Annonce

Etableringen af Skat var dårligt forberedt og flere mio. til minister-firma

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang .
To eksperter i offentlig forvaltning retter en sønderlemmende kritik mod de ansvarlige for nedlæggelsen af den kommunale skatteinddrivelse til fordel for en central myndighed, Skat, der skulle forestå al skatteinddrivelse.

Kritikken rettes mod de involverede embedsmænd og konsulenthuse og den daværende VK-regering med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen. Skatteministeren dengang hed Kristian Jensen, og han modtager kritikken med tavshed. Finansminister Kristian Jensen overlader det i stedet til nutidens skatteminister, Karsten Lauritzen, at svare på den kradse kritik, der bakkes fuldt og helt op af Socialdemokratiet.

Og så er der nyt fra vores helt egen verden. Netavisen Pio's chefredaktør stiler nemlig mod en plads i Folketinget.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Eksperter: Etableringen af Skat var katastrofal ringe forberedt

To eksperter i offentlig forvaltning retter en sønderlemmende kritik af grundlaget for at etablere Skat for godt ti år siden.

Etableringen var katastrofalt dårligt forberedt og en giftig cocktail af overmod, manglende analyser af konsekvenserne og urealistiske tidshorisonter.

Det skriver Berlingske på baggrund af en ny bog forfattet af professor emeritus ved Århus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen, og professor samme sted, Peter Bjerre Mortensen.

”Det her er stærkt kritisabelt. Meget stærkt kritisabelt. Tænk sig, at vi i et system som det danske kan have et beslutningsforløb om en af de største administrative reformer i danmarkshistorien, der baserer sig på et grundlag, der er så løsagtigt, letfærdigt og mangelfuldt,” siger Jørgen Grønnegård Christensen til Berlingske.

Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, er ikke specielt overrasket over kritikken:

”Det kommer jo ikke helt bag på en, for konsekvenserne i form af utallige skandaler og milliarder af tabte skattekroner, kender vi alle sammen. Jeg var i al beskedenhed en af dem, der diskuterede de her ting med Kristian Jensen og påpegede konsekvenserne i årene efter reformen af SKAT. Dengang var Kristian Jensen skingert skråsikker - der var ikke noget at komme efter,” siger Jesper Petersen til Netavisen Pio.

Nuværende finansminister Kristian Jensen (V), der tilbage i 2005 var skatteminister, afviser at kommentere kritikken over for Berlingske. Han henviser i stedet til nuværende skatteminister Karsten Lauritzen (V), der til gengæld afviser ekspert-kritikken af, at etableringen af Skat skete på et alt for løst grundlag.

Skatteminister Karsten Lauritzen erkender dog, at man "effektiviserede for hurtigt og for voldsomt".

Læs mere her.

 

Regeringen godkendte finanslovsmillioner til firma, hvor V-minister var investor

Et privat e-sportsfirma kom på regeringens finanslov, mens uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) havde økonomiske interesser i virksomheden.

Det viser dokumenter, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Den 30. maj 2018 godkendte Erhvervsministeriet, at der blev afsat seks mio. kr. til computerspilsturneringen Blast Pro Series, der arrangeres af firmaet Rfrsh. På det tidspunkt ejede Tommy Ahlers anparter i virksomheden. Anparterne blev solgt den 13. juni.

I august kom det frem, at der var afsat seks mio. kr. på finansloven for 2019 til e-sportmiljøet, og at pengene skulle ”administreres” af Rfrsh. Det udløste kritik fra e-sportsmiljøet, at én virksomhed skulle stå for pengene. I regeringens endelige finanslovsforslag er der afsat ti mio. kr. til events og ”fremme af arbejdet med e-sport”.

Det er en ”pudsig måde” at særbehandle et bestemt firma, lyder det fra Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet:

”Folketinget må gerne særbehandle, men de kommer til at sætte sig mellem to stole. Man siger i samme sætning, at det er en generel pulje, men at der er en enkelt virksomhed, som man gerne vil have prioriteret. Det bliver svært at administrere for embedsmændene,” siger han til Jyllands-Posten.

Christian Sørensen, direktør i det konkurrerende e-sportsfirma North, ønsker ”lige muligheder for alle” og holder øje med, at der ikke forskelsbehandles, når puljen skal fordeles.

Folketingets Finansudvalg bevilligede i sommer et engangsbeløb på to mio. kr. til Rfrsh - uden at udvalget blev oplyst om forbindelsen til Tommy Ahlers. Finansudvalget har krævet en hasteredegørelse, som erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) skal levere i denne uge.

Et politisk flertal bestående af S, DF og EL vil nu også have svar på, hvorfor Rfrsh blev sat på finansloven.

”Hvorfor er det lige det firma og ikke bare e-sport som helhed, der skal støttes,” spørger finansordfører René Christensen (DF).

Tommy Ahlers skriver på Facebook, at han ”aldrig har deltaget i behandling af offentlig støtte til e-sport, hverken som investor i Rfrsh eller som minister”.

placeholder

 

Chefredaktør stiler mod Folketinget

Netavisen Pio’s chefredaktør Jens Jonatan Steen stiler mod en plads i Folketinget. I al fald bejler han til den ledige post som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia-kredsen.

En enig kredsbestyrelse har på et møde valgt at indstille Jens Jonatan Steen som kredsens nye folketingskandidat.

”Det er med store ærefrygt, at jeg har meldt mig på banen som kandidat til at repræsentere Fredericia. Det er fantastisk by i vækst og udvikling, som fortjener et mandat på Christiansborg,” siger Jens Jonatan Steen.

Jens Jonatan Steen fortsætter som chefredaktør for Netavisen Pio, understreger bestyrelsesformand for Netavisen Pio, Peter Strauss Jørgensen:

”Det er en ny situation for bestyrelsen, som vi har diskuteret. Her er der enighed om, at vi ikke vil afholde nogen fra at søge et politiske embede, og at han derfor kan forsætte som chefredaktør på Netavisen Pio," siger Strauss Jørgensen.

Det er bestyrelsens forventning, at Jens Jonatan Steens folketingskandidatur ”ikke får indflydelse på hans job som chefredaktør, herunder netavisens redaktionelle linje”.

Jens Jonatan Steen, der har været chefredaktør på Netavisen Pio siden 2015, tager orlov fra jobbet som chefredaktør, når der udskrives folketingsvalg.

Fredericiakredsen gav senest valg i 2011, hvor Jacob Bjerregaard, nuværende borgmester i Fredericia, blev valg for Socialdemokratiet.

Læs mere her.

 

Saudisk ambassadør modtager officiel dansk fordømmelse

Danmark fordømmer Den saudiarabiske ambassadør i Danmark, Fahad bin Maayouf Al Ruwaily, har onsdag formiddag været til møde med Udenrigsministeriets direktør for udenrigspolitik om mordet på den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

”Under mødet udtrykte Udenrigsministeriet på den danske regerings vegne Danmarks fordømmelse af drabet på Jamal Khashoggi. Det blev gjort klart, at ytringsfrihed, en fri presse og sikkerhed for journalister er centrale danske værdier, og at de bør respekteres overalt,” skriver ministeriet.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) sagde tirsdag, at han ville indkalde den saudiske ambassadør til møde i ministeriet, så han kunne svare på de anklager Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, tidligere på dagen havde fremført i det tyrkiske parlament.

Efter onsdagens møde er Samuelsen tilfreds.

”Det er helt klart vores ønske at få sendt et meget klart og tydeligt signal om, at det her er fuldstændig uacceptabelt,” siger udenrigsministeren til TV 2.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet