“Det er bare om at klø på”

Brancheorganisationen Horesta anbefaler sine medlemmer at indgå lokale fag-flexaftaler med 3F afdelinger
Foto: Nordic Choice Hotels
Comfort Hotel Copenhagen Airport - et af fem flagskibshotellers som har indgået en fleksibel lokalaftale med 3F København
Hotel- og restaurantejernes brancheorganisation, Horesta, anbefaler sine medlemmer, at indgå lokalaftaler med fagforbundet 3F’s lokalafdelinger a la den, som 3F København netop har landet med fem flagskibshoteller i København.

"Det er bare om at klø på," siger direktør hos Horesta, Pia Voss, til Netavisen Pio.

Som beskrevet i Netavisen Pio mandag har 3F København indgået en lokalaftale med Villa Copenhagen, Comfort Hotel Vesterbro, Skt. Petri, Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Copenhagen Airport.

Aftalen indebærer at især housekeepere/stuepiger kan få flere timer end de har i dag.

Housekeeperne arbejder i dag typisk 20 timer om ugen. Det giver en løn, som det kan være vanskeligt at leve af.

Men med den nye aftale kan housekeeperne supplere de tyve timer op med andet arbejde. For eksempel ufaglært tjenerarbejde i hotellets restauranter. Og i de supplerende timer aflønnes de så som tjenere.

Aftalen betyder at en stribe stuepiger faktisk kan komme helt op på fuld tid

Aftalen betyder at en stribe stuepiger faktisk kan komme helt op på fuld tid.

For 3F har det været afgørende, at der med lokalaftalen sikres flere fuldtidsstillinger. Og at det faglærte arbejde, som ikke indgår i aftalen, respekteres. 3F ser aftalen som et opgør med nul-timers kontrakter og lavt time-tal.

Aftalen løber et år. Herefter genforhandles den eller bortfalder.

Horesta: Kan bestemt anbefales

Hos arbejdsgiverne i Horesta understreger man, at fundamentet til at indgå lokale fagflexaftaler allerede findes i Horestas hovedoverenskomst med 3F:

"Den nye lokalaftale handler om fagflex. De fagflexer for eksempel på den måde, at folk, der måske oprindeligt er ansat til housekeeping også udfører serveringsarbejde, altså tjenerarbejde. Den mulighed for at fagflexe er allerede beskrevet i Horestas hovedoverenskomst med 3F. Her står beskrevet, at hvis parterne kan blive enige om at aftale at fagflexe, så skal det ske via lokalaftaler," forklarer direktør hos Horesta, Pia Voss, over for Netavisen Pio.

Og er en sådan lokalaftale noget Horesta vil anbefale sine medlemmer - særligt i en situation, hvor branchen mangler arbejdskraft?

det er bestemt noget vi vil anbefale vores medlemmer

"Ja, det er bestemt noget vi vil anbefale vores medlemmer. Forudsat selvfølgelig at man kan blive enige om vilkårene lokalt. Det er bare om at klø på."

Vilkårene handler blandt andet om løn og hvilke jobfunktioner, der er omfattet af en lokal aftale om fagflex.

Hos Horesta anerkender man, at housekeeping er hårdt fysisk arbejde - også af den grund kan det være en god ide at supplere housekeeping-timer med et antal timer med mindre fysisk krævende arbejde:

"Ja, det kan være en rigtig god ide at blande arbejdsopgaverne. Og netop lokalt kender man de helt konkrete forhold."

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Netop, den ligger da lige til højrebenet.

Annonce