Annonce

Dansk Folkeparti afviser tiltag imod skattesnyd i Europa-Parlamentet

DF’s EU-parlamentarikere har afvist flere nye tiltag mod skattesnyd og skatteunddragelse. I Folketinget er attituden anderledes fra DF’s politikere.
Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet har i tre vigtige afstemninger stemt nej til forslag, der skal begrænse skatteskjul og særligt virksomheders skadelige skattekonkurrence. I den samlede afstemning på området undlod DF helt at stemme.

Dansk Folkeparti undlod nemlig - sammen med Folkebevægelsen mod EU - at stemme for 206 nye, konkrete tiltag imod skattesnyd og skatteunddragelse. Alle øvrige, danske partier stemte ja – inklusiv De Radikale og Venstre. Tiltagene kommer fra Europa-Parlamentets særlige skattesnydsudvalg.

Under behandlingen af skattesnydsudvalgets rapport stemte Dansk Folkeparti imod en række ændringsforslag, der skal forhindre skattesnyd og skattekonkurrence. DF stemte nej til at opfordre medlemslandene til en ”effektiv minimumsskattesats” for virksomheder. DF stemte nej til forslag om at sætte EU-skatteskjul som Luxembourg, Holland, Irland og Malta på kommissionens nye sortliste.

DF stemte også nej til at tage adgangskortene til Europa-Parlamentet fra lobbyister fra de firmaer, der nægtede at lade sig afhøre af det særlige skattesnydsudvalg.

Endelig stemte DF nej til, at der skal sikres konsekvent håndhævelse og sanktioner, for eksempel fratagelse af banklicenser, mod de banker, ”der beviseligt har været involveret i fremme eller godkendelse af hvidvaskning, skatteunddragelse eller aggressiv skatteplanlægning”.

Gør Dansk Folkeparti noget andet ude, end de gør hjemme?
DF’s stemmeafgivning i Europa-Parlamentet adskiller sig fra partiets udmeldinger på Christiansborg, hvor partiet har arbejdet aktivt for at stoppe skattesnyd og skatteunddragelse mest muligt og med alle tænkelige midler.

Skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) har kritiseret skatteskjul og talt for stærkere redskaber i kampen. Eksempelvis ønskede DF at fordoble skattevæsnets muskler på området.

”Der er en stigende brug af skattelykonstruktioner. Det synes vi simpelthen ikke er i orden. Derfor er der brug for, at vi sætter kraftigt ind”, udtalte Dennis Flydtkjær i den anledning til Ritzau i foråret.

”Det er et kæmpe problem for skattemoralen, at folk kan se, at dem, der har rigtig mange penge, gemmer penge i skattely for at snyde vores samfund,” fortsatte han. Ifølge Ritzau anerkender Dansk Folkeparti også, at internationalt samarbejde er vigtigt for at komme problemet til livs.

Sidste år pressede DF endda den daværende V-regering til at oprette et skattelovråd, hvis første opgave var at se, om dansk lov er robust nok til at forhindre skatteflugt og skatteunddragelse via verdens skattely-lande.

Tilbage i 2014 var Dansk Folkeparti også med i to indenrigspolitiske aftaler, der skulle begrænse og forhindre skattesnyd og skatteunddragelse. Den ene aftale var på Skatteministeriets område. Den gik blandt andet på at dæmme op for de smarte fiduser, som store koncerner kan bruge til at suge penge ud af landet, som ellers skulle gå til fælleskassen. Den anden aftale var på erhvervsområdet og skulle modvirke eksempelvis hvidvask og misbrug af de danske virksomhedsregistre.

Netavisen Pio har spurgt Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, hvorfor DF ikke stemte for anbefalingerne fra det særlige skattesnydsudvalg.

I et skriftligt svar henviser Anders Vistisen til Dansk Folkepartis begrundelse i den officielle protokol fra mødet. Det fremgår blandt andet af svaret, at DF ikke mener, at skattely skal bekæmpes på EU-niveau, og at partiet håber, at de endelige anbefalinger bliver ”mindre venstreorienterede og mindre overstatslige/urealistiske” i deres ordlyd.

Vi spurgte også Anders Vistisen, hvordan kampen imod skattely skal tages op, hvis ikke i EU. Dette fik vi desværre ikke svar på.

Hele den skriftlige begrundelse fra DF kan læses herunder:

“Motion for a resolution following the inquiry into money laundering, tax avoidance and tax evasion (PANA)
The Panama Papers' revelations, some of the biggest leaks in the history of journalism, revealed information about the secret offshore companies used by dictators, business tycoons and criminals to hide wealth, evade taxes, commit fraud and launder money. Following the revelations, the European Parliament set up an Inquiry Committee. The draft recommendations of the two co-rapporteurs, Jeppe Kofod (S&D) and Petr Jezek (ALDE), were voted in plenary on 13 December. The DPP-Delegation acknowledges the importance of the fight against tax evasion, tax crime and tax avoidance is. They harm fair competition and undermine the confidence of citizens. However, the DPP is of the opinion that this fight should not be fought at EU-level. In this regard, the DPP strongly regrets the calls for i) a strong European Commission (EC) involvement and leadership, as a supervising authority, (ii) support for the EC creating its own black-list, and (iii) the creation of a Common Consolidated Corporate Tax Base (CCCTB), which is a single set of rules to calculate companies' taxable profits in the EU. As a result, the DPP decided to abstain on the resolution, and it hopes that the final recommendations will be less leftist and less supranational/unrealistic in its wording.

 

Foto: Carsten Lundager

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet