Hele 12 ud af de 20 gymnasier, som har færrest indvandrere og efterkommere, ligger i Jylland, heraf 7 i Nordjylland. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som Netavisen Pio er kommet i besiddelse af.
På den anden side af landet – og i den anden ende af tabellen om man vil – ligger 17 ud af de 20 gymnasier, som har flest elever med indvandrerbaggrund, i Region Hovedstaden.
På en klar førsteplads over gymnasier med færrest indvandrere og efterkommere finder man Rudolf Steiner Skolen Kvistgaard, som er en friskole i Nordsjælland.
Skolen har nul procent elever med indvandrerbaggrund, hvad enten man måler det på ikke-dansk oprindelse, indvandrere, efterkommere, vestlig oprindelse eller ikke-vestlig oprindelse.
På listen over de 20 gymnasier med færrest indvandrere og efterkommere finder man yderligere tre fri- og privatgymnasier. Det drejer sig om Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro i København, Det frie Gymnasium på Nørrebro i København og Rudolf Steiner-Skolen i Odense.
De har henholdsvis 0,5 procent, 2,8 procent og 3,2 procent indvandrere og efterkommere.
Det er især andelen af efterkommere på landets gymnasier, der er steget gennem årene.
I 2005 var der 3,7 procent efterkommere i gymnasierne, mens tallet i 2018 var 8,9 procent.
I samme periode er andelen af elever med indvandrerbaggrund faktisk faldet. Fra 4,3 procent i 2005 til 3,1 procent i 2018. Det skriver Danmarks Statistik.
Det skal ses i sammenhæng med, at efterkommere generelt udgør en større andel i den unge befolkningsgruppe
”Den stigende andel efterkommere på gymnasierne skal ses i sammenhæng med, at efterkommere generelt udgør en større andel i den unge befolkningsgruppe,” siger Lene Riberholdt, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Eleverne er opgjort pr. 1. oktober. Kilde: Danmarks Statistik
Blandt de 20 gymnasier med den største andel af elever med indvandrerbaggrund, er der samtidig 14 gymnasier, hvor flertallet af eleverne er enten indvandrere eller efterkommere. 11 af disse 14 gymnasier ligger i Region Hovedstaden.
11 af disse 14 gymnasier ligger i Region Hovedstaden
Øverst på den liste finder man Høje Taastrup Private Gymnasium, hvor hele 87,6 procent af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk – fordelt på 4,7 procent indvandrere og 82,9 procent efterkommere.
Siden opgørelsen i 2016 er der kun kommet ét nyt navn på listen over gymnasier, hvor indvandrere og efterkommere udgør flertallet af elevsammensætningen.
Det drejer sig om Høje-Taastrup Gymnasium (ikke at forveksle med Høje Taastrup Private Gymnasium), der har 58 procent elever med anden etnisk oprindelse end dansk, fordelt på 4,5 procent indvandrere og 53,5 procent efterkommere.
I september kom det frem, at nogle af landets i forvejen mest etnisk opdelte gymnasier frygter at dreje nøglen om grundet faldende elevtal.
Høje-Taastrup Gymnasium er nu nede på to 1.g-klasser. Til sammenligning havde man syv 1.g-klasser i 2016.
Høje-Taastrup Gymnasium har 58 procent elever med anden etnisk oprindelse end dansk
Samtidig er stort set alle elever i de to klasser på gymnasiets første årgang af anden etnisk herkomst end dansk.
Det har en direkte indvirkning på, hvor mange – eller snarere hvor få – der søger om optagelse på gymnasiet, bekræfter rektor på Høje-Taastrup Gymnasium, Mogens Andersen.
”Det er et spørgsmål om, hvad der skal ske med de unge mennesker på Vestegnen. Hvis ikke der er stærke uddannelser herude, så vil vi opleve endnu flere problemer med de unge, der har en lav tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessektoren,” sagde Mogens Andersen til Altinget.
Kommentarer
Det er typisk de danske elever, der trækker sig fra uddannelserne når procentdelen af indvandrere bliver høj. Det er næsten umuligt at gøre noget ved når det først er sket, for det bliver meget svært at få dem tilbage igen.