Annonce

Har lyttet til kritikken: Fremlægger en mere præcis koranlov

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fremlægger lov om forbud mod forhånelse af hellige skrifter - tidligere fejlskud er fjernet
Foto: FunkMonk/Wikimedia Commons
Rasmus Paludan brænder koran af på Nørrebro, 2019.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fremlægger fredag et lovforslag, der forbyder afbrænding af Koranen, Biblen og Tora’en. Den formelle titel lyder: ‘Forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund’.

Det oprindelige udkast til lovforslag blev kritiseret  for at være alt for upræcist og omfatte langt mere end et forbud mod afbrænding af Koranen, Toraen og Biblen. Og for at være meget langt fra  det præcise og afgrænsede  lovindgreb mod afbrænding af koraner på offentlige steder, som justitsminister Peter Hummelgaard lagde op til 25. august.

På baggrund af kritikken har SVM-regeringen justeret sit oprindelige lovudkast på en række områder:

  • Lovforslaget indskrænkes nu til kun at gælde utilbørlig behandling af skrifter  med væsentlig religiøs betydning. Der var tidligere lagt op til, at det skulle omfatte genstande  med væsentlig religiøs betydning.

  • Lovforslaget afgrænses til trossamfund, som er registreret som anerkendt  efter trossamfundsloven, og folkekirken. Der var tidligere lagt op til, at lovforslaget skulle omfatte trossamfund, uanset om trossamfundet var registreret som anerkendt eller ej.

  • Det er angivet i lovforslagets bemærkninger, at kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk, ikke vil være omfattet af forbuddet.

  • Af det hidtidige lovforslag fremgik, at hvis man blot “billiger” afbrænding af Koranen eller Biblen, så kunne en sådan billigelse - det kunne for eksempel være i form af en støtteerklæring på et socialt medie - give bøde eller fængsel i op til tre år. I det nye lovudkast er det ikke strafbart at billige utilbørlig behandling af Koranen, Biblen og Tora’en.

  • Lovforslaget vil blive evalueret efter en treårig periode.

Har lyttet til kritik fra Politiforbundet

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger, at regeringen har lyttet til kritik fra blandt andet Politiforbundet, sådan at det foreliggende lovforslag er langt mere præcist:

“Det har været vigtigt for regeringen, at lovforslaget skulle være så præcist som muligt. Vi har valgt at justere lovforslaget, og det har vi bl.a. gjort på baggrund af Politiforbundets høringssvar og bekymring for, om forbuddet med den oprindelige formulering ville være for svært at håndhæve i praksis. Med de ændringer, vi lægger op til nu, bliver det alt andet lige nemmere at navigere i – herunder for politiet og domstolene.”

Formanden for Dansk Politiforbund, Heino Kegel, glæder sig over, at regeringen har lyttet til kritikken:

Det er positivt, at regeringen har lyttet til Politiforbundets bekymringer

“Det er positivt, at regeringen har lyttet til Politiforbundets bekymringer om, at koranlov ville være svært at håndhæve i praksis. I vores høringssvar kaldte vi det ”elastik i metermål”, men med ændringerne, er der kommet mere klarhed. Det er vi glade for,” skriver Kegel således på det sociale medie X, tidligere Twitter.

Koranafbrændinger har skærpet terrrortruslen

Baggrunden for forslaget er, forklarer justitsministeren, ikke mindst, at den seneste tids mange koranafbrændinger foran blandt andet muslimske landes ambassader har betydet, at terrortruslen mod Danmark er øget:

“Terrortruslen mod Danmark er som følge af den seneste tids koranafbrændinger skærpet inden for det i forvejen høje niveau. Dertil kommer, at vi for nylig har set angreb i både Frankrig og Belgien, som for mig at se understreger, at terrortruslen skal tages alvorligt.”

“Derfor sætter regeringen ind over for de systematiske forhånelser, som udelukkende har til hensigt at skabe splid, og som har konsekvenser for Danmarks og danskernes sikkerhed. Den situation forholder regeringen sig ansvarligt til ved at fremsætte dette lovforslag.”

483 demonstrationer med bog- eller flagafbrændinger

Rigspolitiet oplyser, at der siden den 21. juli 2023 til og med den 24. oktober 2023 har været anmeldt 483 demonstrationer med bog- eller flagafbrændinger i Danmark.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyser, at den seneste tids koranafbrændinger har haft betydning for det aktuelle trusselsbillede, og at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det i forvejen høje niveau.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Er der egentlig nogensinde kommet et svar på, om det er "utilbørlig behandling" at pakke koranen ind i et regnbueflag?

Nej, det første lovforslag, herunder spørgsmålet, faldt fra, da det nye folketingsår begyndte første tirsdag i oktober.

"... kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk ..."

er det så et krav at 'kunstværket' skal være udført af en 'kunstner'?
Og hvornår er man kunstner - det er vist ikke en beskyttet titel? Og så er vi jo alle kunstnere.
Og hvornår er et værk et kunstværk?
.

Loven er en voldsom udhuling af grundlovens frihedsrettigheder. Typisk for Lille Lars fra Græsted. Hellere salg af fetaost til Mellemøsten, tak Arla Foods, end frihed for danskerne.
I guder af alle slags. Finder I jer i den smålighed? Kan I ikke klare jer selv?
Stem nej alle der kan.
Vi kan alle blive kunstnere af nødvendighed.

Der er ingen ytringsfrihedsrettigheder i grundloven, men alene et forbud mod forhåndscensur. Kriminalisering af koranafbrænding er imidlertid ikke forhåndscensur. Grundlovsgivernes forbehold skyldtes nok hensynet til at beskytte kirken og den kristne sædelighed, ikke islam. Tror ikke grundlovsgiverne i deres ondeste drøm havde forestillet sig, at der skulle bo en million islamtilhængere i Danmark.

Ja, du har vist desværre ret.

Det man henviser til i forb. med ytringsfrihed er grundlovens § 77 der siger:

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres."

Der er dog ikke tale om ytringsFRIHED, når man kan straffes for sien ytringer.

Interessant er det dog, at loven om koranafbrændinger iflg. sidste del af § 77 "Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres." ikke er lovlig, idet der er tale om forebyggende forholdsregler.

"Forebyggende forholdsregler"
Godt set, Justitsministeriet skelner mellem en formel ytringsfrihed og en materiel ytringsfrihed:
- Den formelle ytringsfrihed beskytter mod foranstaltninger, der forhindrer selve offentliggørelsen af ytringer.
- En materiel ytringsfrihed er udtryk for, at der for ytringer af et vist indhold eller en vis karakter ikke kan fastsættes efterfølgende sanktioner i form af f.eks. straf. Den materielle ytringsfrihed er ikke nødvendigvis omfattet af §77.
Omvendt burde den formelle ytringsfrihed være dækket ind af §77.
Som sagt, godt set.

Jo, koranlover ER faktisk en forebyggende forholdsregel, og er som sådan omfattet af §77.

Foreløbig er to svenskere blevet skudt grundet disse utilstedelige handlinger. Det bliver interessant at være dansker under sydens sol den kommende tid og år. Husk den skudsikre vest sammen med badetøjet.