Er det virkelige håndværkerne, der skal gå forrest i metoo-kampen?

Sexistisk kultur findes overalt, men som smedelærling føler jeg mig mere tryg nu, end jeg gjorde som løstansat journalist, skriver Maria Højgaard Andersen.
“Godmorgen, penisånde.” 

Ordene kom fra en mandlig kollega og blev sagt til en ung kvindelig kollega nederst i hierarkiet.

Jeg er under uddannelse som smed, så du kan sikkert sagtens forestille dig scenariet. Vi er på et værksted. Manden er lidt ældre og sikkert iført overalls.

Problemet er, at det billede er forkert. For jeg er i forvejen uddannet journalist, og ordene faldt på en større dansk mediearbejdsplads blandt såkaldt veluddannede mennesker.

Sexismen eksisterer i bedste velgående i de prestigefyldte brancher

Det er ikke uden grund, at da metoo-bølgen først for alvor rullede ind over Danmark, så var det i mediebranchen og i det politiske liv, at sagerne hobede sig op.

Derfor er man også ekstra udsat, når man er nederst i hierarkiet.

Jeg har en fornemmelse af, at sexismen eksisterer i bedste velgående hos de prestigefyldte jobs med masser af konkurrence, er at det er brancher med et prekariat, midlertidige ansatte og praktikanter, der er villige til at gå langt for at nå en bedre position.

Derfor er man også ekstra udsat, når man er nederst i hierarkiet. Man er bevidst om, at der står 20 mere eller mindre veluddannede mennesker parate til at overtage ens job med kyshånd, hvis man er “sådan en, der gør vrøvl.”

Idéen om, at den slags smuds nok må eksistere i bedste velgående ude ved kakkelbordene, men søreme ikke ved det håndlavede plankebord på Østerbro er simpelthen en fejlslutning.

De faktiske forhold i jernindustrien

Det er ikke fordi, sexisme ikke eksisterer i min nye branche. 38 procent af de adspurgte kvinder i en undersøgelse foretaget af Dansk Metal har oplevet ubehagelig eller uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejdsplads.

En kvinde har fortalt, at hun er blevet taget på røven over 40 gange og blevet kaldt luder, kælling og so.

Selvom jeg for nylig under et toiletbesøg på min skole så “Kvinder er ikke håndværkere” malet ubehjælpsomt med tusch bag døren, så har jeg ikke selv oplevet meget sexisme blandt mine klassekammerater eller kollegaer på min nye uddannelse.

Konstant omringet af mænd

Når man er en af de to procent kvindelige danske smede, så er man altid i undertal.

En kvinde har fortalt, at hun er blevet taget på røven over 40 gange og blevet kaldt luder, kælling og so.

Da Henrik Qvortrup valgte at kalde det et kvindetribunal, da Jes Dorph skulle stå skoleret foran TO (!) kvinder under hans metoo-sag, var jeg ved at dø af grin.

Jeg er konstant omgivet af et mandetribunal så. Når jeg handler i Carl Ras, er jeg den eneste kvinde ud over medarbejderne.

Når jeg er i skole er jeg som regel den eneste kvinde i klassen. Jeg bliver overbegloet, når jeg går ned ad gangen og der er altid en eller anden, der skal hjælpe mig med noget - uden jeg på nogen måde har bedt om hjælp. Her er det handy at være en sur kælling, der beder dem om at passe deres eget!

Feminister findes også på teknisk skole

Men jeg har haft gode samtaler med mine klassekammerater om kvinders rettigheder, homoseksuelle og transpersoner, uden at jeg skulle starte helt fra Adam og Eva. Jeg kan afsløre, at der også findes feminister på teknisk skole.

Jeg blev advaret om, at jeg ville have enormt svært ved at få læreplads, men jeg fik en kontrakt i hånden ved mit andet forsøg.

Det gode ved generation Z er, at “selv” håndværkerne har internet, og ved efterhånden godt, at det ikke længere er fedt at være sexist, homofob eller racist. De kan godt mærke, hvor diskursen er på vej hen.

Så ryger der nogle gange en upassende joke ind, men jeg føler, at vi er på vej i den rigtige retning.

Har støtte fra stærk fagbevægelse

I min nye branche er der ikke et prekariat, men et proletariat, der har udviklet sig til en velbetalt og eftertragtet arbejdsstyrke, der altså hurtigere får råd til et sommerhus end dem, der har læst filosofi på universitet.

De er støttet af en stærk fagbevægelse, og i et eksempel fra Dansk Metals undersøgelse blev en kvindes læreplads tvunget til at betale kompensation, og hun fik et nyt og bedre sted at være.

Det er det, der skal til. Nul tolerance og betaling ved kasse et. For vi har ikke råd til at skræmme kvinderne væk fra håndværksfagene.

Behov for kvindelige håndværkere

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at vi vil mangle 70.000 faglærte med kloge hænder i 2025.

Selvom jeg selvfølgelig synes, at sexisme er uacceptabelt, fordi det er moralsk forkasteligt, så er det også decideret dumt i fag, der skriger på faglært arbejdskraft.

Er det virkelig så vigtigt at holde hånden over klamme Henning, at I ikke kan få nok arbejdskraft til at rent faktisk at lave opgaverne i den fyldte ordrebog? Nej, vel?

Skoen er på den anden fod nu, for virksomhederne har mere brug for mig, end jeg har for dem.

Selv hvis vi ikke får udryddet den dårlige kultur på værkstederne fuldstændig, så føler jeg mig mere tryg nu, end jeg gjorde som løstansat journalist.

Jeg har en overenskomst, jeg har en fagforening, der har min ryg, og et arbejdsmarked, hvor det er arbejdstagers marked - og ikke arbejdsgivers.

Skal sørge for god kultur

Metoo er i høj grad et ledelsesproblem. Der vil altid være brodne kar på en arbejdsplads eller der kan blive skabt en bestemt kultur, men det er op til ledelsen at sørge for, at det er den krænkede, der skal beskyttes, og ikke krænkeren, som vi ellers har set i utallige eksempler.

Er ledelsen for inkompetent, så må fagforeningen træde til.

Jeg er lykkelig over, at jeg ikke længere er i prekariatet, og forhåbentlig kan se frem til nye tider, hvor de unge mandlige håndværkere står skulder ved skulder med deres kvindelige kollegaer.

Vi må være det gode eksempel nu, hvor dem i de smarte jobs åbenbart ikke kan finde ud af det.

 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Du har helt ret i, at det er vigtigt at være medlem af en Fagforening.
En fagforening er den eneste reelle part, som kun har dine rettigheder for øje.

Derfor er det også presserende at rette lyset mod de fagforeninger som repræsentere de brancher, hvor vi netop ser de mange sager om sexcisme.
Hvor er deres opbakning til medlemmerne? Hvorfor er de ikke ude på arbejdspladserne og banke i bordet?

Måske ligger svaret lige for?
Er det fordi disse fagforeninger i bund og grund ledes og drives, på samme præmisser som de virksomheder hvor deres medlemmer arbejder?
F.eks. er det mig fuldstændigt uforståeligt, at man som fagforening, tillader ulønnet praktikanter på de arbejdspladser hvor ens medlemmer er.

Så er fagforeningerne på de her arbejdspladser egentligt deres opgave voksen? Umiddelbart vil jeg sige nej.
Men igen så må vi jo blot erkende, at fagforeningernes ledelse er konsekvensen af et bevidst valg fra medlemmernes side...

Og til forskel fra tidligere omtalte fagforeninger, så finder de færreste medlemmer i håndværkernes fagforeninger, sig i at deres ledelser ikke passer på medlemmerne.
Rundbords pædagogikken, er ikke fremherskende i "håndens" fagforeninger, hvilket måske kan forklare den mere direkte og konsekvente tilgang til hvordan man behandler arbejdsgivere, som ikke kan finde ud af at passe på sine ansatte!

"Metoo er i høj grad et ledelsesproblem"

Det er forkert i min optik.

Vi har metoo fordi kvinder gennem årene har fået et temmelig lavt selvværd.
Ellers havde de vel ikke brug for klynkefora?

Min teenagetid faldt i 1970erne.

Dengang manglede pigerne ikke selvværd. De forstod selv at sætte grænser.

For grænser skal der altid sættes i omgangen med medmennesker.

Blot synes jeg det virker ynkeligt at kvinder i dag har så lidt selvværd, at de må tage klynkefora og politisk korrekt til hjælp.

P.S.
At smedelærlingen oplever færrest problemer, er ikke tilfældigt. Det er i det fag selvværdet er størst.

Jan Evald Spedsberg, det er for billigt at du bare skubber problemet over på kvinderne! Hvorfor skal de finde sig i utilbørlig optræden fra nogle mænd, der ikke kan styre sig?. Hvorfor griber I mænd ikke ind, når I overværer dårlig opførsel.? Hvorfor skal kvinder altid forsvare sig, for at kunne passe deres arbejde. mand jer op og grib ind, når I overværer det, tænk hvis det var jeres døtre, koner eller kærester, det gik ud over. Hjælp nu med til at skabe bedre forhold i stedet for at lægge ansvaret for mænds dårlige optræden over på kvinderne!!!

Annonce