Annonce

A på plakaten

Ikoniske plakater udstilles på Arbejdermuseet i anledning af Socialdemokratiets 150-års jubilæum
Den 10. juni åbner Arbejdermuseet udstillingen ‘A på plakaten’, som viser 34 ikoniske plakater, der udstilles i original.

Hertil kommer muligheden for at se 70 kopier og opleve yderligere hundredvis digitalt. Plakaterne er fra Arbejdermuseets enorme arkiv med over tusind forskellige alene fra Socialdemokratiet.

De ikoniske plakater udstilles i anledning af Socialdemokratiets 150-års jubilæum til efteråret.

I udstillingen vises både tidlige plakater fra plakatkunstens gyldne periode, hvor tidens største tegnere udformede plakaterne, frem mod de seneste årtiers masseproducerede politikerportrætter. Plakaterne er et vidnesbyrd om forskellige tiders ideer, værdier og paroler og afspejler partiets og samfundets udvikling. Og så fortæller de med deres motiver, sprog og æstetik historien om, hvordan partiet har ønsket at fremstille sig selv over for vælgerne.

Direktør for Arbejdermuseet, Søren Bak-Jensen siger:

Socialdemokratiets historie er på mange måder også hele det moderne Danmarks historie

“Socialdemokratiets historie er på mange måder også hele det moderne Danmarks historie. Og plakaterne er et møde med personer, emner og spørgsmål, der har været centrale for den brede befolkning i forskellige perioder i samfundsudviklingen. Plakaterne har været et vigtigt redskab til at forme billedet af Socialdemokratiet, og derfor er de oplagte til at fortælle om partiets 150-årige historie.”

Socialdemokratiet og den politiske plakat

Socialdemokratiet og den politiske plakat har en lang historie sammen, skriver Arbejdermuseet i en pressemeddelelse: 

“Socialdemokratiet er Danmarks første moderne masseparti. Lige fra Socialdemokratiets fødsel for snart 150 år siden har kommunikationen med vælgerne været en hjørnesten for partiet. Med egen presse, politisk agitation og bred oplysning skulle arbejderne, og senere den brede befolkning, vindes for sagen.”

Socialdemokratiet var, ifølge Arbejdermuseet, det første danske parti, der så potentialet i den politiske plakat:

Som nyt, moderne massemedie kunne plakaten levere et hurtigt budskab til byens vælgere

“Da den politiske plakat brød frem omkring år 1900, var det naturligt, at Socialdemokratiet som det første af partierne indså dens potentiale for at påvirke vælgerne. Som nyt, moderne massemedie kunne plakaten levere et hurtigt budskab til byens vælgere på vej til og fra arbejde. Den blev et vigtigt våben i kampen for politisk indflydelse. Socialdemokratiet stod fast på at ændre samfundet ad demokratisk vej. Det krævede stemmer, og plakaten gjorde det muligt at nå så mange som muligt med de politiske budskaber.”

150 år med arbejderbevægelse i Danmark

'A på Plakaten' er en del af Arbejdermuseets markering af arbejderbevægelsens 150-års jubilæum i 2021.

D. 15. oktober 2021 er selve jubilæumsdagen, hvor Louis Pio for 150 år siden stiftede Den Internationale Arbejderforening for Danmark.

Arbejdermuseet inviterer til den store jubilæumsfest på denne aften, hvor der også er Kulturnat. Her åbner den ny-restaurerede festsal igen med nye udstillinger, lydværk og historiefortælling om arbejdernes Forsamlingsbygning.

Hele jubilæumsåret fortæller Arbejdermuseet historier på de sociale medier om arbejderne, deres kampe, om organiseringen og fællesskabet, der har sat rammerne for vores velfærdssamfund.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet