Annonce

Irriteret V-minister til virksomhederne: Slå nu de ledige stillinger op

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) anerkender, at der er eksempler på arbejdsgivere, som klager over manglende arbejdskraft, men som alligevel ikke mangler hænder, når man går dem på klingen.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er irriteret på de virksomheder, der hævder at mangle arbejdskraft, men som ikke rigtig mangler arbejdskraft, når man går dem nærmere på klingen.

Irritationen kom til udtryk flere gange under et samråd tirsdag om underbetaling østeuropæisk arbejdskraft i Folketingets beskæftigelsesudvalg. Samrådet var indkaldt af Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn.

”Dér synes jeg da, man skal tilskynde virksomheder til at slå ledige stillinger op. Det er da svært at sige, at man mangler arbejdskraft i en situation, hvor man ikke har slået ledige stillinger op. Det er svært at løfte bevisbyrden så,” sagde Troels Lund Poulsen.

Ministeren hentyder sandsynligvis til en række aktuelle eksempler, som Netavisen Pio har afdækket, hvor virksomheder har klaget deres nød over manglen på arbejdskraft uden at de rent faktisk har været aktive på rekrutteringsfronten. TV2, TV-Avisen og Børsen har været ude med historier, hvor arbejdsgiverne ikke aktuelt har opslået stillinger eller været i kontakt med den lokale fagforening.

Flere af virksomhedsejere har direkte afvist folk, som fagforbundene Dansk Metal og 3F har fundet til virksomhederne.

Virksomhedernes klynkeri som bagtæppe

”Det siger sig selv, at hvis man mangler hænder, så er det i al fald en god ide, at man kan dokumentere det over for omverdenen, at man mangler de hænder. Ellers kan det være svært at løfte bevisbyrden,” gentog beskæftigelsesministeren, der også anerkendte, at der er konkrete eksempler på virksomheder, som hævder at mangle arbejdskraft, men som måske ikke rigtig gør det alligevel:

”Jeg anerkender, at der er eksempler på virksomheder, der mangler arbejdskraft, men når de så bliver kontaktet, så er behovet alligevel ikke til stede,” lød det fra ministeren.

”Ministeren var tydeligvis irriteret på de virksomheder, som hyler op om mangel på arbejdskraft, men som ikke mangler alligevel, hvis man går dem på klingen. Men ministeren og regeringen bruger jo alligevel virksomhedernes klynkeri som bagtæppe for at åbne yderligere op for udenlandsk arbejdskraft. Så det er en gratis omgang for ministeren at anerkende, at der er fuskere blandt de virksomheder, der hyler op om mangel på arbejdskraft,” siger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn, til Netavisen Pio.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen understregede under samrådet, at han ikke vil sikre, at virksomhederne opslår ledige stillinger via lovgivning:

”Dér er jeg ikke endnu,” som ministeren udtrykker det.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet