Krisens årsager er følgende sammenfald af uheldige omstændigheder:

Danskerne lever længere, for manges vedkommende med godt helbred.

Der er fuld beskæftigelse.

Statskassen har overskud, og statsgælden er næsten forsvundet.

Betalingsbalancen har kolossale overskud måned efter måned, og udlandsgælden er erstattet af et stort tilgodehavende.

Konsekvensen er klar: Velfærdsstaten er truet, og vi skal arbejde mere for at redde den.

Mærkelige krisemeldinger

Jeg skal ikke trække ironien længere, men regeringens krisemeldinger er mærkelige at læse for en som mig, hvis formative år mellem 20 og 30 faldt i tiden efter den første oliekrise i 1973 med massearbejdsløshed, røde tal på statsbudgettet og betalingsbalancen, kriseforlig efter kriseforlig og Knud Heinesen, som advarede om den økonomiske afgrund.

Ærlig talt, en gåtur i nedslidte København i 1975, der så man krise!  

Der er så mange spørgsmål til Mette Frederiksens dundertaler om velfærdsstaten og arbejdet og nogle, men ikke alle, økonomers løftede pegefingre om truslen mod velfærdsstaten.

Der er en god opsummering af problemstillingen her.

Jeg synes faktisk, at folk arbejder meget i det her land

Først og fremmest er det et problem for fremtiden. Lige nu er der penge til at betale sundhedspersonale og plejepersonale for at blive i sektoren og arbejde mere.

Så lad os dog gøre det.

OK, måske ikke 29 millioner pr. sygeplejerske og pr. hjemmehjælper, som PensionDanmark havde råd til at give Torben Möger Pedersen for lang og tro tjeneste, men mindre kan vel også gøre det.  

Guden velfærdsstaten

Min modvilje er måske mest tankegangen bag regeringens udmeldinger, den instrumentalisering af os alle som arbejdskraft, der skal fodre guden velfærdsstaten.  

Jeg synes faktisk, at folk arbejder meget i det her land. Når jeg ser børnefamilierne, hvor begge forældre er på fuld tid, så har de ikke meget fritid.

Nok arbejder den individuelle dansker mindre end for 50 år siden, men familierne knokler. Det har i min optik en presset tilværelse. Der er nok en grund til, at fødselstallet falder.

Som en ekstra arbejdsopgave har Folketinget og digitaliseringsstyrelsen endog sørget for, at rigtig mange kan bruge fritiden på at ordne kontakt med bank, sundhedsvæsen og den offentlige sektor for de mange ældre og ordblinde, som ikke kan finde ud af NEMID, og som digitaliseringen har efterladt på stationen.

Er det egentlig så forfærdeligt, at danskerne får nogle gode år som pensionister? 

Jeg har nået alderen, hvor folk omkring mig går på pension, og det typiske er, at de er trætte. De er måske ikke fysisk nedslidte, men de orker ikke mere.

Er det egentlig så forfærdeligt, at danskerne får nogle gode år som pensionister? 

At de faktisk kan spille bold på stranden uden at det fremstilles som landsforræderi?

At arbejde mindre, at gå på pension, mens helbredet er nogenlunde godt, er faktisk et velfærdsgode.

Problem i stedet for triumf

Længere liv, fuld beskæftigelse, store pensionsopsparinger, bliver på besynderlig vis gjort til et problem. I stedet burde det ses som en triumf, en bekræftelse på samfundsordenens fornuft.  

Vi er mennesker, ikke velfærdsstatens fodsoldater og kanonføde. Mennesker træffer forskellige valg, og nogle vælger faktisk deltid med en tilsvarende lavere levestandard.

Nogle kan ikke arbejde 37 timer. Nogle bryder sig ikke om at aflevere deres et-årige baby i en institution.

Er det virkelig meningen, at svaret efter 300 års teknologiske fremskridt er, at det har vi ikke råd til. Og at eneste løsning er arbejd! arbejd!