I sit stille sind håber Claus Hjort, at han med denne manøvre undgår at svare på det mest åbenlyse spørgsmål: Hvis den fremlagte politik vitterligt er en ”kanon manøvre”, hvorfor gennemførte Venstre det så ikke selv?

Siden KL’s lockout af folkeskolelærerne trådte i kraft for præcis en uge siden, har der været en heftig debat om både den skibrudne forhandling og folkeskolereformen.

De forskellige partier i Folketinget forsikrer både medierne og offentligheden om, at de ikke kunne drømme om at ’blande sig i en faglig konflikt’, samtidig med at de hver især forsøger at vinde mest muligt politisk terræn.

Men hvad mener partierne i virkeligheden? Netavisen Pio har her lavet en spin-guide til partiernes udmeldinger og afslører, hvad der i virkeligheden ligger bag ordene.

* * *

Claus Hjort Frederiksen (Venstre): ”Det er klart, at det er en ekstraordinær situation, at man fremlægger et forslag, der forudsætter et bestemt resultat af en overenskomstforhandling. Vi har ikke set det før (..) Jeg ville aldrig have turdet gøre det, det må jeg så ærligt sige - af angst for hvad der ville ske. Og derfor er det da ekstremt modigt, det Socialdemokraterne gør. (..) [Hvis Venstre havde præsenteret noget lignende] så ville Socialdemokraterne og fagforbundene mobilisere 400.000 på Slotspladsen og larm og ballade. I øjeblikket er der jo larmende tavshed, så det er jo en kanon manøvre, som Socialdemokraterne er i gang med. Jeg er helt misundelig”.

Venstre frygter, at det faktisk lykkes regeringen, at forhandle en bedre folkeskole igennem – en bedrift man næppe kan sige, at Venstre formåede gennem ti år ved magten, hvor alt stod stille og uddannelsesniveauet faldt. Samtidig mangler Venstre en klar kant til regeringen. Derfor tyer Claus Hjort her til en klassisk Venstre-taktik: Omfavn regeringens forslag, tag æren for det og antyd samtidig, at regeringen begår løftebrud. På den ene side kalder han forslaget for ”en kanon manøvre”, og på den anden side betegner han Socialdemokratiet som hyklere, der ville have protesteret, hvis Venstre havde gjort det. I sit stille sind håber Claus Hjort, at han med denne manøvre undgår at svare på det mest åbenlyse spørgsmål: Hvis den fremlagte politik vitterligt er en ”kanon manøvre”, hvorfor gennemførte Venstre det så ikke selv?

* * *

Man skulle efterhånden tro, at Simon Emil Ammitzbøll har ordene ’lavere skat’ tatoveret i panden, mens han håber, at ingen spørger ind til den tekniske indretning af folkeskolen.

Bent Bøgsted (Dansk Folkeparti): ”Et regeringsindgreb skulle helst tilgodese begge parter, men det, tror jeg ikke, kommer til at ske. Det lugter meget af aftalt spil mellem KL og regeringen (..) Det ser ud til, at der har været et tæt samspil mellem regeringen og KL i den her sag, så jeg forventer, at et regeringsindgreb vil lægge sig tæt op ad KLs forhandlingslinje. De vil af med de arbejdstidsregler, koste hvad det vil (..) Jeg tror, regeringen bryder ind i konflikten efter maksimalt to uger. Det er ikke noget, vi i Dansk Folkeparti bryder os om. Vi havde helst set, at parterne kunne blive enige (..) Da jeg jo ikke ved, hvad regeringen spiller ud med, kan jeg ikke sige, om vi vil stemme ja eller nej”.

