Annonce

Dansk storentreprenør fortsætter samarbejdet med udskældt litauisk byggefirma

Det kritiserede DS Byggeri arbejder fortsat for Dansk Boligbyg i Værløse
Dansk Boligbyg, der er hovedentreprenør på en stærkt omdiskuteret byggeplads på Lundtoftegade i København, fortsætter samarbejdet med det udskældte litauiske firma, DS Byggeri, i resten af landet. Kun på byggepladsen på Nørrebro, hvor litauiske arbejdere var i konfrontation med stilladsarbejdere, er Dansk Boligbyg og DS Byggeri blevet enige om at gå hver til sit.

Det bekræfter direktøren hos Dansk Boligbyggeri, Anton Nørgaard, over for Netavisen Pio:

Vi fortsætter samarbejdet med DS Byggeri

”Vi fortsætter samarbejdet med DS Byggeri. Firmaet udfører bore- og betonarbejde for os på et rækkehusbyggeri i Værløse. Det samarbejde fortsætter. Vi kan ikke se, at DS Byggeri har misligholdt deres kontrakt med os, så samarbejdet fortsætter som hidtil,” siger Anton Nørgaard.

Anmeldelse til Skat ændrer ikke noget

Det gør ikke umiddelbart indtryk på Nørgaard og Dansk Boligbyg, at Arbejdstilsynet har meldt DS Byggeri til Skattestyrelsen for mistanke om systematisk brud på de danske skatteregler:

”Vi afventer resultatet af Skattestyrelsens undersøgelse og den fagretslige sag, som 3F har rejst, før vi foretager os noget i forhold til DS Byggeri. Grundlæggende kan vi ikke se, at DS Byggeri har misligholdt deres kontrakter med os,” siger Anton Nørgaard til Netavisen Pio.

Dansk Boligbyg-direktørens udtalelser står i kontrast til, hvad han udtalte til Fagbladet 3F tirsdag.

Her hed det, at nu ville Dansk Boligbyg gå kontrakterne med DS Byggeri grundigt efter i sømmene:

”Vi er i gang med at kigge vores øvrige aftaler med DS Byggeri efter i sømmene for at vurdere, hvad der skal ske med dem. Det er et krav i vores aftaler, at man følger dansk overenskomst. Men vi kan som virksomhed ikke tvinge os adgang til deres bogholderi. Vi kan bede om dokumentation for, at tingene er i orden, og vurdere, om vi tror på de ting, som vi får,” lød det fra Anton Nørgaard tirsdag.

Dagen derpå er Dansk Boligbyg nået frem til, at DS Byggeri overholder sine aftaler med Dansk Boligbyg til punkt og prikke – og at samarbejdet med det litauiske firma derfor fortsætter.

Har ikke opsagt samarbejde med litauisk firma

Anton Nørgaard har over for DR Nyheder og andre medier i øvrigt ladet forstå, at Dansk Boligbyg har opsagt samarbejdet med det litauisk-ejede DS Byggeri på byggeriet i Lundtoftegade. Men det er en misforståelse, understreger Anton Nørgaard nu:

Nej, der er ikke tale om, at DS Byggeri har misligholdt deres kontrakt med os

”Nej, der er ikke tale om, at DS Byggeri har misligholdt deres kontrakt med os, men DS Byggeri og Dansk Boligbyg er enige om at hæve aftalen på lige dét byggeri. Vi er jo ikke interesserede i alle de optøjer omkring vores byggeplads. Vi synes begge to – Dansk Boligbyg og DS Byggeri – at det var en god ide at stoppe samarbejdet dér. Det er jo ikke alle, der bryder sig om at få kastet sten efter sig, jo,” understreger Nørgaard.

Stor spiller på byggemarkedet

Dansk Boligbyg er en stor spiller på det danske byggemarked. Omsætningen var sidste år godt 1,5 milliarder kroner. Egenkapitalen lyder på 90 millioner kroner.

Dansk Boligbygs direktør, Anton Nørgaard, er bestyrelsesmedlem i Bygningsentreprenørsektionen under arbejdsgiverorganisationen, Dansk Byggeri.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet