Liberal begår kommunismens fejltagelser om igen

Velfærdsstaten er en ond trussel på linje med kommunisme og fascisme, mener liberal ungdomspolitiker.
Liberal Alliances Ungdomsformand Rasmus Brygger begik i Politiken et debatindlæg, hvor han kalder ”socialismen for vor tids største trussel”.

I indlægget skriver han: ”Min generation skal ikke kæmpe mod hverken fascisme eller kommunismen, men i stedet en snigende fare, der meget vel er en endnu større trussel for os som frie mennesker.

På talerstolen ved Liberal Alliances landsmøde tidligere på året kaldte Anders Samuelsen socialisme for ondskabens ideologi.

”Men den er ikke bare ond. Den er også vor tids største trussel.”.

Den skandinaviske velfærdsstat sammenligner han i debatindlægget med ideologier som kommunisme, nazisme og fascisme. Det paradoksale ved Rasmus Bryggers debatindlæg er, at han netop lige præcis begår den samme fejlslutning, som kommunisterne selv begik.

Friedrich Engels argumenterede for behovet for en videnskabelig socialisme ud fra erkendelsen af, at den herskende klasse aldrig ville opgive sine privilegier, også selvom socialismens argumenter var åbenlyst overlegne.

Derfor måtte arbejderklassen selv overtage magten og for mange kommunister kom det til, at foregå det ved voldelige revolutioner og undertrykkelse af den tidligere herskende klasse.

Rasmus Brygger er i sit indlæg også frustreret over, at den herskende klasse aldrig vil opgive sine privilegier, også selvom liberalismen er åbenlys overlegen.

I hans debatindlæg er det middelklassen, der er den herskende klasse. Han skriver: ”… en middelklasse med så mange privilegier, at den aldrig kunne være interesseret i at give slip på dem igen – selv når de burde kunne se, at det er til dens eget bedste”.

Rasmus Brygger når samme konklusion som Friedrich Engels. Marxisterne kaldte det ”falsk bevidsthed” når et menneske underlagt den herskende klasses ideologi ikke var i stand til at se sine egne virkelige interesserer og derfor var det i orden for kommunisterne at gennemføre revolutioner som kun havde opbakning fra en lille minoritet. Folk var ikke i stand til, at gennemskue hvad der var godt for dem.

Hvis middelklassen aldrig vil opgive sine privilegier, hvordan kan demokratiet så skabe liberalisme og frigøre ”det frie menneske”, som Rasmus Brygger vil?

Totalitarismen i retorikken deler Rasmus Brygger med de ideologier, han sammenligner den skandinaviske velfærdsstat med. Dog findes der ikke noget som videnskabelig socialisme og videnskabelig liberalisme. Ideologi er ikke baseret på videnskab, men på så mange andre faktorer og som Hal Koch sagde, trives demokratiet gennem diskussionen og respekten for sin modpart.

Ideologier, der glemmer dette ender meget hurtigt i en konfrontatorisk retorik, hvor den anden part definitivt tager fejl. I sådanne miljøer har totalitarismen de bedste forudsætninger for at gro.

Morten Mikkelsen (født 1987) er ba.scient.adm. og kandidatstuderende i globale studier og medlem af DSUs Internationale Udvalg.


Kommentarer fra Facebook