Begrundelsen for ikke at genansøge er, at regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet, at radiokanalens hovedredaktion skal være lokaliseret mindst 110 kilometer fra København.
”Naturligvis kan man drive radio fra Aarhus eller en anden by i provinsen, men det bliver ikke Radio24syv. Radio24syv er drevet fra København, og Berlingske Media ville skulle begynde forfra i en by, hvor vi ikke har vores base. Det ville blive dyrere og dårligere,” skriver selskabet i en pressemeddelelse, som fortsætter:
”En stor tak skal lyde til alle medarbejderne på Radio24syv og alle de mennesker, som har støttet op om radiokanalen. Og tak til alle dem, som det seneste år har opbygget en spirende podcast-succes i 24syv, som åbnede armene for alle danske medier og små produktionsselskaber. Lytterne har fået unikke oplevelser på dansk, som har øget mangfoldigheden i det danske mediebillede. Succesen er jeres.”
Radio 24syv har ifølge Gallup godt 600.000 lyttere om ugen.
Berlingske Medias direktør er ked af at skulle lukke stationen.
“Vi havde satset på at udvikle Radio24syv i otte år mere. Men det kræver, at vi kan udvikle forretningen og investere i podcast. Sådan blev det ikke. Det piner mig at sige farvel til så meget talent,” siger Anders Krab-Johansen, der er koncernchef for Berlingske Media.
Radio 24syvs programchef Mads Brügger var på Twitter mindre diplomatisk end Krab-Johansen.
Radio24syv skal ikke regne med at Socialdemokratiet kommer dem til undsætning, hvis magten skifter efter folketingsvalget.
"Der er dele af udbudsmateriale, vi ikke er enige i blandt andet, at der skal sendes reklamer. Men at stationen skal placeres uden for hovedstadsområdet og i det vestlige Danmark, det mener Socialdemokratiet også, siger han og fortæller, at de ikke vil ændre i udbudsmaterialet - herunder kravet om 70 procent - da det ikke vil være fair over for andre bydere," siger partiets medieordfører Mogens Jensen til DR.
Mogens Jensen havde dog håbet, at ejerne bag Radio24syv havde taget handsken op og givet et bud på at videreføre kanalen.
Radio24syv blev etableret i 2010 på foranledning af kulturminister Per Stig Møller (K) der ønskede, at en privat aktør skulle drive en ny licensfinansieret radiokanal, der kunne konkurrere med DR's P1. Radiostation 24syv var derfor i starten kendt som Radio Møller.
Radiostationen er især kendt for sit satireprogram Den Korte Radioavis med den fiktive journalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, men også for en lang række debatprogrammer som Cordua & Steno og Det Røde Felt med Lars Trier Mogensen.
I 2017 modtog radiokanalen lige knap 95 millioner kroner i offentligt tilskud.
Den 31. oktober udløber den eksisterende sendetilladelse. Radio 24syv vil være i æteren frem til sidste dag.
Hvem der overtager sendetilladelsen er endnu ikke besluttet, men Kulturministeriet har oplyst BT at der er fire-fem seriøse bud, blandt andet fra Jysk-Fynske Medier m.fl., der har meldt deres interesse i at byde.
Opdateret klokken 15.00 med kommentarer fra Mogens Jensen.
Kommentarer
Hvis man som politiker i Dansk Folkeparti og Spcialdomokraterne føler sig krænket af journalisterne på Radio 24/7, har man åbenbart magt til at forbyde radioen i at sende. Det er åbenlyst det, der er baggrunden for at stille de helt urimelige krav om radioens placering.