Jeg tror, de fleste af os åndede lettede op, da det stod klart, at de sidste overenskomstaftaler faldt på plads i weekenden.

Danmark var på vej ud i en omfattende konflikt. En konflikt, der reelt ville have sat samfundet i stå. Og en konflikt, som jeg tror, de færreste havde ønsket.

Jeg vil gerne kvittere for, at det lykkedes parterne at nå til enighed. Det kan vi alle sammen være glade for.

Vi skal selvfølgelig huske, at det ikke er helt slut endnu. Nu skal aftalen til afstemning blandt medlemmerne af de faglige organisationer. Og den proces skal jeg ikke blande mig i. Det må være op til hver enkelt at tage stilling til, om man synes, resultatet er tilfredsstillende.

Men jeg må også sige, at vi har været vidner til et forløb, som bør give anledning til en vis refleksion på den lidt længere bane.

Dels om Moderniseringsstyrelsen. Dels om de økonomiske rammer for vores velfærd. Om fremtiden for den danske model. Og især om hvordan det er at arbejde i den offentlige sektor.

Det vil jeg gerne som formand for Socialdemokratiet knytte et par ord til, og det er derfor, jeg har inviteret til pressemøde.

Vi har i Socialdemokratiet undladt at kommentere de igangværende forhandlinger. Det er regeringens ansvar at forhandle på statens vegne.

Men jeg må også sige, at når vi i dag står med en aftale, så er det ikke på grund af – men på trods af – regeringen.

Det er – først som sidst – regeringens ansvar at tilrettelægge forhandlingerne på en måde, der skaber et godt forhandlingsklima.

Den opgave er regeringen mislykkedes med.

Jeg forstår godt, at mange offentligt ansatte med rette blev provokerede, da den ansvarlige minister Sophie Løhde startede forhandlingerne med at sige, at de har fået for meget i løn. Der blev nærmest tegnet et billede af, at de offentligt ansatte skulle være grådige.

Og fuldstændig unødvendigt har Moderniseringsstyrelsen skabt tvivl om den betalte frokostpause.

Som om, at der findes sygeplejersker i det her land, der ikke bliver forstyrret i deres frokostpause. Som lader maden ligge, fordi der ringer en klokke på en stue eller arbejder ved computeren, imens de spiser. Eller pædagoger, der bruger deres frokost til at planlægge aktiviteter for børnene. Utroligt mange offentligt ansatte står til rådighed i deres frokostpause.

I det hele taget virker det for mig som om, at Moderniseringsstyrelsen har forværret forhandlingsklimaet og i sig selv været en barriere for at nå et resultat. Det er selvfølgelig uholdbart.

Det virker som om, at man hverken i Moderniseringsstyrelsen eller i regeringen har haft forståelse for, at det her handler om meget andet end de konkrete krav, der er fremsat under forhandlingerne.

Danskerne har gennem hele forløbet udtrykt en enorm sympati med de offentligt ansatte. Sådan har jeg det også.

Kan jeg forstå, at landets SOSU-assistenter gerne vil have mere i løn? Ja. Forstår jeg, at landets pædagoger gerne vil anerkendes for deres vigtige arbejde med vores børn? Ja. Forstår jeg, at landets sygeplejersker gerne vil have mere tid sammen med patienterne? Ja. Og forstår jeg, at lærerne gerne vil være med til at forhandle deres egne arbejdsvilkår? Ja.

Der findes ikke en eneste dansker, der ikke skylder vores offentligt ansatte utroligt meget.

Og overenskomstforhandlingerne er blevet et talerør for meget mere end løn og arbejdsvilkår.

Når en SOSU-assistent minutiøst skal optælle, hvor mange minutter der er brugt hos en ældre medborger. Bruger vi så ikke tiden forkert?

Eller når ansatte på plejehjem og bosteder ikke må give beboerne smertestillende håndkøbsmedicin, før de har kontaktet beboerens praktiserende læge for at kunne udlevere en hovedpinepille.

Faglighed og relationer mellem mennesker er blevet skemalagte. Vi har glemt det vigtigste, vi har: tillid til mennesker. Tillid til hinanden.

