I dag er det præcis et år siden, at jeg holdt tale til mindehøjtideligheden på Israels Plads i København for ofrene for Hamas angreb på Israel 7. oktober 2023.

I den forbindelse får jeg lyst til at dele mine ord fra den dag.

”Jeg må indrømme, at jeg faktisk har været lidt bange for at komme i dag. For vi ved desværre, at antisemitismen lever i bedste velgående i Danmark.

Jødisk Ungdom var af sikkerhedsmæssige årsager nødt til at tage Facebookbegivenheden for i aften ned. På 10. år står kampklædte betjente foran synagogen i København.

I London bliver jødiske restauranter udsat for hærværk og i hele verden har vi set skrækkelige billeder af demonstranter, der jubler og flager i gaderne over Hamas frygtelige terrorhandlinger mod uskyldige.

Så derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at frygten måtte tøjles og vi skulle samles her i dag. For vi er nødt til at stå op for Israel og verdens jøders ret til at leve fredeligt på jorden.

Hamas er ikke frihedskæmpere. De er ekstremister

Den 7. oktober var et utilgiveligt terrorangreb og intet andet

Det terrorangreb Hamas har begået mod den israelske befolkning er utilgiveligt. Det kan på ingen måde relativeres eller retfærdiggøres. Det er grusomme krigsforbrydelser. 364 unge mennesker likvideret én efter én.

De var til musikfestival. Hamasterrorister, der har gået fra hus til hus og dræbt forældre til nu hjælpeløse børn. Kvinder og piger kidnappet, tæsket og voldtaget. Nogle helt ned til 10 år. Lig, der bliver slæbt rundt i gaderne i Gaza til jubelråb og spyt.

Det har INTET med lovlig modstandskamp at gøre. Og jeg skammer mig over, at der er venstreorienterede i Danmark, der kan finde på at udlægge det som sådan. Hamas er ikke frihedskæmpere. De er ekstremister, der hader jøder så meget, at de er ligeglade med sin egen befolkning.

Vi ved, at Hamas ingen midler skyr. De sætter raketudstyr på toppen af lejlighedskomplekser og hospitaler. Holder sin befolkning i et undertrykkende, udemokratisk jerngreb. Derfor går mine tanker i aften også til de palæstinensere som ikke støtter Hamas, men nu er fanget i deres krig.

I må ikke være et sekund i tvivl om, at DSU altid vil slå ring om jøderne

Den israelske frygt

I 2019 besøgte jeg Israel sammen med DSUs Forretningsudvalg. Vi besøgte byen Sderot, som nu er under voldsomme angreb. Truslen som israelerne dagligt lever under blev hjerteskærende konkret og nær, da vi gik forbi en legeplads, der også er et beskyttelsesrum.

Vi besøgte også kibbutzen Nir Oz. Vi spiste aftensmad med beboerne og blev vist rundt af den flinkeste mand, der bor med sin danske kone og 3 børn.

De er så vidt jeg ved, de eneste i kibbutzen, som er sluppet fra Hamas angreb uden at miste eller få kidnappet familiemedlemmer. Kibbutz Nir Oz er nu brændt ned. Det er ubærligt. Mit hjerte bløder for dem og de tusindvis af israelere, der har mistet sine kære.

I aften mindes og sørger vi med jer. Men vigtigst så står vi her i klippefast solidaritet. Med Israel og verdens jøder. I må ikke være et sekund i tvivl om, at DSU altid vil slå ring om jøderne.

Det er vores historiske forpligtelse. Vi vil altid kæmpe for Israels ret til at eksistere.”

på nuværende tidspunkt er der desværre ingen udsigt til, at en våbenhvile eller varig fred er på vej

Vi er gået fra slemt til værre

Nu sidder jeg her et år efter og reflekterer over ordene og tiden, der er gået. Det er sørgeligt at konstatere, at det hele på mange måder kun er blevet værre.

Vi kender nu det fulde perspektiv af terrorangrebet – 1200 mennesker dræbt og 250 taget som gidsler af Hamas.

Over 40.000 palæstinensere dræbt, heraf mange tusinde civile, kvinder og børn.

Israel, der på flere punkter har bedrevet krigsførelse ude af proportioner.

Større og større spændinger i de i forvejen ulovlige bosættelser på Vestbredden. Eskalering af konflikten i alle retninger - Iran, Libanon og Yemen.

Hundredtusindvis af israelere, der demonstrerer i gaderne mod deres højreradikale regering og for gidslernes hjemkomst.

Og på nuværende tidspunkt er der desværre ingen udsigt til, at en våbenhvile eller varig fred er på vej.

mindre søskende har fået skåret hagekors ind i deres borde på skolen

Antisemitismens grimme ansigt i Danmark

I Danmark har krigen betydet mere splittelse og mere utryghed. Antisemitismen er voldsomt stigende.

Jeg har talt med flere unge jøder, der har oplevet alt fra, at deres mindre søskende har fået skåret hagekors ind i deres borde på skolen. Til unge studerende, der er mødt op til hagekors og jødestjerner tegnet på tavlen til samfundsfagsundervisning på universitetet. Til børn på vej til fodbold, der er blevet spyttet på.

Jeg væmmes ved tanken om, at det foregår i mit land, hvor vi normalt hylder mangfoldighed og tolerance. Det må og skal stoppe.

vi må insistere på håbet

Håbet må vinde - selv i en håbløs tid 

Det hele forekommer mig noget så håbløst. Men vi må insistere på håbet, som Jair Melchior så smukt formulerede det, da jeg for to dage siden sad i synagogen til mindehøjtidelighed på årsdagen for 7. oktober.

Håbet om fred. Håbet om en varig tostatsløsning, hvor jøder, kristne og muslimer kan leve side om side. Håbet for, at danske jøder kan leve uden trusler og konstant politibeskyttelse.

Indtil da må DSU’s løfte stå lysende klart og uden vaklen: Vi vil altid slå ring om jødernes ret til at leve trygt og sikkert.