’Gør en god skole bedre’, melder regeringen, og sender en ny reform af folkeskolen ind i den politiske debat. Formålet med reformen er at give ’et fagligt løft af folkeskolen’. Det betyder, at barren skal hæves i de centrale fag. Godt for det, for der har jo været advarselslamper nok, der har blinket. For mange elever lærer for lidt. Og der er unge, der forlader skolen uden de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. De kan ikke klare sig. Næste generation bliver faktisk ikke dygtigere end vi. Det ser skidt ud for fremskridtet.

Læsning er en helt grundlæggende kompetence i et læringsforløb og det bliver endog også meget vanskeligt at lære andre fagligheder, hvis man ikke er en sikker læser. Derfor er indsatsen så vigtig.

Det er nogle vanskelige diskussioner, der ligger bag overvejelserne om, hvad eleverne skal kunne, når de forlader folkeskolen. Men nedenunder timetalsdiskussioner, lærernes kvalifikationer, heldagsskole kontra helhedsskole og engelsk fra første klasse, gemmer sig nogle anderledes slagsmål, som den danske folkeskole har båret med i hele sin levetid: Hvem må stille krav til hvem og om hvad? Og ikke mindst hvordan vi samarbejder om skolens indsats?

Skolen har altid skullet opfylde flere funktioner. Der skal læres fag, så eleverne efter endt skolegang kan forstå, udvikle og fungere i verden. Eleverne skal ”forberede eleverne på medansvar, deltagelse, rettigheder og pligter”, som det så fint hedder i formålsparagraffen. Og vi skal lære metoder, så vi lærer hvordan man lærer, og dannes som mennesker, der socialt kan begå os blandt andre.

Hvordan det konkret omsættes, udvikles og planlægges på de enkelte skoler, i de enkelte lærerteams, med vægt på de forudsætninger skolen elever bringer med og de forventninger forældrene har. Og det har lige så mange udtryk, som der er skoler.

Derfor må forventningerne også være, at de følges til dørs, så det ikke kun er de nuværende 4. klasser, der lærer mere. Hele flokken skal løftes. Det er barren, der skal sættes højere for alle. Og ikke kun i læsning og dansk. Også i matematik. Og naturfag. Og engelsk.

Den udprægede decentralisering i det danske skolesystem er højt rost og giver udstrakte frihedsgrader til lokale præg. Alligevel er folkeskolen under kritik for ikke at levere varen. For mange elever lærer ikke nok. Vi leder efter begrundelser i mange afkroge: Lærerne er ikke dygtige nok. Der er for få timer. Eleverne er for forkælede og ikke indstillede på at yde en indsats. Forældrene er for vattede. Nogle har for dårligt sprog. Antallet af diagnosebørn stiger. Undervisningsmaterialerne er for dårlige og eleverne får tilmed ikke sund mad og heller ikke rørt sig.

Et næsten uoverstigeligt bjerg af problemer. Sådan samlet set.

Men for nylig har én af de mange gode undersøgelser, der bruges til at kvalificere indsatserne om elevernes arbejde, dokumenteret, at eleverne i 4. klasse er blevet markant bedre læsere end tidligere. Glimrende. Der er for en gangs skyld enighed om, at det er et langt sejt træk blandt alle deltagere om skolen, der er årsag til den markante fremgang. Læseindsatsen har været strategisk indsatsområde i ministeriet, i kommunerne, blandt lærerne, ja selve den faglige indsats har været båret af Danmarks Lærerforening og forældrene har været på stikkerne for at sikre sig, at deres poder kunne lektien. Det har nyttet noget at gøre sig anstrengelsen, men det er for tidligt at puste ud.

At næste generation bliver lige en tand klogere, end vi selv er blevet, så de kan løse de konflikter, miljø- og ressourceproblemer, som vi ikke selv har kunnet. Skabe noget bedre integreret teknologi. Sætte mennesker på Mars. Kurere kræft. Tro på tillid. Genopfinde Europa. Være bedre ledere og kolleger. Endnu mere mennesker.

Læsning er en helt grundlæggende kompetence i et læringsforløb og det bliver endog også meget vanskeligt at lære andre fagligheder, hvis man ikke er en sikker læser. Derfor er indsatsen så vigtig. Derfor er de gode resultater så befriende, og derfor må forventningerne også være, at de følges til dørs, så det ikke kun er de nuværende 4. klasser, der lærer mere. Hele flokken skal løftes. Det er barren, der skal sættes højere for alle. Og ikke kun i læsning og dansk. Også i matematik. Og naturfag. Og engelsk.

Folkeskolen er stedet, hvor vi skaber de menneskelige fremskridt, som socialdemokratisk politik er sat i verden for at sikre. At næste generation bliver lige en tand klogere, end vi selv er blevet, så de kan løse de konflikter, miljø- og ressourceproblemer, som vi ikke selv har kunnet. Skabe noget bedre integreret teknologi. Sætte mennesker på Mars. Kurere kræft. Tro på tillid. Genopfinde Europa. Være bedre ledere og kolleger. Endnu mere mennesker.

Det kræver, at vi alle sammen stiller krav til hinanden. At vi samarbejder mere og bedre om elevernes skoledag.  Ambitionerne på næste generations vegne er en gave at give videre. Det må vi gøre med begejstring og overbevisning, fordi vi tror på den næste generation. Politikere, forældre, lærere, lokalsamfund. Der er allerede identificeret mange vanskeligheder, men problemerne er aldrig uoverstigelige, hvis man starter et sted. Vi kan passende starte med folkeskolereformen. Det er sådan set bare et spørgsmål om at komme i gang. Hæv barren!