Mens andelsboliger - med deres lave priser og ofte attraktive beliggenhed - stadig er meget eftertragtede, er der imidlertid sket meget, siden de i det 19. og 20. århundrede åbnede døren for, at unge og arbejdere kunne få en fod indenfor på boligmarkedet.

En ny analyse fra Rockwool Fonden viser nemlig, at hele 17 procent af beboere i københavnske andelsboliger har mindst et nært familiemedlem i samme forening.

Det skyldes, at medlemmer af andelsboligforeninger selv bestemmer reglerne for deres ventelister. Dermed har de ret til at give fortrinsret til egne familiemedlemmer - en ret, de ifølge Rockwool Fondens analyse gør flittigt brug af.

Den praksis vækker bekymring blandt flere eksperter. Heriblandt direktør i Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen, der over for Berlingske kalder den en “en slags nepotisme”.

For de foreninger, der valgte at indføre markedsbaserede priser, betød det en prisstigning på 110 procent fra 2000 til 2005

Med så slående en udvikling bliver det oplagte spørgsmål: Hvorfor er andelsboligerne blevet en lukket fest? 

I hvert fald noget af svaret på det spørgsmål kan man finde i den ulighedsskabende boligpolitik, der er blevet ført siden 1990’erne.

Tre store grunde

Forskerne Leonard Seabrooke og Jens Ladefoged Mortensen observerede allerede i 2009, at boligmarkedet - og særligt andelsboligerne - havde udviklet sig i en markant mere ulige retning.

Den tendens, peger forskerne på, skyldtes særligt tre ændringer i boligpolitikken i 1990’erne og 2000’erne.

Først ændrede man under Poul Nyrup Rasmussen fundamentalt på prisdannelsen på andelsboliger. Hvor andelsboligforeningerne indtil 1990’erne holdt deres priser nede, tillod man nu, at foreningerne kunne vælge markedsbaseret prissættelse.

For de foreninger, der valgte at indføre markedsbaserede priser, betød det en prisstigning på 110 procent fra 2000 til 2005. De stigende priser var en fordel for dem, der allerede var medlem af en andelsboligforening og nu kunne sælge deres medlemskab til en langt højere pris og bruge gevinsten på at købe sig vej til ejerboligmarkedet.

Omvendt betød de store prisstigninger, at andelsboliger ikke længere var den samme nemme og smarte vej ind på boligmarkedet for unge førstegangskøbere og de ringere bemidlede.

Seabrooke og Mortensen peger også på det skattestop, som Anders Fogh Rasmussen indførte kort efter folketingsvalget i 2001. Skattestoppet betød, at ejendomsskatterne blev fastholdt i kroner og øre. Da københavnske boliger steg enormt i værdi i samme periode, var skattestoppet i praksis ikke bare et stop for skattestigninger, men en stor reduktion i skattesatsen.

Meget af skylden skal dog lægges på en fejlslagen boligpolitik, som særligt siden årtusindskiftet har gjort boliger langt mere profitable

Skattestoppet, som mange økonomer advarede Fogh-regeringen om, førte til stigende priser på både andelsboliger og andre boligtyper og bidrog til kollapset i 2008.

Endelig kritiserer Seabrooke og Mortensen dereguleringen af kreditmarkedet, som ligeledes pustede til boligpriserne og stillede de etablerede ejere og andelshavere bedre - og førstegangskøberne endnu værre.

Konsekvenser i dag

Der er utvivlsomt mange årsager til de uheldige udviklinger på det københavnske boligmarked og dets andelsboliger.

Lokale reguleringer, der begrænser udbuddet af boliger i København, kan nævnes som en anden vigtig faktor bag de galopperende boligpriser.

Meget af skylden skal dog lægges på en fejlslagen boligpolitik, som særligt siden årtusindskiftet har gjort boliger langt mere profitable - og dermed øget incitamentet til den nepotisme, der nu spreder sig i de engang så socialt retfærdige andelsboliger.