Gårsdagens uddeling af Bafta-priserne viser, at demokratiets krise og krig er tidens vigtigste problematikker.

Årets bedste film

I går aftes løb den britiske filmfestival, Bafta, af stablen, og som forventet blev det Edward Bergers filmatisering af Erich Maria Remarques roman, ’Intet nyt fra Vestfronten’, der vandt det meste.

Det blev kåret som årets bedste film, og samtidig som året bedste ikke-engelske film. Edward Berger vandt samtidig prisen som årets bedste instruktør, og sørme om filmen ikke også blev kåret i kategorier som bedste lyd samt bedste “score”.

’Intet nyt fra Vestfronten’ vandt også for årets bedste manuskript og for bedste cinematografi.

Du kan læse vores anmeldelse af filmen her.

Bedste debutfilm

Prisen som bedste debutfilm gik, retfærdigvis, til skotske Charlotte Wells med filmen ’Aftersun’. Det er en rørende, dyb og stærk film, med virkelig imponerende rollebesætninger.

Du kan læse vores anmeldelse af filmen her.

Bedste animationsfilm

Vinderen i kategorien for bedste animationsfilm gik til Guillermos fortolkning af ’Pinocchio’. Det kan måske undre lidt, eftersom det ikke er en animationsfilm, men derimod en stop-motion film.

Alligevel må man sige, at prisen er fuldt ud fortjent.

Et af delelementerne i filmen er, at den foregår under Benito Mussolinis opstigen som enehersker i det fascistiske Italien.

Du kan læse vores anmeldelse her.

Bedste dokumentarfilm

Vinderen som årets bedste dokumentarfilm blev Daniel Rohers ’Navalny’. Den handler om den russiske oppositionsleder, Aleksej Navalny, der bliver udsat for et giftangreb tilbage i 2021.

Han overlever mirakuløst, men de russiske myndigheder forsøger at lyve om hændelsen, og samtidig smæde ham og hans parti til.

Det helt særlige ved dokumentaren er, at man følger Navalnys vej tilbage efter angrebet, hvor han samarbejder med den uafhængige journalist og blogger, Eliot Higgens, der ejer sitet Bellingcat.

Selve dokumentaren er ret ensidig, omend Eliot Higgens fortjener alle de journalistiske priser, der eksisterer

Det lykkes for ham at optrevle, hvem der står bag mordforsøget, og i dokumentaren hører man, hvorledes Higgens og Navalny får en lejemorder til at indrømme, at det er det russiske styre, der står bag mordforsøget.

Selve dokumentaren er ret ensidig, omend Eliot Higgens fortjener alle de journalistiske priser, der eksisterer.

Men dokumentaren vinkler også historien ved ikke at lade modstandere af Navalhy og hans ekstremistiske parti komme til orde, sådan at det blot er Putin og hans dospotiske regering, der er fjenderne.

Derfor kan det også undre, at det ikke var dokumentarfilmen om Nan Goldin, ’All the Beauty and the Bloodshed’, og hendes lige så aktuelle kamp for at gøre medicinal-firmaet, der er ejet af Sackler-familien, ansvarlige for de mange, der døde verden over, grundet en overdosis af opiater.

Sackler-familien promoverede deres OxyCortin som et smartestillende stof, der ikke er vanedannende, hvilket har vist sig at være en stor løgn.

’All the Beauty and the Bloodshed ’er bare en bedre dokumentarfilm end ’Navalny’, men begge er ret så relevante og betydelige.

Årets store tema

Dette års Bafta-priser viser, at der pt er stor fokus på krig og truslen imod demokratiet. Med undtagelse af prisen som årets bedste debutfilm, handler alle de andre store vindere om netop det.

Det kan undre, at klimakrisen slet ikke er et tema i dette års bedste film.

Alle de største film blev totalt forbigået

Det kan måske også overraske, at det blev ’Intet nyt fra Vestfronten,’ der løb med de fleste priser, som en ikke-engelsktalende film, samtidig med at den fik ret lunkne anmeldelser i mange danske medier.

Alle de største film blev totalt forbigået. Filmen om Elvis Presley vandt et par "trøstepræmier", ligesom’ Avatar II’ heller ikke imponerede. ’Top Gun: Maverick’ var slet ikke nomineret.

Den sidste ’Batman’-film blev ikke tildelt noget som helst, ligesom den sidste ’Wakanda’-film heller ikke vandt noget.

Det er, synes undertegnede, det bedste ved dette års uddelinger af de eftertragtede priser.