Det Faglige Hus fortæller til Netavisen Pio, at de på ingen måde kan genkende kritikken.
Formanden for HK Privat, Kim Jung Olsen, mener, at telefonsælgere i Det Faglige Hus kommer med en række forkerte påstande:
“En af de værste ting de (telefonsælgere fra Det Faglige Hus, red.) siger er, at man bare lige kan prøve et medlemskab af og skifte tilbage til HK, hvis det ikke lige var det. Det har store konsekvenser, hvis man som HK-medlem melder sig ud og så melder sig ind igen,” udtaler Kim Jung Olsen til Netavisen Pio.
Hvad er det for nogle konsekvenser?
“Helt konkret så mister man sin lønforsikring. Vores medlemmer har en lønforsikring, som man får efter 12 måneders anciennitet. Og medlemmerne skal have 3 måneders anciennitet for at få gratis juridisk hjælp,” siger Kim Jung Olsen og tilføjer:
“Det betyder, at hvis et medlem bliver afskediget, kan de risikere ikke at have en lønforsikring. Det kan få katastrofale konsekvenser”
HK har tegnet lønforsikring gennem Alka, som dækker 80 procent af ens løn i 6 måneder, hvis man bliver sagt op. Man er som HK-medlem automatisk tilmeldt, hvis man er ansat kommunalt, regionalt, statsligt eller privat. Er man inden for handel, skal man selv aktivt tilvælge forsikringen.
“En anden ting er, at de siger, de kan føre sager i arbejdsretten. Det kan de ikke. De siger også, at vi dækker 80 procent af lønnen i tilfælde af strejke. Det er forkert. Vi dækker 100 procent,” siger Kim Jung Olsen.
HK Privat har igangsat en kampagne på Facebook, hvor de advarer imod, hvad der ifølge fagforeningen, er falske påstande fra telefonsælgere fra Det Faglige Hus.
Ifølge Kim Jung Olsen er der tale om gentagne eksempler med fejlinformering om de overenskomstbærende fagforeninger som eksempelvis HK.
“Jeg kan godt forstå, hvis der er en person, som lige kommer til at sige noget forkert nogle få gange. Men det, vi reagerer på, er, at det er enslydende ting som telefonsælgerne siger, når de prøver at få nye kunder i forretningen," siger Kim Jung Olsen.
Er det, jeg hører dig sige, at det virker som om, at det er sat i system, at der kommer forkerte påstande fra telefonsælgernes side af?
“Vi er ved at få et overblik over det. Jeg ved, at vores jurister og advokater sidder med det i øjeblikket. Vi regner med at have et overblik over det i næste uge”
Når du siger, at jeres jurister og advokater sidder med sagen, er det så fordi I overvejer at tage retslige skridt?
“Ja, det overvejer vi helt bestemt”
Hvilken dokumentation har I for, at telefonsælgere kommer med falske påstande?
“Det vil jeg gerne vende tilbage til, når jeg har et overblik over sagen”
Men I har vel dokumentation for det?
“Ja. Ellers ville vi ikke lave sådan en advarsel”
Hvilke gule fagforeninger er der tale om?
“Det, jeg har hørt, er Det Faglige Hus,” siger Kim Jung Olsen
Netavisen Pio har forelagt kritikken hos Det Faglige Hus. I et skriftligt svar udtaler kommunikationskonsulent Teddy Gehrke til Netavisen Pio:
“Det Faglige Hus kan overhovedet ikke genkende de eksempler, som HK bruger i sin kampagne. Derudover har vi ingen kommentarer.”
HK har sendt opslaget med kritik af telefonsælgere fra Det Falige Hus ud på deres Facebook-sider fra både HK Privat og HK Service Hovedstaden og HK Stat.
Kommentarer
Jeg har såmænd også haft den oplevelse at blive ringet op af en sælger fra Det Faglige Hus. Jeg kan ikke sige, at jeg blev fodret med forkerte oplysninger, for den korte tid, jeg havde ham i røret, gik stort set kun med, at han forsøgte at fiske oplysninger ud af mig. For han vidste reelt intet om mig udover mit telefonnummer, og hvor han havde det fra, må guderne vide.
Dementi, manipulation og fornægtelse er en højrefløjens specialitet. Ligesom højrefløjen elsker det, når folk er modløse, fordi så er der ingen modstand.
Kan jeg bekræfte finder sted. Har selv oplevet et lignende telefonkald fra det faglige hus, med et ungt menneske i røret, der med alle kreative midler søgte at få sin provision for et salg og overbevise mig med samme kreative argumenter…Udfordringen for vedkommende var dog at jeg måtte sige han simpelthen løj, og da jeg konkret spurgte ind til processer i det fagretslige system kom han på glatis og lukkede samtalen…
Michael: Det var en super god måde at tackle en irriterende telefonsælger på.
Og så ‘Det faglige hus” ……… hvem i al verden gider være kunde i den elendige forretning. Fy for pokker! 🤮