Umiddelbart forsøger Dansk Folkeparti at fremstille regeringen som en brutal Goliat, der har lavet lyssky aftaler bag kulissen og vil tvinge et indgreb igennem. Signalet er, at Dansk Folkeparti altid er på den lille mands side, som i dette tilfælde er lærerne. Men reelt lurepasser Bent Bøgsted ved at nægte at melde ud om de vil stemme for eller imod et regeringsindgreb. Lockout, kommuneøkonomi og indretning af den offentlige sektor ligger langt væk fra pianisternes vante emner, som indvandring, ældre og kulturkamp og derfor kan Dansk Folkeparti kun tabe ved at melde klart politisk ud – hvilket medierne desværre lader dem slippe af sted med. Det er endnu et eksempel på, hvordan de borgerlige partier forsøger at puste, mens de har mel i munden: Dansk Folkeparti vil ikke bakke regeringen op, men vil gerne være med til at kræve ekstra kristendomsundervisning, når timetallet øges som konsekvens af de ændrede arbejdstidsregler.

* * *

Det klinger særdeles hult, at Enhedslisten på den ene side kræver en ’fri forhandling mellem arbejdsmarkedets parter’, men samtidig vil have folketingsdebatter om netop lockoutten og kritiserer Folketingets øvrige partier for at ”se passivt til”.

Anna Mee Allerslev (Radikale): ”Det er afgørende, at denne konflikt ikke bliver en kommunal spareøvelse, der går ud over børnene og skolerne. De penge, kommunen ikke bruger på lærerlønninger, skal øremærkes til folkeskoleområdet”.

Anna Mee Allerslev er radikal beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune og spejder nervøst frem mod kommunalvalget om et halvt år. Da en stor del af den radikale vælgerbase er lærere, forsøger hun at berolige dem med, at de sparede lønkroner skam vil blive brugt til at forbedre folkeskolen. Spørgsmålet er om de utilfredse radikale vælgere virkelig hopper på den udmelding?

* * *

Simon Emil Ammitzbøll (Liberal Alliance): ”Det er ganske enkelt urimeligt at straffe forældrene, når de i samarbejde med deres arbejdsgiver selv finder en løsning på et problem, som egentlig er statens – nemlig at der ikke er undervisning i folkeskolen. Vi må sikre, at ingen forældre bliver ramt af et skattesmæk på grund af det her”.

Ligesom Dansk Folkeparti ikke ved, hvilket ben de skal stå på, når debatten ikke kredser om indvandring og islam, så er Liberal Alliance tydeligt utilpasse i en sag, hvor de mener det samme som resten af Folketingets partier og ikke indtager rollen som den rebelske liberale indpisker. Simon Emil Ammitzbøll forsøger at løse dette dilemma ved helt at skifte emne og dreje fokus hen på skat. Man skulle efterhånden tro, at Simon Emil Ammitzbøll har ordene ’lavere skat’ tatoveret i panden, mens han håber, at ingen spørger ind til den tekniske indretning af folkeskolen. Taktikken virker al den stund, at der ikke gik mange dage, før De Konservative indtog præcis det samme standpunkt.

* * *

Det er en ren tilståelse af, at Venstre skifter synspunkt af vælgertaktiske grunde. Samtidig er Ellemann også blevet smittet af ’blæs med mel i mund’-sygen, da hun stadig gerne vil have det samme faglige indhold i skolen, selvom timetallet er blevet sat ned.

Per Clausen (Enhedslisten): ”Grundlæggende synes jeg, det er udemokratisk, at man på den måde blokerer for, at vi kan få en debat (..) Det særlig kedelige er, at man må få det indtryk, at regeringspartierne, Venstre og de konservative i virkeligheden slet ikke ønsker, der skal komme et forhandlingsresultat, men måske snarere går og venter på at finde en undskyldning for at lave et regeringsindgreb, så man kan komme igennem med det, de partier ønsker, nemlig en afskaffelse af lærernes arbejdstidsaftale (..) Jeg synes, det er upassende, at Folketinget ser passivt til, mens der er en konflikt, som er skabt af den regering og den finansminister, vi har nu”.

