Annonce

Knuth-familien giver Arbejdermuseet adgang til Sylvia-materiale

Efter forhandlinger er der nu landet en aftale mellem Arbejdermuseet og lensgreve til Knuthenborg Christoffer Knuth
Efter forhandlinger er der nu indgået en aftale mellem Arbejdermuseet og lensgreve til Knuthenborg, Christoffer Knuth.

Aftalen betyder, at Arbejdermuseet får adgang til Knuth-familiens historiske materiale om Sylvia Pio, datter af Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio.

Det erfarer Netavisen Pio.

Alle parter er tilfredse med den nu indgåede aftale, erfarer Pio.

Sylvia Pio løb i 1902 ind i lensgreve til Knuthenborg, Eggert Knuth, i USA. De to blev senere gift og fik to børn sammen. Ægteskabet holdt i omkring ti år. Det er baggrunden for at historisk materiale om Sylvia Pio befinder sig på godset Knuthenborg på Lolland.

Enestående materiale

Det materiale, som Arbejdermuseet nu får adgang til, er historisk enestående. Det fremgår af bogen “Sylvia Pio - en adelig socialist”, skrevet af historikeren Kristian Hvidt i 2009.

Kristian Hvidt fik i forbindelse med arbejdet med bogen adgang til materialet, blandt andet en række breve, som Sylvia Pio skrev til fremtrædende personligheder i ind- og udland, herunder den mangeårige socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning og Edvard Brandes. Og de skrev tilbage til hende.

Anmelder Poul Porskær Poulsen skriver om biografien i en anmeldelse på historie-online.dk:

“Sylvia skrev godt og indholdsrigt – og overraskende godt dansk. Dette er i sig selv bemærkelsesværdigt, eftersom hun jo helt var vokset op med engelsk og ikke havde beskæftiget sig meget med det danske sprog, inden hun kom til Danmark i forbindelse med sit bryllup. Men brevskrivning på dansk (og naturligvis engelsk) beherskede hun til fuldkommenhed."

Og videre:

"Dette enestående materiale har sat Hvidt i stand til at skrive sin bog, og dermed også komme relativt tæt på den fascinerende dame. Det er der kommet en god bog ud af.”

Sylvia Pio

Holdt ikke aftalte

Efter Sylvia Pio's død i 1932 blev hendes historiske materiale overdraget til Arbejdermuseet, men det blev udlånt til familien Knuth i forbindelse med en bobehandling. I strid med aftalen blev materialet aldrig leveret tilbage til museet, som vedvarende gennem de forløbne næsten 90 år har gjort krav på materialet adskillige gange. Hidtil uden held.

Netavisen Pio har gennem måneder forsøgt at få Christoffer Knuth til at svare på, hvorfor han og slægten ikke vil foranledige, at Arbejdermuseet får adgang til materialet. Netavisen Pio har også været i kontakt med folketingsmedlem for de konservative, Marcus Knuth, der er lillebror til Christoffer Knuth, for at høre til hans syn på sagen, men han har afvist at have noget som helst ansvar i sagen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet