Debat: Sover Europa?

Putins aggression i Ukraine havde nær fanget Europa på det forkerte ben. Nu skal vi opfylde den europæiske unions eksistensberettigelse: Fred, stabilitet, demokrati og velfærd på kontinentet.
“Historien gentager sig,” sagde Karl Marx i et anfald af klarsyn: “Første gang som tragedie, anden gang som farce”.

Det vi ser opført i Ukraine skulle så være historiens farce. Hvis ellers der var noget at grine af. For i så fald er det en farce med ruiner og dynger lig.

Det minder om en film af Akira Kurosawa, så måske gamle Shakespeare har skrevet om situationen.

Men det er Europa 2022, ikke 1600. Derimod ligner dagens situation noget vi har set før.

En forståelig længsel efter fred

En tidligere generation oplevede en næsten identisk situation i trediverne, hvor Hitler-Tyskland gik fra provokation til provokation, og hvor de europæiske lande sov.

I USA fik de hele ladningen fra begge løb på én gang, da den tyske værnemagt på sølle seks uger i 1940 løb Vesteuropa over ende.

Alt dette og meget mere beskrev en student i statskundskab ved Harvard-universitetet i sin afgangsopgave. Studenten hed John F. Kennedy og blev 20 år senere valgt som USA's præsident.

Opgaven blev hurtigt bearbejdet til bogen: ’Why England Slept’, hvor Kennedy fremfører dén tese, at det ikke var premierminister Chamberlains vintersøvn ved sommertide – alene – der gjorde at det demokratiske England var to år bagud i rustninger sammenlignet med diktaturerne.

“Det var Englands politiske system og en forståelig længsel i hele Europa efter fred, nedrustning og stabilitet, der stod i vejen for ’oprustning i tide’.” Det virker en smule nutidigt.

Fra corona til krig

Tre uger gik der fra afviklingen af Covid-19-restriktionerne til en ny alarmtilstand opstod.

Den 24. februar 2022 overskred Putins Rusland skillelinjen mellem provokationer og åben krig. Danmark og resten af Verden vågnede op til en ny virkelighed. For første gang i 77 år er en stat på kontinentet i åben krig med en nabo.

De fleste var overraskede – og så alligevel ikke. På en sær måde var det vel hvad vi havde ventet.

To uger før deltog jeg i et møde med temaet ’Skal EU have en hær?’ – og en del af debatten kom til at handle om i hvor høj grad Rusland var en trussel for Danmark og for Europa, og hvad vi burde foretage os i den anledning.

Invasionen var ikke to uger gammel, før et nationalt kompromis med 130 mandater i ryggen sikrede det danske forsvar et løft, som vi skal tilbage til 50'erne for at se magen til.

Et nødvendigt skridt

I 2022 står Danmark heldigvis med en helt anden – stærk – økonomi, og regeringen tøvede ikke med at gøre det nødvendige.

Ud over at militæret ret naturligt trådte i forgrunden, kom der et tiltrængt øget fokus på at ’sikkerhed’ ikke blot er et spørgsmål om ’krudt og kugler’.

Det er også et spørgsmål om hvordan vi får varme i radiatorerne og kan gennemføre betalinger på internettet, eller for den sags skyld sladre med – og om! – hinanden på Facebook og Twitter.

Alt dét er en del af dén undtagelse fra EU-samarbejdet, som vi nu skal fjerne.

Vi kan ikke længere bilde os ind at europæisk samarbejde kun handler om flæskepriser, og at vi har vores ’fulde suverænitet’ hvis vi bare holder os ude af alt ’det politiske’ – sådan som de politiske yderfløje bilder os ind.

Fanget på det forkerte ben

I 2022 var Europa tæt på at blive fanget på det forkerte ben over for et diktatur.

Men én ting mislykkedes totalt for præsident-på-vistnok-livstid-Putin: Han havde kalkuleret med et splittet EU.

Han havde sikkert også regnet med genvalg til Donald Trump, eller at den militante højrefløj so oder so ville sikre ham ’Four More Years’. Dét skete heldigvis ikke.

Nu skal vi sikre at Europa atter kan danne en troværdig ’medvægt’ sammen med USA om at sikre fred, stabilitet, demokrati og velfærd på kontinentet. Vi skal også sikre at vi kan selv, også hvis en vis Donald Trump skulle blive valgt om to og et halvt år.

Det er faktisk den Europæiske Unions eksistensberettigelse.


placeholder

Kommentarer

Sover Europa? Lyder spørgsmålet.

