik. Her er tale om reaktionære holdninger, der blev delt af mennesker fra den politiske højre- og venstrefløj.

I serien får man indblik i hvorledes discofænomenet opstår i begyndelse af 1970’erne

Den ny-reaktionære bevægelse, som vi er vidner til i dag, synes helt at have glemt, hvorledes disse ”kønskaoter” i den grad var med til at nedbryde skel i samfundet, som kun de færreste i dag ikke kan se var en nødvendighed.

Og her spillede discoen en central rolle, hvilket BBC’s dokumentarserie, ’Disco Inferno’, fra 2023, viser så glimrende.

Det er denne serie i tre dele, der nu kan streames på DR, og den har fået den danske titel ’Discofeber’.

I serien får man indblik i hvorledes discofænomenet opstår i begyndelse af 1970’erne, midt under USA’s måske nok mest kritiske stadie, der var præget af ungdomsoprøret tidligere, New Yorks og andre storbyers ekstreme udvikling, hvor store dele af den arbejdende hvide befolkning flyttede sydpå, og hvor hele bydele blot gik til i en ghettolignende udvikling.

I denne krise, der var præget af fattigdom og et mismod, der kun voksede da Watergate-skandalen fik præsident Nixon til at måtte gå af, opstod fænomenet disco, der på nærmest mirakuløs vis kunne samle en ellers meget splittet befolkning.

Vietnamkrigen sluttede, og tressernes ungdomsoprør mistede sin politiske potens.

Sideløbende var der i denne periode opstået danseklubber for sorte og for homoseksuelle og LBGT-personer.

Discoen var lige dele kamp for sorte og latinoers rettigheder, kvinders, homoseksuelles og transvestitters rettigheder

De havde, som udgangspunkt, intet med hinanden at gøre, men på et tidspunkt blev deres musiksmag identisk, og det var her at disse marginaliserede mennesker på en ubegribelig måde fandt en måde at komme sammen på.

Discoen var lige dele kamp for sorte og latinoers rettigheder, kvinders, homoseksuelles og transvestitters rettigheder, og på diskotekerne mødtes de og udfoldede sig, som de aldrig havde gjort tidligere.

Fænomenet og BBC’s dokumentar om dette, er på så mange måder rørende. Det var de fattige og de marginaliserede, der pludselig brød gennem muren, og ramte mainstream-kulturen med et gigantisk brag.

Sideløbende med discoen opstod der et lignende fænomen, også i New York, nemlig hip-hop, hvor især to af dens grene, rap-musik og graffiti, i den grad må siges at have ramt en mainstreamkultur, så disse fænomener i dag fylder toppen af den kulturelle pyramide.

Saturday Night Fever

Da diskoteket Studio 54 åbnede i New York var discoen tidens hotteste musikfænomen.

Alle de største stjerner strømmede til dette hippe sted, hvor de homoseksuelle og transvestitterne blev hyldet og knuselsket, sammen med de sorte og latinoerne.

Året efter, da filmen ’Saturday Night Fever’, i 1977, fik premiere, med den discodansende og heteroseksuelle John Travolta i hovedrollen, blev disco et internationalt fænomen.

Der var ganske vist tale om en slags ”appropriering” af en undergrundskultur, der nu var blevet omdannet til et kapitalistisk produkt, som overklassen også kunne favne.

Men ikke desto mindre var det med til at skabe meget mere respekt for de marginaliserede mennesker, der i første omgang havde skabt kulturen.

Med Bee Gees’ soundtrack til filmen, var der skabt et album, der solgte i en grad, som man i grunden slet ikke begriber.

Det er disse fænomener, som undertegnede er overrasket over, at de ny-reaktionære synes at have glemt i deres forargelse

Der var virkelig tale om en slags ”feber”, hvor blandt andre discodronningen Donna Summer, men også transvestitten og homoseksuelle megastjerne, Sylvester, tog hele verden med storm.

Det er disse fænomener, som undertegnede er overrasket over, at de ny-reaktionære synes at have glemt i deres forargelse over, at en ung persons optræden i et lyserødt skørt kan vinde en sangkonkurrence, der gennem årtier har været domineret af de såkaldte ”kønskaoter”.

Når den ultra-reaktionære debattør og forfatter, Rune Selsing, for eksempel i Jyllands-Posten skriver, at nutidens unge har brug for mere ”positive maskuline idealer”, og her agiterer for den misogyne influencer, Andrew Tate, der har slået sig op på en forretningsmodel, hvor han lokker kvinder til at sælge sig selv på nettet, så lyder det helt bizart i mine ører.

Her sidder en fuldvoksen mand, og har en mening om, hvad unge mennesker skal dyrke, for ikke at ende i et forfald.

Og i den sammenhæng mener han så, at megastjernen Harry Styles, der også kan finde på at optræde i kjoler, ikke er god for de unge.

Og det på trods af, at han hverken tager stoffer eller foretager sig andre selvdestruktive handlinger.

Alene det, at en fuldvoksen mand kan formaste sig til at skulle mene noget om, hvad unge menneskers smag bør være, er i sig selv helt ekstremt bizart.

Jeg skal ikke kunne sige, om Rune Selsing ind imellem lytter til for eksempel George Michael

Det minder mig om alle de bekymrede mænd, der sad i Danmarks Radio, og talte om popmusikkens farlige forfald, om den farlige leg med rollespil, og alt det andet, som de reaktionære altid har reageret overdrevent imod.

Jeg skal ikke kunne sige, om Rune Selsing ind imellem lytter til for eksempel George Michael eller nogle af de ekstremt mange andre queers, der tidligere har været så meget vildere, end hvad en Harry Styles gør i dag.

Men jeg er nu ganske sikker på, at flertallet af disse ny-reaktionære simpelthen har overset, at de selv er eller har været fans af ”freaks”.

Måske sandheden i virkeligheden er, at det er de ny-reaktionære, der er vor tids egentlige ”freaks”? 

Det ser i hvert fald sådan ud.

 

BBC-dokumentarserie fra 2023. På dansk: ’Discofeber’. I tre dele. Kan streames på DR TV.