Corydon til angreb på Wammen: Er du finansminister af navn eller gavn?

Tidligere finansminister Bjarne Corydon skyder med skarpt mod nuværende finansminister Nicolai Wammen.
Foto: Colourbox
Bjarne Corydon, tidl. finansminister og nuværende chefredaktør og adm. direktør på Dagbladet Børsen
”Det holder ikke i længden, hvis ambitionen er at være finansminister ikke bare af navn, men også af gavn.”

Sådan skriver den tidligere socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, i en leder i Dagbladet Børsen, hvor han i dag er både chefredaktør og administrerende direktør.

Corydon var finansminister fra 2011 til 2015 under daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Først i SRSF-regeringen og senere i SR-regeringen.

Corydon: Wammen dukker sig og er fraværende

Ifølge Corydon har Socialdemokratiet – med Mette Frederiksen i spidsen – et ønske om at svække Finansministeriet og peger bl.a. på, at Statsministeriet har overtaget den koordinerende rolle, som Finansministeriet hidtil har haft.

Han fremhæver også Mette Frederiksens særlige rådgiver og stabschef i Statsministeriet, Martin Rossen, der har fået plads i regeringens økonomiudvalg, som et eksempel på, at Finansministeriets position er blevet svækket. Endvidere kritiserer Corydon, at den socialdemokratiske regering ”vil revidere Finansministeriets regneregler med håb om friere tøjler i udgiftspolitikken.”

Nicolai Wammen har foreløbigt reageret ved at dukke sig

Bjarne Corydon er ikke i tvivl. Mette Frederiksens regering svækker Finansministeriet, alt imens magten siver fra Wammens ministerium. Men hvad har finansministeren så gjort ved det indtil videre?

”Nicolai Wammen [har] foreløbig reageret ved at dukke sig. Han giver nødigt interviews, vil ikke besvare grundlæggende spørgsmål om den økonomiske styring – og er fraværende i den offentlige debat, når økonomiske hensyn udfordres af ministerkolleger, støttepartier og særinteresser,” skriver Corydon afslutningsvis i sin leder.

Jacob Mark: Corydon er et politisk fjols

Hos støttepartiet SF, der indgik i regering med Bjarne Corydon som finansminister, har man ikke mege tilovers for Corydons kritik af Wammen.

SF’s gruppeformand, Jacob Mark, kalder Corydon for et ”politisk fjols” på baggrund af hans meritter som finansminister.

Hans magtfuldkommenhed og blå politik var med til at koste centrum-venstre fire år

”Corydon er er politisk fjols, som ikke forstår at hans magtfuldkommenhed og blå politik var med til at koste centrum-venstre fire år i det politiske mørke. Efter en splitter kommer der en samler. Vi sætter pris på samarbejdet med finansministeren på trods af uenigheder,” skriver han i et opslag fra sin Twitter-profil og følger op med en kommentar til sit tweet:

”Til dem, der mener, at jeg skriver for hårdt med ”politisk fjols”. Det mener jeg er den rigtige beskrivelse. Jeg skriver ikke, at han er det - kun politisk. Kender ikke Bjarne, men ud i at føre solidarisk politik og til at samle centrumvenstre var hans kompetencer begrænsede.”

 

Politiske modstandere støtter Mette Frederiksen

I sin leder påpeger Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, desuden, at også blå profiler som Søren Pind, Bertel Haarder og Søren Gade – som alle tre er Venstre-folk – ligeledes har fremført ønsket om at svække Finansministeriet.

I et opsigtsvækkende interview i december var den tidligere forsvarsminister, forhenværende gruppeformand og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, Søren Gade (V), ude med roser til statsminister Mette Frederiksen:

Det, hun har gjort, er jo sådan noget, vi kun turde drømme om

”Det, hun har gjort, er jo sådan noget, vi kun turde drømme om,” sagde han til Politiken.

Også tidligere Venstre-formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen, gav i december udtryk for, at han mener, at kritikken af Martin Rossen-konstruktionen er forfejlet.

Student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Lad os heller ikke glemme, at Bjarne Corydon i dag er bladmand i et borgerligt medium. Vi har gennem årene set en del eksempler på, at journalister var blinde for det faktum, at de interviewede politikere havde et mandat, mens journalisterne intet mandat havde - de var 100% selvbestaltede. Vi har set eksempler på, at journalister praktiserede den opfattelse, at det var DEM, der skulle regere landet - hvilket jo er en grotesk demokratisk kortslutning. Næ, lad os beholde Bjarne Corydon i den formindskede udgave, han er i nu. Han har for nu og i al evighed forskertset sin egen rolle i dansk politik.

Corydon bør passe sit job på Børsen, og det sker så også ved at være kritisk mod partifælle eller ekspartifælle. Det klarer Wammen nok i strakt arm. Og det var ikke corydons skyld Thorning tabte magten med et mandat, det skyldtes de radikale og SF som kørte tåbelige valgkampe, den ene med udlændinge og den anden dagpengereformen. Begge sager var tabersager , derfor gik magten til DF og Løkke. Han blev statsminister igen på deres nåde, og det kostede begge dyrt.

'Finansministeriets tyranni' er ikke noget hverken Bjarne Corydon eller Ask har opfundet. Men det er naturligvis socialdemokrater, der er ansvarlige!
Den 'skyldige' er ingen ringere end Carl Valdemar Bramsnæs. Og han gennemtrumfede for næsten hundrede år siden - i den første socialdemokratiske regering i 1924 - at alle fagministerier skulle gå tiggergang til Finansministeriet, hvis de ville have tillægsbevillinger.
Disse var yderst almindelige i tiden, og det betød at statens udgifter galopperede deruda', og ingen havde styr på noget som helst.
Fagministrene blev i sagens natur sure og begyndte at kalde Finansministeriet for Overministeriet.
Systemet består stadigvæk, og ingen borgerlig eller socialdemokrat har for alvor villet røre ved det.

For mig må Corydon sige hvad han vil, det ændrer jo ingenting i fakta. Og nu har Mette F gjort det, som måske skulle være gjort forlængst, hun stækker finansministeriets magt. Venstre misunder hende det mod.

Hukommelsen er kort. Corydon førte med fast hånd Danmark gennem og ud af Finanskrisen. Danmark kom før alt andet, hvilket vi alle nyder godt af idag.

Politikere og ministre kun af navn. Det er de alle. Uanset HVEM der sidder på Christiansborgs taburetter.

Annonce