For omkring to uger siden kunne Finanskrisen fejre fem års jubilæum. Dette var ikke ligefrem et jubilæum, hvor man flagrede vildt med Dannebrog, men snarere en begivenhed, hvor man mindedes, hvordan en utæmmet finanssektor skabe store økonomiske problemer globalt.

Ikke kun i Danmark har krisen sat sine spor - hele Europa har lidt under en finansiel sektor, som i den grad har været underreguleret. Derfor var jubilæet også en vigtig påmindelse om, at vi endnu ikke har fået gjort op med det utilstrækkelige regelsæt, der hersker for den finansielle sektor. De lempelige regler, der førte til ekstrem risikotagning og stribevis af redningspakker til bankerne, eksisterer stadig i vid udstrækning.

Derfor har blikket i eurokraternes hovedstad, Bruxelles, været stift rettet mod udviklingen i det finansielle marked og de medfølgende konsekvenser. På trods af store uenigheder i det politiske system i Bruxelles, har der siden Finanskrisens udbrud i 2008 været generel enighed om behovet for øget regulering af det finansielle marked.

Finanskrisen er blevet taget særdeles alvorligt i Bruxelles. Ikke kun blandt medlemsstaternes regeringsrepræsentanter i Rådet, men i høj grad også hos lovgiverne i Parlamentet og Kommissionen.

Netavisen Pio opsummerer her tre af de større områder, hvor EU har strammet reglerne for finansmarkederne.

Men selvom lovgivningen er blevet strammere, er der stadig et stykke vej at gå, før det finansielle marked for alvor er tæmmet. I et kommende indlæg vil de regler og reformer, som EU ud fra et socialdemokratisk syn burde indføre, blive beskrevet.

1. Skrappere krav til bankerne

I årene op til Finanskrisen lånte de amerikanske og europæiske banker enorme mængder af penge ud til borgere, virksomheder og andre banker. Tiderne var gode og bankerne begyndte at foretage flere risikofyldte investeringer. I første omgang betød det større afkast, som blandt andet kom bankkunderne til gode, men samtidig øgede det også de økonomiske konsekvenser det ville få, hvis tiderne vente. Og det gjorde de så sandelig! Denne problematik blev forstærket af, at bankdirektørernes bonusordninger – hvor direktørerne tjente flere penge, hvis aktiekursen steg – gav topcheferne et incitament til at lave kortsigtede investeringer, der gav profit på den korte bane, men var risikable på sigt.

Da krisen ramte, havde bankerne derfor en stor gæld, men ikke tilstrækkeligt med penge på kistebunden til at kunne betale deres regninger. Derfor var statskassen nødt til at betale regningen for dem.

For at undgå en gentagelse vedtog EU i marts 2013 det såkaldte kapitalkravsdirektiv. Denne lovgivning skal sikre, at bankerne grundlæggende er godt nok polstret til at modstå kriser i fremtiden. Det betyder, at der stilles krav om en markant højere minimumskapital, for at bankerne er bedre rustet til dårlige tider. Det betyder, at jo mere risikobetonede aktiviteterne er, jo højere krav stilles der, for derved at minimere konsekvenserne, hvis det går galt.

Lige så vigtigt introducerede kapitalkravsdirektivet en historisk grænse for loftet over, hvor store bankbonusser, der kan gives til ledelsen og andre bankfolk, der er villige til uansvarlig høj risikotagning. Det betyder ganske enkelt, at det økonomiske incitament til høj risikotagning er blevet mindsket.

2. Det uregulerede marked

Hvis man skal undgå en Finanskrise 2.0, er det vigtigt at holde den finansielle sektor i kort snor gennem lovgivningen. Mange handler med aktier og værdipapirer foregår via fondsbørsen, hvormed myndighederne holde opsyn med markedet. Problemet opstår derfor, når nogle handler foregår udenfor fondsbørsen og udenfor myndighedernes synsfelt. I perioden inden krisen gik alt godt, økonomien bragede der ud ad og der så ikke umiddelbart ud til at være problemer med, at dele af markedet var ureguleret. Det viste sig dog at være et langt større problem end først antaget.

I 2012 nåede Europa-Kommisionen og Europa-Parlamentet til enighed om en lovgivning, der regulerer det hidtil uregulerede marked af handler med værdipapirer, som ikke foregår på fondsbørsen. Denne form for handler skal nu registreres gennem et centralt datacenter, som tager tabet, hvis den ene part ikke kan levere på sine forpligtelser i handlen. Denne nye europæiske lovgivning er på den måde med til at mindske den systematiske risiko, som er den risiko, der påvirker markedet generelt og som har betydning for den globale økonomi. Derudover øger denne lovgivning gennemsigtigheden og skaber et mere sikkert marked for både virksomheder og borgere. Denne lovgivning, som har ladet vente på sig, er rigtig vigtig, for det betyder, at en langt større del af markedet nu er reguleret og under opsyn, hvilket er afgørende for risikoen for fremtidige finansielle kriser.

3. Kreditvurderingsbureauer

Kreditvurderingsbureauerne spiller en central rolle i de finansielle markeder. Hvor bankerne handler med værdipapirer, deler kreditbureauerne ’karakterer’ ud til de forskellige produkter, virksomheder og lande. ’Karaktererne’ skal på fagligt og sagligt grundlag vurdere, hvor sikre disse er at investere i, og er derfor med til at afgøre hvad, der blev købt og solgt, eksempelvis når store pensionskasser skal investere pensionisternes penge. Kreditvurderingsbureauernes vurderinger påvirker dermed direkte den måde, som investorer, låntagere og regeringer handler på. Når det faglige og saglige grundlag ikke er godt nok og andre interesser får afgørende betydning for hvilke ’karakter’ der gives, er det naturligvis problematisk. Dette var hvad der skete i årene op til finanskrisen.

De tre største bureauer er amerikanske og sidder på 95 procent af markedet, hvilket, set gennem europæiske briller, ikke er særlig godt. Dette oligopol var blandt de oprindelige syndere af den finansielle krise og har udvist manglende gennemsigtighed i vurderinger af EU-landenes statsgæld. Det har haft afgørende betydning for flere landes muligheder for at låne penge og holde økonomien kørende.

Derfor har EU af flere omgange styrket de lovgivningsmæssige rammer. Senest i juni 2013, hvor målet var at sikre kreditvurderingsbureauernes uafhængighed fra dem, hvis kreditstatus de vurderer og samtidig sikre, at der ikke ageres politisk i vurderingerne. For at holde tilsyn med den finansielle sektor, blev der i 2009 oprettet Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS), som blandt andet har til opgave at føre tilsyn med kreditvurderingsbureauerne. Forhåbentlig kan denne europæiske lovgivning være med til at sikre at kreditvurderingsbureauerne fremadrettet ikke blot uddeler ’karakter’, men gør det på fagligt og sagligt grundlag.