Renovering af politibetjents lejlighed efterforskes

Sag om påstået sort totalrenovering af politbetjents lejlighed indberettet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed af Københavns Politi
Sagen om påstået sort totalrenovering af en politibetjents lejlighed på Frederiksberg, som indgik i DR dokumentaren, "Slaverne i byggebranchen", er indberettet af Københavns Politi til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Det oplyser Københavns Politis presseafdeling til Netavisen Pio.

Københavns Politi oplyser i en mail, at sagen blev indberettet til DUP foråret 2018. Af samme grund henviser Københavns Polti til DUP for yderligere kommentarer.

DUP kunne onsdag ikke oplyse nærmere om sagens behandling hos DUP, men vil vende tilbage med svar snarest.

Det fremgik af DR dokumentaren at to rumænske byggearbejdere, som Center for Menneskehandel, vurderer har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde, totalrenoverede lejligheden gennem tre uger, hvor de også overnattede i lejligheden.

De rumænske arbejdere blev lovet 500 kroner om dagen, men modtog i stedet 3.500 kroner for en måneds arbejde - sort - i den tid de abejdede for Byg & Bolig Enterprise i Holbæk - og firmaets underleveandør Akk Byg under ledelse af Alen Kapetanovic og Thomas Knudsen.

De to rumænere har ingen ansættelseskontrakt, fremgår det af TV-dokumentaren.

Betjent benægter alt

Politibetjenten bekræftede tidligere på ugen over for Fagbladet 3F, at han ejer lejligheden og at han er politibetjent.

Han benægter derimod at kende noget som helst til sort arbejde.

"Det slog mig overhovedet ikke, at tingene ikke var i orden. Hvis de havde levet under så kummerlige forhold (som du siger, red.), var de da blevet i deres hjemland og ikke kommet til Danmark. Så nej, det har ikke strejfet mig, at tingene ikke skulle være i orden," siger politibetjenten til Fagbladet 3F.

"På et tidspunkt fik jeg 12.000 kroner kontant af politibetjenten, som jeg skulle give til vores chef Alen Kapetanovic. Politibetjenten kiggede også til os flere gange om dagen for at se, hvor langt vi var nået med renoveringen, siger den ene af de rumænske byggearbejdere, Ionut Ioan, til Fagbladet 3F.

Politibetjenten bekræfter over for Fagbladet 3F at have benyttet sig af den bosniske entreprenør Alen Kapetanovics firma til renoveringen af lejligheden. Betjenten vil dog ikke fortælle, hvordan han har fået kontakten, eller hvor meget renoveringen i alt har kostet ham. Han afviser al tale om sort arbejde:

Vil ikke fremvise regning og kvittering

"Jeg har bestemt ikke betalt kontant for renoveringen. Jeg har en regning. Nu vil jeg altså ikke være med i det her mere. Det er træls, at I kommer så mange måneder efter og stiller spørgsmål," siger politibetjenten, der nægter at fremvise faktura eller kvittering.

Politibetjenten oplyser over for Fagbladet 3F, at han aldrig er blevet afhørt i forbindelse med sagen.

Netavisen Pio har spurgt Købehavns Politi, hvilken politik man har i forhold til ansatte og sort arbejde - og om det er tilladt som ansat i Københavns politi at hyre håndværkere "sort".

Københavns Politi har ikke besvaret spørgsmålene.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis vi vil have begrænset slavearbejde, så må vi stille krav om dokumentation.
Ejeren SKAL kunne fremvise skriftligt bevis for omfang og pris på arbejdet.
Entreprenøren SKAL kunne fremvise skriftlig aftale for løn og arbejdsvilkår, også for evt. underleverandører.

Annonce