Reportage: Et smut forbi Copenhagen Comics

Den årlige tegneseriefestival, der afholdes i Øksnehallen i København er et tilløbsstykke, og det forstår man godt. Freddy Hagen har været på jagt efter tegneserier for voksne litterater.
Foto: Freddy Hagen
Indkøbte tegneserier ved årets Copenhagen Comics.
I pinsen frekventerede jeg Copenhagen Comics for første gang. Tegneserier har for mig været et lukket land gennem mange år, også selvom jeg nok har haft en mistanke om, at jeg gik glip af noget.

Der er bare det ved det, at jeg i grunden hader Marvel og superhelte, og at disse ikoniske figurer er så dominerende på markedet, selv i den store butik, Faraos Cigarer, der ellers ofte har lokket, hver gang jeg er gået forbi deres butikker.

Lad mig først lige slå fast, at jeg har haft interesse for enkelte dele af tegneserieverdenen, for eksempel den berømte kulttegner, Robert Crumb og enkelte andre, der i virkeligheden mest er rettet imod et mere voksent publikum.

Men det er jo ikke ligefrem det, der fylder mest, og jeg forestiller mig heller ikke, at det er sådan noget, jeg vil gå efter til denne festival, hvor jeg gerne skulle have udvidet min horisont.

Og nu skulle det være. Det er tid til at få lidt indblik i, hvad der rører sig i den del af den kreative verden.

Udklædning

Det første, der falder en i øjnene på denne festival, er helt klart de mange cosplays. Fænomenet, der går ud på, at man klæder sig ud som en superhelt, en mangafigur eller en zombie, lever åbenlyst i bedste velgående, for her er der rigtig mange, både voksne og unge, udklædte mennesker.

Det er helt klart et ekstra krydderi, og uden dem ville Øksnehallen nok mest af alt fremstå som en salgsmesse, og ikke så meget som et event.

Og selvom de fleste voksne, der er udklædt, nok er tilknyttet teamet, der står bag selve festivalen, mærker man tydeligt, at de mange unge udklædte er her, fordi det faktisk synes at det er rigtig sjovt, og nok også en form for fællesskab.

Men det var også her, jeg første gang fik gang i Dankortet

Men jeg var på en mission. Jeg skulle forsøge at få et overblik over dette brogede marked. Jeg var kommet tidligt, og derfor var det egentlig ikke mængden af besøgende, der forvirrede.

Derimod er tegneserier så farverige og brogede, at jeg hurtigt mister fornemmelsen for at kunne se forskelle.

Så jeg begyndte i Faraos Cigarer-stand, der også var klart den største på messen. Det er også Danmarks største tegneseriebutik.

Her kunne man købe alle klassikerne, og det var tydeligt, at der her var tale om omsætningen. Men det var også her, jeg første gang fik gang i Dankortet.

På sporet

Jeg valgte at købe første bind af den danske oversættelse af den amerikanske succestegneserie ‘The Walking Dead'. Jeg har i årevis været fan af AMCs tv-serie af samme navn, der er blevet til efter tegneserien.

Man kan næppe overdrive seriens succes, der flere gange har sat nye rekorder for seertal og som den mest streamede serie nogensinde.

Den postapokalyptiske fortælling løb over tv-skærmene i 12 år, og kvaliteten var - ærlig talt - meget svingende. Men den har overlevet alligevel, med et utal af andre serier, der er udsprunget af den originale.  

I tegneserien og i de første mange sæsoner af ‘The Walking Dead’ følger vi politimanden Rick Grimes, der forsøger at overleve et massivt zombieangreb i USA.

Jeg var på sporet af det, som jeg søgte efter: Et format, der var lige dele litteratur og illustration

Det ekstremt fascinerende ved seriens koncept er, at den ikke er morsom/ironisk, ligesom de fleste nyere film og serier om zombier, men derimod mere bygger på en idé om, hvad der vil ske med mennesker, hvis deres civilisation bryder sammen.

Forfatteren bag tegneserien hedder Robert Kirkman, og tegningerne i første bind er begået af Tony Moore. Da jeg læste den, var jeg positivt overrasket over hvorledes tekst og billede faktisk fungerer fremragende, selvom teksten fylder en hel del.   

Jeg var på sporet af det, som jeg søgte efter: Et format, der var lige dele litteratur og illustration, men hvor ingen af delene ville fungere uden den anden. Problemet var bare det, at der her er tale om en tegneserie, der ikke er ny.

Men et eller andet sted skal man jo begynde.

Danske tegnere

Ved en stand træf jeg tegneren Lars Kramhøft. Han er ansat på Dagbladet Information, hvor han laver striber med titlen Byens Lys. Sidste år udgav han tegneserien ‘Husvild’, som jeg anmeldte her. 

Det blev til en positiv anmeldelse, fordi dens tema om working poor var relevant, og fordi Kramhøft formår at skildre med humor og empati.

Festivalen handler også rigtig meget om Talks, og jeg stod og lyttede lidt til et panel, hvor blandt andet tegneren Thomas Thorhauge var med.

Han er især blevet kendt for sit arbejde for Politiken, hvor han siden 2020 har tegnet for Ibyen-tillægget. Disse stemningsfulde københavnertegninger er ikke sådan at glemme igen, når man først har set et par stykker af dem.

For øvrigt blev årets Ping-pris som bedste bladtegner givet til Stine Spedsbjerg, der leverer striber til Politikens bagside

Og når nu vi har taget hul på de danske tegnere, så var det også en stor oplevelse at støde på Christian Skovgaard, der sad og signerede tryk.

Illustrationerne stammer fra hans tegneserieroman, ‘Efter København’, der udkom i 2022. En lille plakat af Thorhauge, hængende ved siden af en plakat af Christian Skovgaard, ville pryde enhver væg.

For øvrigt blev årets Ping-pris som bedste bladtegner givet til Stine Spedsbjerg, der leverer striber til Politikens bagside, under titlen ‘Vox Populi’.

Horror og splatter

Mere undergrund er nok kollektiv-projektet omkring serien, ‘Videovold’, som Forlaget Afkom står bag. Jeg kender ikke meget til forlaget, men er ind imellem stødt på opslag på Facebook omkring deres mange, vanvittige projekter, der altid virker interessante.

Tegneserierne er horror og splatter, og det er heller ikke tilfældigt, at forlaget hvert år har en bod på metalfestivalen Copenhell.

Videovold er små tegneserie-striber, der er bygget over nostalgien fra dengang, hvor man lejede VHS-bånd, og så Pulp-agtige horror-, splatter- og gyserfilm af alle afarter.

Det er som at læse om sin egen opvækst, og folkene bag minder mig om svundne tider i videobutikkerne

Derfor var det også en stor glæde for mig, at jeg fik tiltusket mig et anmeldereksemplar, og ja, de små fortællinger er både underholdende og nostalgisk læsning, og bestemt ikke uden kreativitet og humor.

I det mindste kan dette forlag fange mig grundet min alder. Det er som at læse om sin egen opvækst, og folkene bag minder mig om svundne tider i videobutikkerne, men også i Ungdomshuset, om punk, heavy metal og firsernes underlige, opsplittede og interne ungdomsoprør.

Tegneserier for voksne litterater

Jeg havde dog endnu ikke fundet noget, der for alvor faldt i min smag. Illustrationer var der masser af, og jeg kunne snildt have købt mig fattig bare ved at rive ned af hylderne med disse.

Men jeg savnede suset ala det, som jeg fik, dengang jeg studerede filosofi på universitetet i Firenze, og øvede mig på italiensk ved at læse Hugo Pratts ‘Corto Maltese’.

Denne tegneserie, der godt kan betegnes som selve udspringet for en art tegneserier, der er rettet mod en mere moden del af læserne, er bare unik og klart en klassiker.

Dette er tegneseriekunst i verdensklasse

Men så var det, at jeg stødte på Forlaget UMPFFs bod, hvor jeg blandt andet faldt over José-Luis Munueras tegneserieudgave af Herman Melvilles novelle, ‘Bartleby, skriveren. En historie fra Wall Street’. En hurtigt gennembladring overbeviste mig om, at det ville være et godt køb.

Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det er en rent ud sagt mageløs tegneserie, og i mangel af bedre, vil jeg hævde, at den netop har noget kafkasks over sig.

Selvom tegneserien ikke stringent følger Melvilles novelle, der bedst kan beskrives som en hybrid mellem Kafka og Beckett, blot skrevet meget tidligere, så har den bevaret dette mystiske, melankolske og litterært ubeskrivelige, der kendetegner originalen.

Og tegningerne er virkelig gode, ja, helt igennem kunstneriske og smukke som bare fanden. Dette er tegneseriekunst i verdensklasse, og det er samtidig en genre og en type, der helt falder i min smag. Figurerne og skildringen af New York i slutningen af det nittende århundrede er bare et univers i sig selv.

Illustration fra José-Luis Munueras Bartleby, Skriveren. Forlaget UMPFF, 2022. Foto: Freddy Hagen

Et andet helt store scoop var indkøb af Benoît Sokals og Francois Schuitens ‘Aquarica’ i to smukke bind. Bindene er lige udkommet på forlaget E-Voke.

Jeg forsøgte faktisk at tiltuske mig dem som anmeldereksemplarer, men forlagets direktør forklarede mig, at han bestemt ikke regnede med, at sådanne anmeldelser ville fremme salget.

Fair nok. Det er måske også sandt nok. Selv har jeg undret mig over, hvorfor jeg ikke selv er stødt på en lind strøm af henvisninger og anmeldelser af tegneserier.

Jeg kan godt forestille mig, at jeg bare har overset sådanne i den store, brede og evigt midtsøgende mediestrøm.

Men jeg har også indtryk af, at mainstream-medierne ikke gør det helt store, ligesom de heller ikke gør meget for dækning af det kulturelle generelt.

Det er et stort problem, at dækning af det kulturelle er blevet så rigidt og derfor misser så meget godt. Det er ikke et problem, som jeg kan løse, men jeg kan i det mindste forsøge at brede feltet lidt ud.

Et utal af referencer

Derfor indkøbte jeg skam også de to bind, og krydser nu fingre for, at redaktionen dækker mine omkostninger (det skal nu nok lykkes).

Jeg kender til Francois Schuiten gennem hans samarbejde med vennen, Benoît Peeters, der sammen udgav serien ‘Hemmelighedsfulde byer'.

Det helt særlige ved denne mesterlige tegneserie er, at den er lige dele arkitekturhistorie, Jules Verne-inspireret og så med et utal af referencer til Kafka og mange, mange andre.

Alle tre tegnere er belgiere, og det virker som om, at de har fundet en helt særegen stil, der på mange måder er inspireret delvist af fransk art nouveau. Tegneren og computerspildesigneren Benoît Sokal har tegnet det meste af ‘Aquarica’, og Francois Schuiten har skrevet historien.

Det er et Jules Verne-præget univers, med mange referencer til alt muligt, lige fra Biblen, Homers Odysseen, Melvilles Moby Dick og meget mere

I virkeligheden var drømmen at det skulle ende med at blive til en animationsfilm, men gennem mere end tyve år, hvor de sammen udviklede fortællingen, ændrede den hele tiden form og præmisser, og det endte desværre med, at Benoît Sokal døde under udfærdigelsen.

Derfor ender ‘Aquarica’ også med en smuk nekrolog skrevet af Francois Schuiten til vennen, ligesom slutningen på selve historien er tegnet af ham.

‘Aquarica’ er ligesom kronen på værket på min tur til Copenhagen Comics. Det er indbegrebet af alt det, jeg holder af ved tegneserier.

Det er et Jules Verne-præget univers, med mange referencer til alt muligt, lige fra Biblen, Homers Odysseen, Melvilles Moby Dick og meget mere.

Det er smukke, indtagende tegninger, og historien er præcis ‘litterær’ nok til at underholde, uden at overdøve illustrationerne.

Populært

Det var en god strategi at dukke tidligt op på festivalen. Det gav mig trods alt en lille time til at kunne bevæge mig rundt fra bod til bod, og nyde de mange præsenterede tegneserier og illustrationer, uden at drukne i den menneskemængde, der senere væltede ud over hele hallen.

For Copenhagen Comics er virkelig et tilløbsstykke, og det forstår man i grunden godt. Det er Danmarks største tegneseriefestival, og der er virkelig noget for enhver smag.

Og det er stærkt positivt at kunne konstatere, at Marvel og de andre helt store, internationale spillere ikke har alles interesse. Langt fra, faktisk.

Alle de små forlag, der pibler op med alle deres særegne projekter, der sprudler af original kreativitet, synes at blomstre på denne festival. Og det kan man jo kun glæde sig over.

Tegneserier er dyre, men det er dælme også fine sager, og kvaliteten på mange af dem, jeg valgte at købe, er bare i top

Jeg er blevet meget klogere af at besøge denne festival. Jeg har endnu ikke fået det forkromede overblik over denne sprudlende genre, som tegneserien som medium er, og selvom jeg godt bemærkede, at der udkommer mange feministiske tegneserier, og at Gyldendal for eksempel også er begyndt at udgive tegneserie-udgaver af danske litterære klassikere, så er det nok ikke i den retning, som jeg selv ønsker at bevæge mig.

Jeg fandt det, jeg higede efter, og det fremstår, ærlig talt, som en uudtømmelig kilde til underholdning af særdeles høj kvalitet, men selvsagt er det også en meget stor byrde for ens slunkne pengepung.

Det er der jo ikke noget at gøre ved. Tegneserier er dyre, men det er dælme også fine sager, og kvaliteten på mange af dem, jeg valgte at købe, er bare i top.

Så mon ikke, at jeg alligevel fremover vil finde en mønt, her og der til indkøb af endnu flere tegneserier? 

Jeg tror det!

 

Copenhagen Comic er en årlig tegneseriefestival, der afholdes i Øksnehallen. Den årlige festival er lige afsluttet i denne weekend.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Annonce