Den græske gældstragedie kan ikke reduceres til et spørgsmål om højreorienteret eller venstreorienteret krisepolitik. Den handler om nogle helt grundlæggende mangler i den struktur, som EU-samarbejdet bygger på. En løsning af det græske gældsspørgsmål er derfor heller ikke kun et spørgsmål om, at den græske regering skal gennemføre reformer, men handler om at ændre på nogle grundlæggende strukturer inden for EU’s økonomiske samarbejde.

Det var den centrale budskab, da den anerkendte amerikanske økonom James Galbraith i går gæstede foreningen International Debat ved Københavns Universitet for at give sit perspektiv på den græske gældskrise.

Galbraith er professor i økonomi ved Lyndon B. Johnson School of Public Affairs, University of Texas at Austin. Han gæster jævnligt Europa, ligesom han i dagblade og tidsskrifter flittigt bidrager med sine synspunkter på den aktuelle udvikling i Europa.

Krisen handler om institutioner
James Galbraith tager udgangspunkt i henholdsvis den amerikanske og den europæiske opbygning af de fælles, økonomiske institutioner. Begge systemer er kapitalistiske, men har alligevel store forskelle. Det skyldes, at de er opbygget under vidt forskellige omstændigheder.

Den moderne amerikanske stat er opbygget på baggrund af den store depression i 1930’erne, og mange af de moderne institutioner er derfor opbygget med udgangspunkt i at forhindr en gentagelse af den store krise. Med præsident Franklin D. Roosevelts ”New Deal”-politik blev der indført regulering for at fremme den finansielle stabilitet, der blev taget de første skridt til at etablere et nationalt, socialt sikkerhedsnet, og ikke mindst blev der iværksat store projekter for at sikre beskæftigelse og udvikling i de områder, der var hårdest ramt af fattigdom og arbejdsløshed.

Man kan ikke genetablere konkurrenceevne for industrivirksomheder, der ikke længere eksisterer! De virksomheder, som allerede har forladt Grækenland, vender ikke tilbage, bare fordi lønnen bliver lavere.

Den overordnede makroøkonomiske ramme var en særlig amerikansk udgave af det, der populært kaldes keynesianisme, hvor staten spiller en væsentlig rolle i forhold til at sikre vækst og arbejdspladser. Det afspejler sig blandt andet i, at den amerikanske centralbank har som sit formål at sikre både fuld beskæftigelse og prisstabilitet. ”Det ved jeg, for jeg har selv været med til at skrive loven tilbage i 1976”, fortæller Galbraith.

Og selvom de ideologiske vinde skiftede i 1980’erne under præsident Ronald Reagan, og selvom der inden for en række områder er sket afreguleringer, så mener Galbraith alligevel, at mange af de grundlæggende institutioner er bevaret til den dag i dag.

I modsætning hertil står EU-systemet, hvor institutionerne blev opbygget i slutningen af det 20. århundrede. Det var en tid med større stabilitet og mere velstand, hvor krise og massearbejdsløshed hørte til i en fjern fortid. Samtidig byggede institutionerne oven på de allerede eksisterende nationale velfærdssamfund, og der blev således ikke indført et fælles socialt sikkerhedsnet på tværs af grænserne.

Tidsånden var nu også skiftet, så der var større tro på, at markedet selv kunne skabe væksten, mens staten gled i baggrunden. Det kommer blandt andet til udtryk i, at Den Europæiske Centralbank har sit hovedfokus på at sikre prisstabilitet, mens hensynet til beskæftigelsen er underordnet.

Da man med euroen introducerede én fælles valuta og lod det være op til den Europæiske Centralbank at fastsætte renten, nøjedes man med at indføre Vækst- og Stabilitetspagten med regler for, hvor store underskud de enkelte lande måtte have på statsfinanserne. Men man lavede ingen fælles finanspolitisk overbygning, og dermed heller ingen mekanismer til at modvirke de regionale ubalancer, der måtte opstå.

Demokratiet kan ikke afskaffe evolutionen
Indførelsen af faste renter og en fælles valuta vil ifølge Galbraith næsten uundgåeligt føre til, at der opstår regionale ubalancer. Det skyldes, at virksomhederne under sådan et system vil søge derhen, hvor der i forvejen er mest økonomisk aktivitet og størst potentiale for vækst. De sidste 15 års system har derfor især gavnet Nordeuropa på bekostning af Sydeuropa.

I USA kan dette modvirkes af den føderale regering, der råder over 25 procent af den amerikanske nationalindkomst, og som derfor kan bruges til at udjævne de regionale forskelle. Eksempelvis i form af støtte til regional udvikling. Men i Europa, hvor EU råder over mindre end to procent af landenes samlede bruttonationalprodukt, har man ikke den mulighed.

