Berlingskes politiske analytiker Bent Winther mødes af “en hønserøv af snerpethed” når han tænder for DRs populære satiremagasin ‘Tæt på Sandheden’ med komikeren Jonatan Spang.

Programmet, der er en aftapning af amerikanske Jon Stewarts ‘Daily Show’ fremstiller nemlig ret konsekvent politikerne som korrupte idioter, der undergraver retsstaten og rager til sig på fællesskabets bekostning.

Tonen er moraliserende og mavesur som en højlydt bodega-bøvs.

Er satiren usjov eller doven?

Er det sjovt? Ikke ifølge Bent Winther og med sikkerhed ikke hvis man spørger de mange politikere, der offentligt, og til baggrund, bakker op om kritikken.

Personligt morer jeg mig storartet og glæder mig over det eneste vellykkede DR-satirekoncept i evigheder.

Men først og fremmest finder jeg satiren doven. DR har uanende mængder penge og kan hyre de bedste manuskriptforfattere. Alligevel får vi alt for ofte venstrehåndsarbejde, der taler til laveste fællesnævner.

Bent Winther lever som kommentator selv af at udlægge politikernes motiver uden nåde og chance for genmæle

I al beskedenhed mener jeg, at selv om jeg som satiriker også legede med lignende politiker-fordomme på hedengangne RokokoPosten, så var niveauet højere.

Højere standarder for komikere end journalister og politikere?

Når jeg alligevel tager Jonatan Spang og holdet bag ‘Tæt på Sandheden’ i forsvar, så er det fordi, jeg synes, det er underligt at stille højere krav til komikere, end vi gør til journaliststanden og politikerne selv.

Bent Winther lever som kommentator selv af at udlægge politikernes motiver uden nåde og chance for genmæle. Hans avis Berlingske har over de sidste år specialiseret sig i aggressiv højreorienteret råbejournalistik.

I avisens ledere og opinionsstof ophæves spekulationer og påstande til bærende vinkler, mens konspirationsteorierne og totalitarismeanklagerne fyger til venstre. Ikke til højre.

Politikerne tror det værste om hinandens motiver

Og hvad med politikerne selv? Når de skal udlægge hinandens motiver, så handler det uvægerligt om magtfuldkommenhed, magtmisbrug og om at sælge principper for ministerbiler.

Derved fodrer magthaverne den foragt, de beklager sig over. I deres iver efter at score politiske point, bidrager de ubetænksomt til et negativt billede af deres eget erhverv.

Selvfølgelig skal politisk satire gøre ondt

Denne selvforstærkende cyklus af politikerlede er trist. Den underminerer troen på, at politikere arbejder for borgernes bedste, og den ignorerer den idealisme, som faktisk motiverer mange.

Konsekvenserne af denne konstante nedgørelse er ikke kun et abstrakt problem.

Begivenheder som mordet på Jo Cox i Storbritannien, overfald på Pia Kjærsgaard eller  Morten Bødskov eller Morten Messerschmidts lillebror illustrerer, hvor farlig en udbredt vrede mod politikere kan være.

DRs dovne satirikere holder bare et spejl op for politikerne

Selvfølgelig skal politisk satire gøre ondt. Og der findes også politikere, der kun er motiveret af egen vinding (vi kigger på dig, Løkke).

Men der er en balancegang mellem sund og skarp lud og destruktivt selvhad.

Vi i medierne skal også bære en del af ansvaret. Vi er hurtige til at dømme og langsomme til at anerkende.

Det er nemt at falde for den populistiske retorik, der maler alle politikere som magtbegærlige og korrupte

Men i Jonatan Spangs tilfælde er der bare tale om, at han holder et spejl op for politikerne selv. Den forvrængede karikatur der kigger tilbage er ikke skabt af medierne.

Det er nemt at falde for den populistiske retorik, der maler alle politikere som magtbegærlige og korrupte.

I medierne kaldes det “magtkritik”, at regne magthavere for skyldige, indtil andet er bevist.

Hvis politikerne er utilfredse med den fremstilling, så kunne de starte med at lade være med at bidrage til den.