Det nemt at more sig over forløbet om finansloven for 2018. Danmark har en regering i splid med sig selv, og forløbet har haft mange komiske indslag. Som den dag, de to topministre Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Anders Samuelsen nægtede at møde op til forhandlinger med finansministeren, før de blev hentet af Kristian Jensens særlige rådgiver, Christopher Arzrouni. Som i øvrigt heller ikke lykkes med forehavendet, før Økonomi- og Indenrigsministeriets departementschef hjalp med at overtale de to LA-ministre til at komme over i Statsministeriet til forhandlinger.

Det er som Rytteriets hylemorsomme sketch om Ole, der sidder inde i skabet og ikke vil komme ud – bare med rollerne spillet af topministre, folkestyrets fremmeste repræsentanter.

En masse hop på stedet for at dække over det simple faktum, at tingene ikke bevægede sig ud af flækken.

Vi har haft et forhandlingsforløb over mange måneder. Statusmøder og tilskæringsmøder. En masse hop på stedet for at dække over det simple faktum, at tingene ikke bevægede sig ud af flækken.

Hvordan pokker kan det komme så vidt, at et regeringsparti ikke kunne garantere, at det ville stemme for finansloven - den vigtigste lov efter grundloven? Hvad er det, der sker på højrefløjen i disse år?

Da højrefløjen gik forkert
Den amerikanske Harvard-sociolog og Washington Post-klummeskriver EJ Dionne skrev i 2016 bogen ”Why the Right Went Wrong”. Sammen med to medforfattere udgav han i år opfølgnings-bogen ”One Nation After Trump: A Guide for the Perplexed, the Disillusioned, the Desperate, and the Not-Yet Deported”, som er en refleksion over, hvad valget af Trump betyder for os. Og hvad vi kan lære.

Valget af Trump er i stedet et resultat af en mangeårig udvikling på højrefløjen, hvor ingen nedskæring af de offentlige budgetter og ingen skattelettelse er stor nok.

Dionnes pointe er, at vi for at forstå Trump bliver nødt til at erkende, at valget af ham ikke var en tilfældighed og heller ikke bare kan tilskrives hans evner til at føre en effektiv kampagne i medierne. Valget af Trump er i stedet et resultat af en mangeårig udvikling på højrefløjen, hvor ingen nedskæring af de offentlige budgetter og ingen skattelettelse er stor nok.

En udvikling, der i hvert fald er foregået siden 1990’erne (politiske nørder kan måske huske Newt Gingrich), fortsatte under George W. Bush – der blev hånet for det, de højreorienterede tænketanke påstod var en midtsøgende kurs - og er manifesteret af højreorienterede tænketanke, Tea Party-bevægelsens ledere, radioværter og kommentatorer på Fox News, der fungerer som ideologiske ypperstepræster.

De praktiske løsninger på tværs af partier er trængt i defensiven af den ideologiske renhed

EJ Dionne beskriver et politisk miljø, hvor de praktiske løsninger på tværs af partier er trængt i defensiven af den ideologiske renhed. Et landskab af ideologiske positioner og en ødemark for praktiske løsninger, der aldrig kan gro i et miljø, hvor der ikke er plads til at lytte til modstanderens indvendinger for i fællesskab at finde de bedste løsninger.

Dét miljø opstod ikke i 2016 men for mange år siden og lagde vejen åben for en Klods Hans-figur som Trump, der med rette kunne pege på, at det politiske system er kørt fast og ikke kan få løst selv de allermest nødvendige udfordringer.

Vi har en rem af huden
Danmark er ikke USA, men vi kan se de samme tendenser på den danske højrefløj som på den amerikanske. De ideologiske markeringer er blevet stærkere og stærkere, mere og mere stålsatte, med mindre og mindre plads til fornuft og kompromis på tværs af partiskel.

1980’ernes borgerlige regeringer var nok højreorienterede, men altid mere pragmatiske end ideologiske. Poul Schlüters motto var ”jeg er konservativ – men ikke så meget, at det gør noget”.

Siden dengang er de ideologiske positioner blevet mere fremtrædende. Oprettelsen af CEPOS, den borgerligt-liberale tænketank, var inspireret af de højreorienterede tænketanke i USA, og i mylderet af nye partier på højrefløjen er de skarpe ideologiske markeringer blevet dét, der skal adskille dem fra hinanden.

Vi kan se betydningen af den ideologiske renhed i fuldt flor i forhold til det, man kan kalde den ”traditionelle” højrefløj, repræsenteret af Liberal Alliance.

Vi kan se betydningen af den ideologiske renhed i fuldt flor i forhold til det, man kan kalde den ”traditionelle” højrefløj, repræsenteret af Liberal Alliance. Igen og igen og igen har LA krævet historisk store skattelettelser rettet mod den, der tjener mest. Så selv om der i finanslovsforhandlingerne allerede var lagt op til skattelettelser for milliarder, var det ikke nok til at tilfredsstille partiet og dets bagland.

Vi kan også se det i forhold til den ”nye” højrefløj, der består af Dansk Folkeparti, som er hårdt presset af Nye Borgerlige, der står på vippen til at komme ind ved næste folketingsvalg. Guderne skal vide, at der er blevet indført stramning på stramning på integrationsområdet, men alligevel er det ikke nok.

For at blive tilfredse skal der med Dansk Folkepartis ord et ”paradigmeskifte” til, hvilket er en akademisk måde at sige, at Danmark skal lave regler, der blæser højt og flot på de internationale konventioner.

Det har været Kristian Jensens og Lars Løkke Rasmussens opgave at navigere mellem disse ideologiske ultimatummer, og det har ikke været et kønt syn. For hvordan forener man politiske krav, der aldrig kan mødes - og som i virkelighedens verden nok aldrig vil kunne gennemføres. Men som er nødvendige fordi…ja egentlig bare fordi der står partier og kræver det ultimative?

Højrefløjens handlingslammelse bliver vores allesammens problem
Det er ikke kun regeringens problem, når samarbejdet mellem de borgerlige partier ikke fungerer. For resultatet af den åbenlyst umulige plan om at få Liberal Alliances og DF’s ideologiske renhed til at mødes er en finanslov, der beskærer erhvervsskolerne med 100 millioner, beskærer Arbejdstilsynet endnu engang…og mange, mange andre eksempler i en helt igennem forfærdelig finanslov.

De penge, der i finansloven bliver givet til velfærd følger slet ikke med behovet i et samfund, hvor vi for eksempel får flere og flere ældre, der har brug for et godt sundhedssystem. Til gengæld gives der – som et liberalt hold-kæft-bolsje – givet 23 milliarder i skattelettelser.

Ud fra al logik er det en dårlig ide at give skattelettelser, der i høj grad omsættes til forbrug, når økonomien allerede er i højeste gear

Ud fra al logik er det en dårlig ide at give skattelettelser, der i høj grad omsættes til forbrug, når økonomien allerede er i højeste gear. Det er præcis nu, at vi burde investere i at fremtidssikre vores samfund. Uddanne flere faglærte, som virksomhederne skriger på. Sikre, at der ikke gås på kompromis med arbejdsmiljøet, så vi kan holde til at gå på arbejde mange år endnu.

Vi har råd til det, og det vil uden nogen som helst tvivl være en god investering. Men den slags jordnære hensyn må selvfølgelig vige, når den ideologiske renhed skal tilgodeses.

Ideologien skal være ledestjerne, ikke vores landkort
EJ Dionnes budskab om ikke at lade sig fange af de ideologiske ypperstepræster gælder ikke kun højrefløjen selv om det her, behovet er mest akut. Den er et budskab til os alle om at huske dialogen med dem, vi er uenige med. Og huske, at politik ikke kun er de markante udmeldinger, der vækker begejstring i baglandet. Men også de praktiske løsninger, der fungerer og er nødvendige, selv om det nogle gange er svært og vækker kritik at indgå et kompromis.

Hvis vi skal lære én ting af højrefløjens falden på halen-komik i 2017 er det, at ideologien og visionerne skal være vores ledestjerne, men aldrig må være vores landkort.

Men hvis vi skal lære én ting af højrefløjens falden på halen-komik i 2017 er det, at ideologien og visionerne skal være vores ledestjerne, men aldrig må være vores landkort.

Hvis blot nogle havde fortalt dét til Anders Samuelsen for nogle måneder siden, kunne megen skrig og skrål have været undgået.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.