Dine fjenders fjende er ikke din ven, når vi taler om højreradikale

2024 er et historisk valgår. Når året er omme, vil 64 landes befolkninger, fire milliarder mennesker, have sat deres kryds til et valg.

Det er det største valgår i verdenshistorien, og når lande så store som USA og Indien står overfor en demokratisk skillevej ved deres respektive valg, så er det vigtigere end nogensinde før at forholde sig kritisk til hvilke nyheder algoritmen sender ens vej.

Desværre ser vi flere og flere der går i en af politikkens største fælder: holdsportens tillokkende lethed. I virvaret af komplicerede koalitioner, konstant skiftende regeringer og regeringsledere kombineret med en unik historisk kontekst, så kan det virke som et ”safe bet” at fatte sympati og tilslutte sig den side af det politiske spektrum i det pågældende land som du selv tilhører her i Danmark.

Her opstår der bare et væsentligt problem – højreradikalismen vinder frem flere steder i verden. Den er yderliggående, den er til tider åbenlyst antidemokratisk. Og så har vi danske politikere der bruger tid og kræfter på at tale dens sag.

LA og Argentina

Det tydeligste eksempel herpå er Ole Birk Olesens (LA) fortsatte forsvar af den nyvalgte præsident i Argentina, Javier Milei. Tilbage i december spurgte Liberal Alliances finansordfører om de danske mediers dækning af Milei kunne tilskrives ”venstreorienteret bias”, fordi argentineren blev beskrevet som højreradikal.

Mærkatet som højreradikal kan ikke skyldes, at han har udtalt, at der ingen store forskelle er mellem socialdemokrater og fascister, fordi de begge ønsker en større stat, må man forstå.

Titlen kan på ingen måde komme af, at han har kaldt klimaforandringerne for en ”socialistisk løgn”, ej heller, at han talte for at fjerne uddannelsesministeriet og sundhedsministeriet som et led i sin kampagne.

Jeg er ikke ude på at tilskrive Olesen dårlige motiver

Javier Milei er en indædt libertarianer, der italesætter sit projekt som en kamp for mindre stat og mere frihed. Hvis man som liberal dansker ser et klip af en oversat version af hans oprivende brandtaler, kan man sagtens fristes til at tro, at man deler verdenssyn med ham.

Man kan sågar gå så langt til at like og dele hans materiale og forsvare ham i de digitale debatspor. Men der er godt nok langt fra at mene at topskatten skal afskaffes i Danmark, til at tro på at markedsfejl ikke eksisterer som den selverklærede anarko-kapitalistiske præsident gør.

Jeg er ikke ude på at tilskrive Olesen dårlige motiver. Jeg mener på ingen måde, at hans synspunkter flugter med Mileis – men det er netop derfor det er så vigtigt at kigge de politiske profiler, man støtter efter i sømmene, når det gælder andre lande.

DF og Holland

Dansk Folkepartis Europaparlamentsmedlem Anders Vistisen lavede et opslag på X i kølvandet på det hollandske valg i november, der også kritiserede den danske mediestand for at være for hurtige på højreradikal-aftrækkeren.

Hvis opslaget omhandlede Geert Wilders, hvilket timingen indikerer, så er det værd at have in mente, at vi har at gøre med en politiker med nogle højreradikale synspunkter.

Vistisen kalder Trump-sammenligningerne dovne og misvisende, men det er hverken dovent eller misvisende at rapportere at Wilders ønsker at trække Holland ud af Paris-aftalen – præcis lige som Trump trak USA ud.

Det er ikke radikale positioner på grund af venstreorienteret mediebias

Når vi globalt anerkender klimakrisen og har givet hinanden håndslag på at løse den, så er det et radikalt synspunkt at vende de målsætninger ryggen.

Det er også et radikalt synspunkt at have støttet op om Putins styre, og anklage den vestlige verden for ”russofobi” et par år efter annekteringen af Krim.

Det er ikke radikale positioner på grund af venstreorienteret mediebias. Det skyldes det faktum, at man til tider skal acceptere at ens side af det politiske spektrum kan indeholde nogle meget yderligtgående holdninger, og at man skal gøre sit forarbejde, før man vælger nogen at støtte op om på den globale scene.

K og USA

Når vi har taget hul på et historisk vigtigt valgår, så frygter jeg at vores folkevalgte ikke lever op til den standard for kildekritik som de burde.

Det kan vi eksempelvis se med store dele af det borgerlige Danmark, der kronede Nikki Haley som deres foretrukne kandidat til den amerikanske præsidentpost til valget i år.

Når Rasmus Jarlov (K) italesatte republikaneren som ”en kandidat man kan holde med”, så er man med til at opretholde et billede af en moderat profil i stærk opposition til Trump.

Der udelader man bare det faktum at Haleys afstandtagen til Trump primært har været baseret på hans stil frem for den politiske substans.

Kritikken gik oftest på den tidligere præsidents retorik eller hans alder. Efter stormen på kongressen d.6. januar, gjorde hun et visit på Fox News og talte for at den amerikanske offentlighed burde ”give the man a break”.

Det er et problem. Et problem der ikke må gentage sig

Det er ikke et moderat synspunkt. Hun droppede ud af præsidentræset d.6. marts, men den bagudrettede fortælling om hendes kandidatur, har været at det var den søde, rare gren af republikanismen der tabte til trumpismen – men GOP´s problemer stikker langt dybere end the Donald.

To tredjedele af de republikanske vælgere tror stadigvæk, at 2020-valget blev stjålet af Biden, Harris og deres demokratiske lakajer.

Hvis ”den frie verdens leder” var endt med en præsident, der ikke adskilte sig politisk betydeligt fra Trump og fejede stormløbet under gulvtæppet - så havde det været med danske politikeres opbakning.

Det er et problem. Et problem der ikke må gentage sig.

På den rigtige side af historien

2024 bliver en styrkeprøve for vores demokratiske institutioner. Højreradikalismens fremkomst kan betyde at større og større dele af verden bliver mere og mere ufrie.

I næste måned er det Indiens tur til valg, hvilket tegner til at blive en knusende sejr for den siddende præsident Modi, og den hindunationalistiske bølge han har reddet på i flere år.

Eksperter såvel som aktivister råber vagt i gevær over den demokratiske tilbagegang, landet med 1,4 milliarder indbyggere er vidne til.

Befolkningsgrupper mistænkeliggøres, oppositionen trues og verdens største demokrati kan glide ned i ufrihed.

I spidsen for denne udvikling står en karismatisk, stærk leder, der får tingene gjort. Jeg er bange for at sidstnævnte image kan gøre omverdenen blind for førstnævnte.

Når historien banker på, så kan vi godt holde hinanden op på, at vi bør stå på den rigtige side af den

Den effekt er vi ikke immune overfor i Danmark, ej heller vores folkevalgte, de tidligere eksempler taget i betragtning.

Vi lever i en tid, hvor ens feed indeholder en sværm af dygtigt sammensatte politiske opslag fra hele verden.

Når kommunikationen fra partier og politikere kun bliver mere raffineret, og algoritmen sender det ens vej, så gør vi det nemmere at undergrave demokratiet, hvis vi ikke passer på.

Det er alvorligt, og den alvor bliver vi nødt til at anerkende. I særdeleshed vores politikere.

Når historien banker på, så kan vi godt holde hinanden op på, at vi bør stå på den rigtige side af den.