Det kan man godt sige. For Europa/EU har ladet USA fører retningen og ordet for Europæisk/EU's udenrigspolitik siden murens fald. Og hvad det har medført kan vi i dag se i Ukraine. EU har bare siddet og lade det ske uden indvendinger. Jeg har i hvert fald ikke bemærket nogen af betydning. Angela Merkels Tyskland forsøgte sig med dialog og Wandel-durch-Handel politik med såvel Rusland som Kina. Men blev overhørt og undergravet af en amerikansk ekspansions politik med NATO som front redskab i Europa hele vejen op gennem 00'erne og frem til i dag.

Det var så det politiske aspekt. Rent teknologisk har Europa/EU også ligget på den lade side og ladet udefra kommende tech virksomheder definere Europæisk/EU digitalisering med dels gennem indsamling af ALLE EU borgerres Big-Data, dels gennem den digitale teknologiske udvikling. Her har EU landene stort set intet. EU landene har ladet sig teknologisk løbe over ende. Alle tech giganter og datacentre af betydning er amerikanske på det Europæiske kontinent. Der ud over har mange EU lande ikke kunnet stå for fristelsen at sælge ud af teknologi virksomheder til kineserne. Der er ivrigt blevet klappet i alle hænder, hver gang en virksomhed blev solgt til kineserne med milliard fortjeneste helt uden at tænke over konsekvenserne på den lange bane. Selv fremtidige nøgleteknologiger er i kapitalismens grådighed solgt ud.

Så jo, Europa sover. Snork sover, mens udviklingen bare drøner forbi og derudaf. Udenrigspolitikken bestemmer USA og teknologien er solgt til Kina og Russerne er pisse sure på os, mens landene syd for Sahara bekynder at snakke om #MeToo og erstatning for slaveri og kolonialisering.

Men det kan vel rettes op i nu. Inden klimakatastrofen kommer skyldende.

Verden er så sandelig ikke blevet et kedeligt sted de seneste årtier. Bare gang i den. Yippee-ki-yay

Min rubrik er gentlig SOV Europa?
Pointen er selvfølgelig parallel med Kennedys bog (og Churchills's fra 1939 'MENS England sov'): at Europa efter en årrække i dvale - hvor man har nydt 'fredsdividenden' - i høj grad er vågnet på. Med garanti til Putins overraskelse.

Xi Jinping's mål er at ændre den eksisterende verdensorden stille og roligt uden magtanvendelse, men gennem overbevisning, investeringer og udvikling. Selv i USA har kinesiske investeringer skabt arbejdspladser i områder, som har været forladt af en falmende bilindustri i f.eks. Detroit området, hvor tusindvis af arbejdsløse var ladt i stikken af kapitalismen uden medmenneskelighed og kun med interesse i profit.

- og så er der jo ikke mange der har talt om, hvad NATOs musketér-ed er værd, hvis galningen vinder det amerikanske præsident valg. Dét er om sølle 2½ år!!!

Trump har tidligere truet med at trække USA ud af NATO. Og Danmark og EU skal selvfølgelig kunne forsvare sig. Men hvordan sikre vi en fredelig sameksistens i verden? En verden med store udfordringer som det kan være fristende at anvende militære løsninger for at løse. Men med katastrofale konsekvenser til følge. Den uden sammenligning største udfordring er at få stoppet klimaforandringerne. Eller går det helt galt. Og hvordan skal det kunne lade sig gøre uden globalt samarbejde? Med en verden i krig og konflikt bliver det en umulig opgave at løse. Og så er det game-over.

- Derfor. Vi skal for alt i verden undgå krig.

Hvert år brændes 14.000.000.000.000 kr. af på militæret verden rundt. Hvis de økonomiske midler var blevet brugt på at løse de udfordringer mennesket og verden står over får ville der ikke være grundlag for krig. Det er ikke almindelige mennesker der vil krig. Det er magthaverne, økonomisk som politisk, som vil krig.

Og NATO er ikke en forsvarspagt. Det er en ekspansionspagt, som skal sikre vesten adgang til alle de ressourcer vi vil have med magt. Ikke ligefrem fredsskabende. Og ikke så sært kineserne opruster med den udsigt. Og sådan vil det fortsætte til ingen verdens nytte.

Vold avler vold og pres avler modpres. En vej vi åbenbart ikke kan finde ud af at komme væk fra.

Hvordan stoppes denne ødelæggende spiral?

Jeg kender godt svaret, men vil gerne høre den fra andre.

Når verden er skudt i smadder og er ødelagt af klimaforandringer, hvor skal vi så leve?

På Mars???

Der er INGEN planet B.

Ingen når at tænke i HVOR de skal leve EFTER verden er blevet A- gennembombet og udlagt i atommissiler.
End ikke dyr vil der være tilbage og heller ikke andre former for liv. Og de RIGE når heller ikke at flygte til Mars eller andre steder. Det er bare FARVEL til det hele i et radioaktivt helvede. Hvad hjælper NATO så ? Og HVAD hjælper et Forenet Europa ? Absolut INTET.

Annonce