Afvisningen af Enhedslistens ønske om at have en folketingsdebat om lockoutten, anvender Per Clausen her til at fremstille sig selv som den lille, tapre David, der kæmper mod Goliat i form af regeringen, Venstre og De Konservative, som han snedigt italesætter som to alen af et stykke. Men det klinger særdeles hult, at Enhedslisten på den ene side kræver en ’fri forhandling mellem arbejdsmarkedets parter’, men samtidig vil have folketingsdebatter om netop lockoutten og kritiserer Folketingets øvrige partier for at ”se passivt til”. Per Clausen håber, at samle endnu flere utilfredse vælgere op uden at nogen bemærker hykleriet.

* * *

Karen Ellemann (Venstre): ”Det er vigtigt at være meget tydelig omkring rammen, fordi der er opstået en meget massiv mytedannelse om en obligatorisk heldagsskole. Vi har fra starten sagt, at det skal ikke være 8-16 hver dag (..) Når man oplever, at det bliver udlagt som en obligatorisk heldagsskole, så er vi nødt til at være meget tydelige i forhold til, hvornår vi opfatter det som en heldagsskole. Og vi opfatter 37 timer om ugen som en heldagsskole, fordi det er det samme timetal, som en fuldtidsmedarbejder har i en dansk virksomhed (..) Inden for 35 timer vil der uden tvivl, og det skal der, være plads til, at det tredje fremmedsprog bliver en del af pakken til folkeskolens elever”.

Det er en fantastisk spin-manøvre, som Vivi Kier her er ude i: Hun vil forklare, at en heldagsskole ikke har noget at gøre med timetallet at gøre – samtidig med, at hun netop kritiserer Venstre for at foreslå 35 timers skoleuge.

Prisen for ugens mest absurde spin-manøvre går uden tvivl til Karen Ellemann. Med udmeldingen om, at Venstre ikke længere støtter en 37-timers skoleuge for de ældste elever, men ’kun’ en 35-timers skoleuge, forsøger hun at klæde sig i den liberale klædedragt og ride på den borgerlige bølge af modstand mod den socialistiske heldagsskole. At hele manøvren er rent spin afsløres ikke blot ved, at timetallet kun sættes symbolsk ned med to timer - næppe noget, der ’redder’ hverken børnenes fritid eller det frivillige foreningsliv – men især ved, at hun begrunder kursændringen med en ”massiv mytedannelse” i befolkningen. Det er en ren tilståelse af, at Venstre skifter synspunkt af vælgertaktiske grunde. Samtidig er Ellemann også blevet smittet af ’blæs med mel i mund’-sygen, da hun stadig gerne vil have det samme faglige indhold i skolen, selvom timetallet er blevet sat ned.

* * *

Vivi Kier (Konservative): ”Der ligger alt, alt for mange aktivitetstimer, hvor man blander fritidsaktiviteter, lektiecafe og faglig undervisning ind i en stor pærevælling. Det er indholdet, der gør det til en heldagsskole og ikke så meget timetallet (..) En heldagsskole er, når man blander fritidsaktiviteter ind i undervisningen. Jeg har ikke noget imod, at eleverne får flere timer. Men jeg har noget imod, at man blander så mange aktivitetstimer og dermed fritidsaktiviteter ind i skoledagen (..) Hvis ungerne går i skole 30 timer om ugen, er det stadig en heldagsskole”.

I lyset af Venstres åbenlyse problemer med det liberale bagland, forsøger De Konservative her, at indtage det ledige standpunkt ved at gå forrest i oprørskampen mod den frihedsberøvende heldagsskole. Det er en fantastisk spin-manøvre, som Vivi Kier her er ude i: Hun vil forklare, at en heldagsskole ikke har noget at gøre med timetallet at gøre, men derimod indholdet af undervisningen – samtidig med, at hun netop kritiserer Venstre for at foreslå 35 timers skoleuge. Hun forsøger sig altså også med den svære kunst at blæse og have mel i munden: Til de liberale vælgere siger hun, at timetallet er for højt, mens hun til de andre forligspartier siger, at det højere timetal skal bruges på faglighed og ikke ”fritid og lektiecafe”.