Men lad os i stedet se lidt på Christiania. Min inspiration er et citat fra Jyllands-Posten om begivenhederne på Christiania. Sagt af en mor til en teenagesøn:

”Vi har snart fået nok. Vi skal have kort snor i vores søn for at være sikre på, at han ikke havner i det forkerte selskab. Regeringen må gøre noget.”

Det er selvfølgelig fristende at ironisere over sammensætningen af fristad og krav om hjælp, men problemet er jo akut og hjerteskærende for den enkelte forældre, og det med at være en fristad har altid været en sandhed med modifikationer.

Socialistisk utopi

Fristaden begyndte som tyveri af offentlig ejendom for over 50 år siden, skønt stadens beboere med stor dygtighed har været i stand til at mobilisere en ukritisk presse og store dele af venstrefløjen, som fik våde drømme over denne socialistiske utopi.

Skiftende regeringer har foretrukket at købe sig til fred, og det er jo ikke sådan, at fristaden har brudt forbindelsen til hverken socialkontoret eller sundhedsvæsenet. Eller samfundets sociale problemer.

Nogle gange blev det lidt komisk. Jeg husker beboernes vrede over anlæggelsen af supercykelstien på Christiania. Den kamp var svær: Christiania imod cykler.  

Nedarvede privilegier. Den kender vi

Jeg kan såmænd godt forstå attraktionen ved at bo på Christiania. Et godt område i centrum, lave boligomkostninger, ikke så mange snærende bånd på kreativiteten, og man vælger selv, hvem der skal flytte ind.

Der synes at været en stor grad af omertà blandt Christianias beboere, hvor man ikke lufter det beskidte tøj i offentligheden, men fra tid til anden slipper der noget ud om klasseskellene i fristaden.

De gamle, som har gaflet sig eller bygget store penthouse-huse, de unge og nyankomne, som har problemer med at få plads.

Og skal christianitternes børn bare overtage forældrenes boliger og position. Nedarvede privilegier. Den kender vi.  

Andelstanken

Der er mange mindelser om en andelsforening. Ironi til trods, så er det lykkedes beboerne med en god portion idealisme og arbejdsindsats at få fristaden til at fungere.

Beboerne smed de hårde stoffer ud for mange år siden, og trods stadens betydelige grad af selvfedme har jeg faktisk respekt for Christianias beboere og både praksis og idealerne bag selvstyret.

Som tidligere formand for en andelsforening får jeg sved på panden og onde drømme, når jeg læser om stadens konsensusdemokrati og de endeløse forhandlinger. Respekt!

Nedsmeltning

Men nu er det så ved at nedsmelte. Elefanten i rummet har været Pusher Street, som ikke mindst de ældre beboere økonomisk og nostalgisk altid har været meget bundet til.

Problemerne omkring hashsalget er vokset og vokset, og nu viser det sig, at en del af Christianias unge er sølet ind i det.

Hvis vi tager de økonomiske briller på og glemmer det med idealismen, så er Pusher Street et godt eksempel på en økonomisk udvikling, når den rå monopolkapitalisme overtager markedet.

I starten er der en mængde små og amatøragtige aktører på markedet, og så rykker de store firmaer efterhånden ind og udrydder de andre.

Her lå Christiania?

I verden uden for Christiania er det Apple, Amazon og Google, på Christiania er det Loyal to Familia og Hells Angels.

Det fornuftigste for de to store ville være at etablere et behageligt duopol, hvor de sammen bestemmer pris og udbud, men noget er åbenbart gået galt med forhandlingerne.

Måske burde Pusher Streets historie skrives af en professor på CBS.

Nu skal staten træde til og række Christiania en hjælpende hånd. Boliger på Pusher Street? 

Med en lille tavle på muren: ”Her lå Pusher Street”.

Her lå Christiania?