'Moderne slaveri': Nordkoreanere byggede Forsvarets skib

Svejsere udsendt af den nordkoreanske diktaturstat har arbejdet på Forsvarets nyeste inspektionsskib.
”Moderne slaveri”, sådan beskriver Information i dag historien om, at nordkoreanske arbejdere i Polen har medvirket til fremstillingen af Forsvarets nyeste inspektionsskib, Lauge Koch.

Hos LO afventer man sagens videre fremstilling, men understreger, at hvis det er sandt, så er der noget helt galt hos EU-medlemslandet Polen. Det er det globaliserede arbejdsmarked fra sin mest mørke side.

FN: Pengene går til atomprogram
Under slavelignende forhold, har nordkoreanske arbejdere levet og arbejdet i Polen. De var hyret af det polske værft Crist, som i 2014 havde fået udliciteret opgaven med at bygge skroget til det nye inspektionsskib. Det danske forsvar havde i 2013 hyret Karstensens Skibsværft til at bygge inspektionsskibet, hvorefter de havde udliciteret bygningen af skroget til det polske værft.  

Det polske værft hyrede 45 nordkoreanske svejsere gennem et vikarbureau til at arbejde på 10 skibe, hvoraf det danske skib var et af dem. Ifølge Informations oplysninger, på en kontrakt svarende til 1,3 millioner kroner i værdi.

Ifølge FN’s Sikkerhedsråd er det pågældende vikarbureau kontrolleret af det nordkoreanske arbejderparti, og en vigtig part i finansieringen af Nordkoreas Atomprogram. FN vurderer, at Nordkorea har sendt tusindvis af arbejdere til udlandet, med det formål at finansiere atomprogrammet i hjemlandet, skriver Information.

LO: virker ubegribeligt
Hos LO er man meget forbeholden over for, hvordan sagen faktisk hænger sammen. Arne Grevsen, stedfortrædende formand i LO, og ansvarlig for blandt andet social dumping og udenlandsk arbejdskraft, holder sig lidt tilbage med at hoppe fuldt med på historien, da Netavisen Pio ringer til ham.

“Det undrer mig, at det kan foregå. Det er det første sted, at jeg har hørt, at det kunne være sket. Her er påstanden, at det er af officielle aftaler, og med vidne om, at nordkoreanerne er kommet for at arbejde. Det havde undret mig mindre, hvis det var før Berlinmurens fald. Men det, der er tale om er, at det skulle foregå i et fuldgyldigt EU-medlemsland, som har forpligtet sig til ILO-konventioner.”

Men - understreger han - hvis det er, som sagen udlægges, så ligger ansvaret hos Polen.

“Ansvaret ligger hos den polske regering, det polske arbejdstilsyn, og hos de polske myndigheder. Vi kan ikke gøre andet fra dansk side, end at sige, at det vil vi ikke have med at gøre. Vi må holde fast i, at ansvaret ligger hos Polen.”

Han understreger også, at tilsynsmyndighederne tilsyneladende har gjort, hvad de kunne.

“Det her kan ikke være andet end illegalt. Hvis det ikke er illegalt, så er der noget helt ravruskende galt. Så er det jo et spørgsmål om menneskerettigheder og konventioner, så meget som arbejdsmarkedsvilkår.”

“Vanvittig”
Historien er afdækket af Information og DR2, som behandler den i en tv-dokumentar, der sendes tirsdag aften. Men allerede i dag har nyheden mødt stærke reaktioner fra de danske politikere. Martin Lidegaard, Radikales forsvarsordfører kalder sagen for “vanvittig”, mens Henrik Dam Kristensen, forsvarsordfører for Socialdemokratiet, udtaler til Information,

Når den danske stat får lavet arbejde som det her, så skal det foregå på ordentlige vilkår. Men det, der her er foregået, lyder som social dumping i højeste potens, og det skal vi selvfølgelig til bunds i. Det er fuldstændig utroligt, hvis der i 2017 kan finde tvangsarbejde sted i et EU-land.”

Forsvarsministeriet: Ingen nordkoreanere på det danske skib
Det er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (tidligere Forsvarets Indkøbs- og Materieltjeneste), som står for forløbet omkring nye indkøb og investeringer, som inspektionsskibe til Forsvaret. Og de fastholder, at det ikke er bevist, at der rent faktisk har arbejdet nordkoreanere på det danske skib.

De peger dog på, at aftalen mellem det polske firma og det nordkoreanske vikarbureau kan ses som en rammeaftale, der kunne gøre det muligt, at nordkoreanerne har arbejdet på det danske skib. Men at styrelsens egne inspektioner ved det polske værft, samt meldinger fra Karstensens Skibsværft og det polske værft vidner om, at der ikke har arbejdet nordkoreanere på det danske skib.

DR har dog talt med polske arbejdere ved værftet, der fortæller en anden historie, som det fremgår af Dagbladet Information. Det samme billede tegner resultatet af en aktindsigt, der viser, at det danske skib fremgår af både regninger og aftalepapirer vedrørende aftalen mellem det polske værft og det nordkoreanske vikarbureau.

Forelagt dokumentationen, udtaler brigadegeneral Anders Mærkedahl fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse til DR, “I lyset af at det er et meget stort værft, og der er lavet alle mulige forskellige dele af arbejdet rundt om på hele det her værft, så kan vi jo ikke med stor overbevisning sige, at der ikke er nogen af de her nordkoreanske arbejdere, der har været med til at bøje en plade eller skære et eller andet stykke metal ud.”

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook