Annonce

Oppe i tiden: Noget om Sverige og Danmark

Sverige har en storhed, man hverken finder i Danmark eller Norge. Men i 2022 blev 63 mennesker dræbt af skud i Sverige. Det går bedre i Danmark, eller gør det? Det skriver historiker Dan. H Andersen.
Foto: Colourbox
Sveriges hovedstad, Stockholm.
For en tre uger siden besøgte jeg verdens smukkeste by befolket med verdens smukkeste og rigeste mennesker. Stockholm – hvad ellers.

Jeg var inviteret som opponent ved et ph.d.-forsvar, hvilket altid er meget interessant.

Bagefter var der champagne med taler og smukke ord, og om aftenen festmiddag i Gamla Stan med endnu flere taler med smukke ord til doktoranden ledsaget af god mad og vin og overvåget af malerier af alvorlige mænd i admiralsuniform.

Hvem kan tvivle på, at Sverige er verdens bedste land?

De næste par dage gik jeg rundt i centrum, Vasamuseet, Nationalmuseet, nød den billige svenske krone. Jeg husker, da en svensk krone var 1,5 dansk krone. Dyrt, når man skulle over med Sundbusserne efter Marabou, O’Boy Chokoladepulver og Lundblads Kaffe.

Nu står en svensk krone i 65 øre. I Snabbtåget mod Malmø var der bistro med mad, kanelbullar, og kaffe med påtår.

Tankerne går til DSB og Intercitytogets usselhed, manden fra 7/11, som trasker frem og tilbage i toget med sin rygsæk med kaffedunk og slik og ligner en melankolsk vandbærer i en arabisk bazar.     

En særlig svensk storhed

Der er noget ved Sverige. En storhed, man hverken finder i Danmark eller Norge. En civilisatorisk selvsikkerhed og elegance. Måske er det arven fra imperietiden. Mellem 1561 og 1660 var Sverige i uafbrudt krig.

Man besejrede Rusland, Polen, Danmark og den tyske kejser. De svenske biblioteker, arkiver, museer og herregårde bugner af plyndringsgods. Den slags giver en selvsikkerhed, som et Danmark med 1864 og den tyske besættelse i baghovedet ikke har.  

Samme weekend, hvor jeg nød solen og synet i Stockholm, var der syv skudepisoder med to dræbte i Stockholms forstæder, hvilket er lidt over normalen, men ikke meget.

Nu er lugten af afbrændte biler og lyden af skud og bombeeksplosioner så gennemtrængende

I 2022 blev 63 mennesker dræbt af skud i Sverige, hvilket er europæisk rekord. Dertil kommer en stigende mængde bombeeksplosioner.

Man kan selvfølgelig som dansker godte sig over de svenske problemer. Så fik vi alligevel ret. Storebror Sverige bøjer sig i støvet og vil stramme op.

Vi slipper for flere debatindlæg i Politiken om den forfærdelige danske racisme. ”Se på hvor godt det går i Sverige!” 

Nu er lugten af afbrændte biler og lyden af skud og bombeeksplosioner så gennemtrængende, at den er hoppet over barrikaderne til de fine kvarterer i Stockholms centrum.

Meningskorridoren vender

Den svenske stat mobiliserer sine ressourcer og sender delegationer til Danmark for at se, hvordan vi gør. Flere betjente, hårdere straffe, mindre indvandring.

Den svenske supertanker skifter kurs. Meningskorridoren vender, det, som ikke måtte siges, bliver sagt. Nogle gange af de samme mennesker.  

Til sidst: En undersøgelse fra Rockwool Fonden offentliggjort i marts 2023. Der begås lige mange drab i Sverige og Danmark, omkring et pr. 100.000 indbyggere. Forskellen er, at mens skuddrab og andre bandedrab udgør 24 procent af drabene i Sverige, er tallet 11 procent i Danmark.

I Danmark udgjorde såkaldte partnerdrab, som typisk er mænd, som dræber kvinder, 23 procent af alle drab i Danmark

Men hvem myrder så i Danmark? 

I Danmark udgjorde såkaldte partnerdrab, som typisk er mænd, som dræber kvinder, 23 procent af alle drab i Danmark. I Sverige er tallet 17 procent.  

Måske skulle vi i Danmark i gang med at gøre noget ved det.

Dan H. Andersen er historiker og forfatter til en række anmelderroste værker, senest Store Nordiske Krig. 1-2. Han skriver faste klummer hver anden uge om dagens politik og samfund i Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Helt i orden at Dan H. A. er så imponeret af Sverige. De har tilsyneladende beværtet ham godt derovre. Men at han skal kloge sig på områder han ikke har forstand på, tyder på lidt indbildskhed.
Måske han skulle kigge lidt på statistikken hvilke mænd der dominere når der er tale om partnerdrab.
At svenskerne er fyldt med storhed, elegance og selvsikkerhed er Dan imponeret af. Afstanden fra Dans benovelse og til indbildskhed og opblæsthed er ikke ret stor.
Hvad han i øvrigt vil med sit svenske reklameindslag må stå hen i det uvisse. Men han håber helt sikkert på, at de inviterer ham igen.

Jeg er ret enig med Dan H. Andersen i hans syn på Sverige, men det jeg synes bedst om i Sverige, er at man kan se ud i verden, det er virkeligt en befrielse når man kommer fra Danmark, hvor man kun kan se indad, selv når man taler om ting i udlandet. Det både at have udsyn og indsyn, det er det der gør Sverige stort.

Tak for til Dan H. Andersen for opinionen.

Helt 100 procent imponeret over Sverige er han vel næppe.
Citat:
Storebror Sverige bøjer sig i støvet og vil stramme op.
Vi slipper for flere debatindlæg i Politiken om den forfærdelige danske racisme. ”Se på hvor godt det går i Sverige!”
Citat slut.

Og valutakursen på den svenske krone er vel heller ikke imponerende lige nu.
Eller måske alligevel - set med danske forbruger-øjne :-)

Hvis man gerne vil læse mere, hvor Dan H. Andersen nævner svenskerne, så kan jeg anbefale hans bog "Mandsmod og kongegunst", som jeg læste for mange år siden med stor interesse.

Det er en "biografi om Peter Wessel Tordenskiold", så her har vi både Norge, Danmark og Sverige.

Og Tordenskjold var i hvert tilfælde ikke imponeret over svenskerne.

Men det var jo i gamle dage, ligesom "Store Nordiske Krig".
At Sverige blev større, og Danmark-Norge blev mindre, kan vi takke nogle ikke-imponerende danske konger for.
Og en hård isvinter måske. - Vejret er jo ofte en god, men ikke altid imponerende undskyldning.

Heldigvis er naboskabet blevet meget bedre. Og vi kan også vinde i fodbold indimellem.

Og så er de danske kanelsnegle stort set altid bedre end de svenske kanelbullar, som sjældent er imponerende. Uanset hvor store de laver dem.

På den anden side kan kanelbullarna i de svenske tog jo (undtagelsesvis) snildt være i top :-)

Og påtår er en rigtig god ting.
Både på svensk - og på dansk.