En undersøgelse fra AE-rådet viste i sidste uge, at uligheden er steget dramatisk i de store byer. I byer som Aarhus og København er gennemsnitsindkomsten i de rigeste områder helt op til 3,5 gange så høj som i de fattigste. For 30 år siden var forskellen halvt så stor.

Problemet ved den stigende ulighed er ikke kun, at det er uretfærdigt, at nogle har så meget mere end andre. Problemet er også, at den markant stigende ulighed ledsages af en lige så markant faldende vilje til at investere i sociale indsatser.

Vi skal fokusere ressourcerne om indsatser, der virker

Ved sin tiltrædelse bedyrede regeringen ellers, at den ville arbejde for sociale løsninger, der virker. Og Social- og indenrigsminister Karen Ellemann har ved flere lejligheder gentaget pointen. Ikke mindst i forhold til hjemløseområdet, hvor ministeren gerne opfordrer kommunerne til at gøre mere af det, der virker.

Jeg er 100 procent enig i regeringens pointe - vi skal fokusere ressourcerne om indsatser, der virker. Det, regeringen glemmer, eller – måske snarere – lukker øjnene for, er at sociale indsatser for det første ikke bliver billigere af, at de virker. Mange gange er det desværre omvendt. Og for det andet, er ”det der virker” ikke er en besværgelse, der får sociale projekter til at blomstre af sig selv.

Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor: Hvor bliver de sociale investeringer af, Karen Ellemann?

Mange erfaringer at trække på
Der er ellers masser af gode erfaringer og eksempler på indsatser, der virker, og som kunne breds ud til flere. Som ministeren selv har været inde på flere gange, ved vi for eksempel hvad der skal til for at hjælpe det stigende antal hjemløse. Giv dem en bolig og hjælp dem med at bo i den. Men så længe regeringen ikke vil hjælpe kommunerne med at bygge flere billige boliger, bliver ”det, der virker” en tom og aldeles gratis besværgelse.

Vi har også gode konkrete bud på, hvad der virker i arbejdet med de udsatte børn, som regeringen i sit grundlag lovede at arbejde målrettet på at hjælpe. I København har vi for eksempel investeret massivt i at ansætte socialrådgivere på skoler og daginstitutioner. Det har bidraget til, at børn, der vokser op i hjem med svigt, vold eller misbrug, bliver opdaget og får hjælp meget hurtigere.

Vi ved også, at det har konkret effekt at ansætte flere sagsbehandlere og målrette deres fokus mod hele barnets familie. Det er det, som blandt andre København og Herning har positive erfaringer med.

Hvem kan komme i tanke om et markant socialpolitisk initiativ fra Karen Ellemann?

Men hverken den tidligere indsats eller det intensive familiefokus har været gratis. Og resultaterne er ikke kommet uden en klar vision og en målrettet indsats. Begge dele har kostet mange millioner kroner og har krævet en ekstremt dedikeret indsats fra kommunernes engagerede socialarbejdere.

Investering i boliger til hjemløse og langsigtet hjælp til udsatte børn er bare to eksempler på sociale indsatser, vi har gode erfaringer med, og som kan udbredes til flere kommuner og flere borgere, hvis regeringen var villige til at lægge handling bag deres ord om at ”gøre det, der virker”.

Jeg kunne også nævne investering i flere hjemmevejledere for psykisk sårbare, så de undgår at skulle lade sig indlægge, når sygdommen bliver værre. Eller hurtigere udredning af borgere med handicap, så lidelsen ikke bliver værre, mens de venter på den rigtige behandling.

Men helt nøgternt betragtet – hvem kan komme i tanke om et markant socialpolitisk initiativ fra Social- og indenrigsminister Karen Ellemann eller det flertal, hun repræsenterer? Jeg kan ikke sådan på stående fod. Jeg kan komme i tanke om mange pæne ord og hensigter, men politiske initiativer?

God borgerlig latin
Det har ellers altid været god borgerlig latin, at ulighed i sig selv ikke er noget problem, så længe de rige bruger noget af deres velstand på at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Jeg er uenig, men tanken indebærer dog en hvis moralsk konsistens.

Den moral, har den siddende regering forladt. For samtidig med, at de øger uligheden med deres rundbarbering af overførselsindkomsterne, trækker de med omprioriteringsbidraget tæppet væk under kommunernes mulighed for at hjælpe dem, det går mest udover.

Jeg bryder mig grundlæggende ikke om princippet bag omprioriteringsbidraget. Men jeg kunne nok have tilgivet regeringen, hvis beslaglæggelsen af de mange milliarder var båret frem af en vision om at bidrage til en bedre hverdag for udsatte børn, borgere med handicap, sindslidende eller hjemløse.

Er det virkelig de socialt udsatte, der skal betale?

Det er bare ikke tilfældet. De mange milliarder, der bliver trukket ud af det sociale arbejde skal ifølge regeringens foreløbige signaler gå til ældre, sundhed og – selvfølgelig – skattelettelser. Bortset fra det sidste er det selvfølgelig i sig selv udmærkede formål. Men er det virkelig de socialt udsatte, der skal betale?

Lighed vil for mig altid være et mål i sig selv. Det er det princip, vi har bygget vores velstand og velfærd på. Det kan man så være uenig i – det respekterer jeg naturligvis. Hvad jeg har sværere ved at respektere, er en Socialminister, som lader uligheden vokse uhæmmet uden reel omtanke for de tusinder af danskere, der kæmper med sindslidelse, svigt, handicap eller hjemløshed.

 
Jesper Christensen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Socialborgmester i København. Derudover er han ligeledes næstformand for Metroselskabet.  Jesper er uddannet Datalog og har tidligere  arbejdet i Kulturministeriet.