Det er lidt sådan, man har det, når man begynder af se den debuterende filminstruktør, Charlotte Wells’ film ’Aftersun’ fra 2022, men som netop har haft premiere.

Skotske Charlotte Wells har både instrueret og skrevet manuskriptet, og filmen handler om en fraskilt fader, der tager på ferie med sin helt unge teenagedatter.

De tager på et ferieophold i Tyrkiet, og alting fremstår sådan lidt discount, lidt kitschet, lidt for kulisseagtigt, og alt for langt fra det, som feriekataloget lover turisterne.

Den skulle angiveligt foregå i begyndelsen af 2000’erne, men der er ingen mobiltelefoner, og de lytter til walkmen, så det minder på en måde mere om halvfemserne.

Med en sådan scene, og et sådant par, med en far, der ikke rigtig har klaret sig godt finansielt i livet, kunne det nemt ende med en film, der skildrer armod, tristesse, livsløgn og eksistentiel tomhed.

En stærk filmperle

Men det er her, at indledningen snyder, og hvor Charlotte Wells næsten narrer dig, for det er præcis det modsatte, som hun skildrer.

Det er nærvær, finesse, stærke bånd, eksistentielt betydelige forskydninger, kriser, op- og nedture, selvom der blot er tale om en kort ferie.

Men ellers er fokus lagt på denne intense uge, der ikke udadtil virker som noget særligt, men så alligevel fylder så meget for datteren

Og det stærkeste ved denne filmperle er måske, at Charlotte Wells ikke bekymrer sig om at oplyse os om sammenhænge. Vi oplever den ferie, med få små afstikkere fremad og tilbage i tiden.

Men ellers er fokus lagt på denne intense uge, der ikke udadtil virker som noget særligt, men så alligevel fylder så meget for datteren, der i virkeligheden erindrer denne ferie med sin fader, efter at hun selv, mange år senere, er blevet moder.

Livet er ikke rosenrødt

Det er en film om forældreskab og om pubertetens forandringsskabende fokus, og filmen handler både om faderen og datter. Den virker snarere psykologisk end direkte. Man er godt klar over, at det er alt det under overfladen, der er det vigtige.

Og netop dette: skrøbeligheden, faldgruberne, det endnu uerkendte hos datteren, samt faderens eksistentielle kampe, er ufatteligt godt antydet gennem hele filmen. Som sagt, ikke forklaret, men snarere fremvist gennem reaktioner.

Det er derimod et liv der, ligesom de flestes, både er ensomt og brydningsfyldt

På et tidspunkt tror man næsten, at faderen forsvinder, og det er angstfremkaldende. Man befinder sig på gyngende grund, fordi man samtidig mærker datterens afhængighed.

I ’Aftersun’ er livet ikke rosenrødt, men det er heller ikke tømt for værdier. Det er derimod et liv der, ligesom de flestes, både er ensomt og brydningsfyldt, men samtidig enestående og fortryllende, fordi vi spejler os i hinanden, knytter os, mærker relationernes styrke og næres derigennem.

En mulig Oscarvinder

Paul Mescal, der så suverænt spiller faderen, er nomineret til en Oscar for bedste hovedrolle, og han kan godt gå hen og vinde.

Frankie Corio, der spiller datteren, burde også være indstillet til en pris for sin præstation, men ville - indrømmet - få kamp til stregen, hvis hun var nomineret i samme kategori som Stephanie Hsu, der spiller datteren i mesterværket 'Everything Everywhere All at Once’, der står til at vinde mange priser i år.

’Aftersun’ er en speciel film, nærværende, smuk og på mange måder overrumplende. Og så gør den noget så enestående som at gå imod strømmen.

I stedet for at vise eksistentiel tomhed og kitsch, fokuserer filmen på alt det ægte og forfinede, som jo alligevel er der det meste af tiden.
 

’Aftersun”. Instrueret og skrevet af Charlotte Wells. 2022.