Annonce

KV17-podcast: Helga-netværket

Netavisen Pio podcaster om Helga-netværket, problemer med sexchikane og kvinder i kommunalpolitik med tre stærke kvinder fra Socialdemokratiet.
Denne uges special om det kommende kommunal- og regionsrådsvalg handler om ’Helganetværket,’ om de udfordringer kvinder møder i politik, og hvordan man får flere kvinder til at engagere sig. Alt dette blev diskuteret under Socialdemokratiets kongres i september og gæsterne var Joy Mogensen, borgmester i Roskilde, Sonja Marie Jensen, byrådsmedlem i Nyborg og vinder af Helga-prisen 2017, og Katrine Skov, byrådsmedlem i Gladsaxe og medstifter af Helga-netværket.

Der var på et tidspunkt flere borgmestre, der hed Erik, end der var kvindelige borgmestre

Hvorfor er det nødvendigt med Helga?
Netavisen Pio har tidligere skrevet om Helganetværket, som Katrine Skov har været med til at stifte. Det er blevet stiftet for at få flere kvinder ind i politik og for at skabe et rum, hvor kvinderne kan støtte sig til hinanden, erfaringsudveksle og kompetenceudvikle. Der er en skæv fordeling blandt kønnene på opstillingslisterne til valget til november, og for at denne fordeling kan være mere lige til næste valg mener Katrine Skov, at: ”der skal gøres et stort arbejde for at få kvinderne med. Man skal i gang i rigtig god tid og man skal gå i gang allerede efter det her valg.” For at illustrere, hvor slemt det, i hvert fald tidligere, har stået til i forbindelse med kønsfordelingen, påpeger Joy Mogensen at, ”der på et tidspunkt var flere borgmestre, der hed Erik, end der var kvindelige borgmestre”

Så fik de den rå sandhed

Under kongressen blev Helga-prisen også givet for første gang. Den gik til Sonja Marie Jensen. Kravene for at få tildelt prisen er, at man skal have arbejdet for ligestilling, have vist ekstraordinært mod, uselviskhed og vilje til at stå ved sin sag, trods massiv modstand og udskamning. Det har Sonja vist med et indlæg i Netavisen Pio om sexchikane: ”Det er noget jeg har snakket om i rigtig mange år, men der er mange, der ikke har forstået, at det rent faktisk har været et reelt problem. Så fik de den rå sandhed.” Som Katrine Skov udtaler: ”I stedet for at Sonja skulle have et klap et andet sted, skulle hun have et klap på skulderen.”

Mangfoldigheden er en kæmpe bærende værdi i at have et demokrati

Ikke kun fordi det er en kvinde
Podcastens vært Jens Jonatan Steen spørger, om det også handler om, at listerne til et valg skal være lige fordelt mellem kønnene. Joy Mogensen mener ikke, at man blot skal stemme på en kvinde, fordi hun er en kvinde, men man skal stemme på en kvinde, hvis man føler at hun ” bidrager til mangfoldigheden, for jeg synes at mangfoldigheden er en kæmpe bærende værdi i at have et demokrati, hvis ikke alle kan se, at nogen, der ligner dem, og som man er enig med, er repræsenteret. Så går der noget af demokratiet.”

 

Podcasten kan som altid høres på Soundcloud, www.piopio.dk og iTunes.

 

Tidligere special podcast om Kommunalvalget 2017:
- KV17-podcast: Spidskandidaterne

Medlem af Frit Forum og psykologistuderende


Flere artikler om emnet