DF og S opfordrer mediekoncerner til åbenhed om løn til mediechefer

Det ikke ”for meget forlangt, at der er offentlighed om direktionens lønninger”, siger Socialdemokratiets medieordfører, Jesper Petersen
5,8 millioner kroner i løn til adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov. Og 2,3 millioner kroner i honorar til bestyrelsesformanden for JP/Politikens Hus, Lars Munch.

I sidste uge fremlagde JP/Politikens Hus hvad de tre direktører i bladkoncernen tjener. Også bestyrelsens honorarer blev offentliggjort.

Socialdemokratiets medieordfører Jesper Petersen mener, at flere bladhuse bør følge JP/Politikens Hus’ eksempel:

”Jeg synes umiddelbart selv, at det ikke er for meget forlangt, at der er offentlighed om direktionens lønninger, når man modtager direkte mediestøtte og indirekte støtte i form af momsfritagelse,” siger Jesper Petersen til fagbladet Journalisten.

DF: Noget for noget

Dansk Folkepartis medieordfører, Pernille Bendixen, går endnu videre. Hun mener, at mediestøtte kun bør gives til mediekoncerner, der offentliggør mediechefernes lønninger:

”Jeg går klart ind for, at når man får mediestøtte, så har man også til opgave og ansvar at fremlægge regnskab og økonomiske poster. Ellers har vi jo ikke noget overblik over, hvad vi får for pengene,” siger hun til Journalisten.

Hos De Radikale er medieordfører Jens Rohde uenig med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i, at mediecheferne lønninger skal lægges frem.

Grænser for JP/Politikens Hus’ åbenhed

Bestyrelsesformand for JP/Politiken, Lars Munch, understregede i sidste uge, at der er klare grænser for bladkoncernens åbenhed. Koncernen ønsker således heverken at fremlægge chefredaktørernes lønninger - eller fremlægge bestyrelsesmedlemmers, direktionens og chefredaktørernes økonomiske interesser, f.eks. i form af oversigter over deres aktieposter over en vis størrelse:

Jeg har svært ved at forestille mig et krav om offentlig indsigt i funktionæransattes individuelle lønforhold

”Flere og flere store virksomheder angiver individuelle honorarer for direktions- og bestyrelsesmedlemmer, og det har vi nu valgt også at gøre. Jeg har svært ved at forestille mig et krav om offentlig indsigt i funktionæransattes individuelle lønforhold, og jeg synes ikke, det er rimeligt at forvente yderligere indsigt i privatøkonomiske forhold for ansatte, hvad enten de er funktionærer, direktører eller bestyrelsesmedlemmer," skrev Lars Munch i et mailsvar til Netavisen Pio.

Fortsat helt lukket af hos Berlingske

Fagbladet Journalisten skriver, at hverken Berlingske Media eller Egmont har tænkt sig at følge JP/Politikens Hus og fremlægge direktionens lønninger og bestyrelsens honorarer. Nordjyske Medier overvejer derimod at følge JP/Politikens Hus.

Jydsk Fynske Medier og Sjællandske Medier har ikke reageret på Journalistens henvendelser.

Opdateret 17.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce