Når statsministeren i slutningen af april modtager den tyske forbundskansler Angela Merkel, så bør hendes budskab til den tyske leder være klart: Sparepolitikken i Europa skal lægges i graven – og det kan kun gå for langsomt!

Som unge mennesker er vi forfærdede over, at fremtiden for den europæiske ungdom tegner mørkere og mørkere. Mangel på uddannelse, bolig og arbejde er blevet en kronisk hovedpine for millioner af unge europæere. De er ved at miste troen på, at i morgen kan blive bedre end i dag.

Siden den økonomiske krise bed sig fast i det gamle europæiske kontinent, har man ført en forfejlet og direkte farlig krisepolitik. Vi har sparet og sparet, og lige lidt har det hjulpet.

Vi ser det i Grækenland, som efter ordrer fra Merkel har barberet velfærdsstaten ned til sokkeholderne, og deres udlandsgæld er kun blevet større. Arbejdsløsheden stiger, renterne eksploderer, og den sociale uro er vokset. Den græske gæld ligger nu på 170 procent af deres BNP, og for mange andre sydeuropæiske lande er situationen ikke et hak bedre.

Ekstreme yderfløjspartier vinder mere og mere fodfæste, og det truer demokratiet. Som unge mennesker er vi forfærdede over, at fremtiden for den europæiske ungdom tegner mørkere og mørkere. Mangel på uddannelse, bolig og arbejde er blevet en kronisk hovedpine for millioner af unge europæere. De er ved at miste troen på, at i morgen kan blive bedre end i dag.

Vender man derimod blikket mod den anden side af Atlanterhavet til verdens største økonomi, USA, spotter man hurtigt vækst, beskæftigelse og fremdrift. Svaret findes i den kendsgerning, at Obama-regeringen har ført en politik, der går stik imod den nedskæringsfilosofi, der har domineret i Europa, særligt i Berlin.

Ønsker Merkel i virkeligheden at aflive de europæiske velfærdsstater? Har hun og andre grebet chancen og brugt krisen som undskyldning for at føre et ideologisk korstog mod det solidariske fællesskab?

Obama har fremrykket offentlige investeringer, der har skabt arbejdspladser og har givet folk flere penge mellem hænderne. Der er ingen tvivl om, at det er denne progressive krisepolitik, som har skabt den gunstige, økonomiske situation, som amerikanerne nu nyder godt af, mens vi i Europa halter bagefter. Den amerikanske dollar kører derudaf, og euroen står målløst tilbage.

Når man er vidne til en tårnhøj arbejdsløshed, ødelagte uddannelsesmuligheder for fremtidens generationer og øget ulighed, kan man ikke lade være med at stille sig selv følgende spørgsmål: Ønsker Merkel i virkeligheden at aflive de europæiske velfærdsstater? Har hun og andre grebet chancen og brugt krisen som undskyldning for at føre et ideologisk korstog mod det solidariske fællesskab? Vi er ikke i tvivl: Krisen er højrefløjens anledning til at få forløst deres evigt våde drøm om nedskæringer i velfærden.

Vi må insistere på at afsløre den borgerlige sparepolitik, for den virker ikke! Det er tid til at ændre kurs. Kompasset skal indstilles, og vi skal tænke os rigtig godt om, hvis ikke resten af verden skal drøne forbi os og efterlade os fattige og sultne i rendestenen. Lad os lære af historien, og lad os lære af andre landes erfaringer.

Statsministerens budskab til Merkel bør være klart: Vi skal droppe den meningsløse sparepolitik, og vi skal indse, at vejen til helvede er brolagt med nedskæringer, pessimisme og stilstand!

Indlægget er skrevet som led i undervisningen på DSU’s økonomi- og skattepolitiske hold på DSU’s påskekursus 2015.