Faktisk mener Galbraith, at Syriza har fremlagt et ”New deal”-lignende program for Grækenland, der vil løse landets problemer på en fornuftig måde.

Tidligere har lande som Grækenland kunnet forbedre konkurrenceevnen ved at devaluere, det vil sige nedskrive værdien af den græske drakmer over for eksempelvis den tyske D-Mark. Det betød, at den græske realløn faldt, fordi importvarer bliver dyrere. Til gængæld blev det billigere for udlandet at købe vare i landet, og dermed steg eksporten og beskæftigelsen. Men efter indførelsen af én fælles valuta og ét fælles rente, som udstikkes af den Europæiske Centralbank (ECB), er den mulighed ikke længere til stede.

”Der er vil altid eksisterer spændinger mellem demokrati og videnskab. For selv en demokratisk valgt forsamling kan ikke bare beslutte, at evolutionsteorien ikke længere er gyldig” fortæller Galbraith og nævner til stor morskab for de studerende, at det har den lovgivende forsamling i Kansas faktisk forsøgt at gøre alligevel. ”På samme måde findes der inden for økonomien nogle grundlæggende love, som jeg vil mene, skal have lignende respekt”, mener Galbraith.

De økonomiske ubalancer er et resultat af selve integration, fordi man i Europa ikke har indført mekanismer til at modvirke de ubalancer, som man gjorde i USA efter depressionen. ”Grækenlands krise er hele Europas krise. For den viser, at det system, man byggede op, er alt for sårbart over for udefrakommende påvirkninger som eksempelvis finanskrisen”, mener han.

Opgør med sparepolitikken er nødvendigt
Det er dog ikke kun den historiske indretning af Eurosystemet, James Galbraith er kritisk over for. Også EU-landenes krisepolitik over for de gældsplagede lande i Sydeuropa, der har bygget på offentlige nedskæringer, privatisering af statsejede virksomheder og nedgang i lønningerne, får hårde ord med på vejen.

”Det har ikke virket. I Grækenland er produktionen faldet med en fjerdedel, og det har betydet, at gælden, der måles som andel af bruttonationalproduktet, er steget voldsomt”, fortæller han.

Forsøgene på at forbedre konkurrenceevnen gennem lønnedgang, en såkaldt ”intern devaluering”, har måske nok på papiret forbedret konkurrenceevnen. Men Galbraith tror ikke på, at det vil få arbejdspladserne til at vende tilbage: ”Man kan ikke genetablere konkurrenceevne for industrivirksomheder, der ikke længere eksisterer! De virksomheder, som allerede har forladt Grækenland, vender ikke tilbage, bare fordi lønnen bliver lavere”, mener han.

Han efterlyser, at de europæiske socialdemokrater står stærkere sammen og kræver en alternativ kurs i forhold til at komme ud af krisen. Det gælder først og fremmest regeringerne i Frankrig og Italien samt de tyske socialdemokrater, der sidder i regeringskoalition med Angela Merkel. ”Men der er ingen som for alvor har taget initiativ til at ændre ved den nuværende kurs”, mener Galbraith.

”Kun Syriza kan redde Grækenland”
James Galbraith vakte stor opsigt, da han for et par år siden i et debatindlæg i blandt andet New York Times skrev, at ”Kun Syriza kan redde Grækenland”. Indlægget blev skrevet sammen med en af hans bekendte, en økonom ved navn Yanis Varoufakis.

I januar vandt det venstreorienterede Syrizaparti en overbevisende valgsejr i Grækenland, og Yanis Varoufakis overtog posten som finansminister. Siden da har Galbraith ved flere lejligheder besøgt Grækenland for at rådgive den græske regering i forhold til at håndtere landets store økonomiske udfordringer.

Han fortæller, at han beundrer det politiske mod hos den græske regering, men slår samtidig fast, at det ikke er alle dele af Syrizas politik, han er enig i. Han mener dog, at partiet har fået en urimelig behandling i de europæiske medier, og at også de andre regeringsledere har forsømt at imødekomme grækerne på afgørende punkter.

Faktisk mener Galbraith, at Syriza har fremlagt et ”New deal”-lignende program for Grækenland, der vil løse landets problemer på en fornuftig måde. Et program der inden for en rimelig tidshorisont forholder sig til gældsafvikling, investeringer og udbygning af et socialt sikkerhedsnet for de mange, som er ramt af arbejdsløshed.

Hvordan det græske gældsdrama ender, tør Galbraith ikke spå om. Men med det kendskab han har til centrale folk i den græske regering, som Alexis Tsipras og Yanis Varoufakis, nægter han at tro på, at regeringen frivilligt kaster håndklædet i ringen og erklærer Grækenland statsbankerot. Men i sidste ende ligger løsningen hos Merkel og de andre centrale EU-ledere.