Mange offentligt ansatte løber hurtigere og hurtigere. Og ligegyldigt, hvor mange timer, der lægges på arbejdspladsen, så er der ikke tid nok. Til det vigtigste. Til mennesker.

Selvfølgelig skal vi have ledelse i den offentlige sektor. Selvfølgelig skal der være respekt for skatteydernes penge. Selvfølgelig skal patienter have deres behandling til tiden. Selvfølgelig skal flere børn og unge have en bedre uddannelse. Selvfølgelig vi vil noget med velfærdssamfundet. Men vi kan ikke gøre det uden engagerede, dygtige og glade medarbejdere.

De offentligt ansatte i Danmark vil have anerkendelse. Og de vil mødes med respekt. For deres faglighed og for deres dygtighed.

Jeg tror ikke, der er nogen, der har forventet, at alle problemer kunne løses i en enkelt overenskomstforhandling.

Men tingene hænger jo sammen. Danmark er ude af den økonomiske krise. Vi har muligheden for at investere i vores velfærd.

Derfor foreslår Socialdemokratiet i dag et politisk håndslag her på Christiansborg.

Som kvittering for, at parterne er nået til enighed om nye overenskomster. Så lad os politisk aftale, at vi dækker de udgifter, der følger af, at vi heldigvis bliver flere ældre og flere børn. En slags velfærdspagt.

Så vi ikke skal opleve, at velfærden udhules år efter år. At man ikke skal starte hvert år med at skære ned. Men at der er noget at bygge videre på.

Det er også derfor, vi har foreslået en ”Fingrene væk”-reform i den offentlige sektor.

Vi vil have en offentlig sektor, hvor vi har tillid til vores medarbejdere og deres faglighed. Hvor vi stoler på, de selv kan træffe beslutninger og sikre den bedst mulige velfærd for borgerne.

Vi vil have mindre styring, mere ledelse. Og bedre rammer. Flerårige budgetter, der giver ro om økonomien. Hvis offentlige medarbejdere i fremtiden kan løse en opgave både klogere og billigere, så lad den enkelte børnehave eller skole beholde en del af gevinsten selv.

Vores ”Fingrene væk”-reform skal give mere tid til det væsentlige. Til velfærd og til borgerne.

Og i dag vil jeg gerne anmelde, at en forhåbentligt kommende socialdemokratisk ledet regering – i samarbejde med Folketinget og arbejdsmarkedets parter – vil forny den danske model.

Det forløb, vi har været igennem, bør nemlig give anledning til en grundig refleksion om den danske model.

Jeg har stor respekt for, at man kæmper for bedre vilkår, når der forhandles overenskomst. Ja, faktisk har jeg så stor respekt for danske lønmodtagere, at jeg som en af de få politikere har holdt min mund og ladet den danske model arbejde.

Jeg vil have stærke fagforeninger, der kan forhandle på vegne af deres medlemmer. Jeg vil have en høj organisationsgrad. Hvis Christiansborg skal bestemme løn, så kan man lige så godt lade være med at melde sig ind i en fagforening. Og så er det slut for dansk fagbevægelse.

Den danske model klarede den. Men forløbet har også vist, at der er udfordringer med den nuværende model på det offentlige område.

Det gælder blandt andet i forhold til, at rollen som arbejdsgiver er blandet tæt sammen med rollen som regering og lovgiver. Især på det statslige område.

Og at der er – i hvert fald en teoretisk – mulighed for, at de offentlige arbejdsgivere kan spare penge på en konflikt.

Vi bør overveje, om Forligsinstitutionen som uafhængigt organ kan styrkes endnu mere.

Og måske kan vi på nogle stræk kigge på, hvordan de har indrettet sig i Sverige og Norge, der hver har et arbejdsmarked, der er meget sammenligneligt med vores.

Jeg mener, vi – når hele forløbet her på et tidspunkt er afsluttet – bør diskutere med hinanden, og ikke mindst med arbejdsmarkedets parter, hvordan den danske model kan fungere bedre på det offentlige område.

Det er under alle omstændigheder noget, som en ny socialdemokratisk ledet regering vil tage initiativ til.