I Danmark er vi meget opmærksomme på om det, vi køber, lever op til det, udbyderen af et produkt eller en tjenesteydelse reklamerer med. Og man ser aldrig, at to virksomheder, der sælger det samme produkt, konkurrerer ved at den ene virksomhed beskylder den anden for at levere et for dyrt og dårligt produkt - uden i øvrigt selv at kunne dokumentere egen fortræffelighed.

Det oplever vi normalt ikke, fordi hovedparten af de virksomheder, der sælger produkter og tjenesteydelser, er omfattet af markedsføringsloven. Heri er fremgår det klart, hvad god markedsføringsskik er, og hvad der er vildledende handlinger og udeladelser. Denne lovgivning sikrer kunder imod salgsstrategier, der ikke har bund i virkeligheden og sparer kunderne imod at bruge penge på noget, der ikke er prisen værd.

Men visse områder er undtaget regulering efter reglerne i markedsføringsloven - blandt andet fagforeningerne.

Det er ren forretning
Det har betydet, at fagforeningerne i de overenskomstbærende faglige fællesskaber - de fagforeninger, der er de reelle parter på arbejdsmarkedet med de pligter og rettigheder, det medfører - gennem årene har måtte se sig udsat for en efter min opfattelse voldsom useriøs annoncekampagne.

Det, at tjene penge, må, efter min opfattelse være 'de gules' eneste formål,

En kampagne fra 'de gule', som jeg ikke kalder for fagforeninger, men derimod 'fagforretninger'. For det er, som jeg ser det, kun det, det handler om. At drive en forretning ved at give mulige 'kunder' indtryk af, at de kan få det hele for mindre end det halve.

Det, at tjene penge, må, efter min opfattelse, være det eneste formål. Disse forretninger har jo ikke - i nævneværdige grad - landsdækkende overenskomst. Og de har naturligvis heller ikke forhandlingsret på de landsdækkende overenskomster, som 'de rigtige fagforeninger' har forhandlet på plads.

De gule er rent blålys
De Gule fagforretninger var nok ikke så interessante at melde sig ind hos, hvis de skulle overholde markedsføringsloven, og for eksempel klart fortælle deres eventuelle kommende medlemmer, at de i de fleste tilfælde ikke kan repræsenterer dem overfor arbejdsgiveren, da det er de overenskomstbærende fagforeninger, der har indgået overenskomsterne. Og derfor dem, der har forhandlingsretten.

Undskyld mig - er der en kollektiv overenskomst, så er der jo ikke meget at forhandle om for den enkelte

Det forsøger 'de gule' så at komme omkring ved på deres hjemmesider at lægge op til, at medlemmerne selv kan forhandle deres løn. Som jeg ser det, er det rent blålys. Undskyld mig - er der en kollektiv overenskomst, så er der jo ikke meget at forhandle om for den enkelte, fordi der som hovedregel er en lokalaftale på virksomheden!

1.500 kroner for 10 minutters samtale
I mit liv har jeg mødt mange forskellige lønmodtagere rundt om i landet. Fælles for dem alle har været, at de har været glade for, at et stærkt fagligt fællesskab har stået vagt om deres rettigheder og at de ikke selv har skulle forhandle med ledelsen.

Jeg har mødt folk, der hos 'de gule' har måttet betale 1.500 kroner for 10 minutters juridisk bistand over telefonen.

Jeg har mødt en kvinde, der hos 'de gule', som godt nok fik kørt sin arbejdsskadesag som blev vundet, men selv måtte betale cirka 50.000 kroner i sagsomkostninger, der blev gnavet af hendes erstatning.

Begge disse ting, samt mange andre former for service, skal man naturligvis ikke betale for i en 'rigtig fagforening', fordi det er med i det kontingent, der betales.

Det er jo nemt at reklamere med en stor besparelse på kontingentet. Men hvis det, man lokker med, langt fra er det samme som man kan få de steder, man sammenligner sig med, så er det jo falsk varebetegnelse, når man siger ”se hvor meget du kan sparer”.

På tide med fælles front mod de gule
Om debatten om de gule og gårsdagens samråd i Folketinget kan skabe et nyt politisk grundlag for at ændre denne skævvridning i lovgivningen, må tiden vise.

Jeg har dog ikke de store forhåbninger, fordi netop muligheden for at sælge noget, der ikke svarer til indpakningen, altid har været ”de gule” fagforretningers vigtigste forudsætning. Det er deres forretningsgrundlag.

Hertil kommer, at der er stærke kræfter i regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti, der historisk set altid har bakket op om ”de gule” forretninger, samtidig med, at de priser 'Den Danske Model', når de rejser rundt  i udlandet!

Men måske kan samrådet medføre, at Socialdemokraterne, SF og andre partier kan formulere et fælles politisk afsæt for at rette op på denne åbenlyse skævvridning. Det vil så også være på tide.

 
Poul Erik Skov Christensen var 1995-2013 formand for Danmarks største fagforbund SID, senere 3F. Han har tidligere arbejdet som blandt andet sømand, skibsværftsarbejder og jord- og betonarbejder.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning