Annonce

S: Venstre lyver om vores skattepolitik

V hævder i annonce, at Socialdemokratiet vil sætte skatten op eller måske sætte skatten op på ni udvalgte områder – men i syv af ni tilfælde passer det ikke, siger Dan Jørgensen.
Ifølge Socialdemokratiet er ny annoncekampagne fra Venstre grebet ud af den blå luft.

”Skattestop eller skattehop”, spørger Venstre i annoncen, som er indrykket i en række dagblade og lagt på de sociale medier. ”Skattestoppet” er skrevet i blåt og gengiver Venstres politik – inklusive det nye skattestop, som Venstre lancerede søndag under et møde for Venstres folketingskandidater på Bella Center i København.

”Skattehoppet” er skrevet med rødt og hævder at gengive Socialdemokratiets skattepolitik. Her nævner Venstre ni områder, hvor Socialdemokratietangiveligt vil sætte skatten op – eller måske sætte skatten op.

Ifølge Socialdemokratiets Dan Jørgensen er V-annoncen det rene bluff:

De griber ting ud af den blå luft

”De (Venstre, red.) griber ting ud af den blå luft og nævner en masse skatter, som vi slet ikke har tænkt os at hæve,” siger Dan Jørgensen til TV 2.

S: Her er fakta

Dan Jørgensen har for TV2 gennemgået V-annoncen punkt for punkt. Syv ud af ni V-påstande er lodret forkerte. På to områder – højere skat på danske familievirksomheder og højere aktieskat – er det korrekt, at Socialdemokratiet vil hæve skatten:

  • "Skat på firmabetalt mobiltelefon" - Nej, S vil ikke hæve skatten, men fastholde den, hvor den er i dag. Partiet vil dog ikke sænke den, som Venstre vil, siger Dan Jørgensen.
  • "Licensen genindføres?" - Nej, det passer ikke, siger Dan Jørgensen.
  • "Iværksætterskat" - Nej, det passer ikke, siger Dan Jørgensen.
  • "Højere skat på arbejde?" - Nej, det passer ikke, siger Dan Jørgensen.
  • "Højere registreringsafgift på biler?" - Nej, det passer ikke, siger Dan Jørgensen.
  • "Højere skat på danske familievirksomheder" - Ja. Ifølge Dan Jørgensen vil en S-regering tilbagerulle den skatterabat, som regeringen har indført på arveafgiften for familieejede virksomheder.
  • "Højere aktieskat" - Ja. Ifølge Dan Jørgensen vil en S-regering hæve skatter for den finansielle sektor og for de to procent, der tjener mest på aktier.
  • "Højere skat på pensionsopsparing?" - Nej, det passer ikke, siger Dan Jørgensen.
  • "Balanceskat = dyrere boliglån" - Nej, det passer ikke, siger Dan Jørgensen.

Sådan vil S og V ændre skatter

På skatteområdet vil S rette fokus mod bankerne, den finansielle sektor og de personer, der tjener mest på aktiehandel. Her vil S, ifølge Dan Jørgensen, finde tre milliarder kroner om året, der skal være med til at finansiere partiets plan for tidligere pension for nedslidte.

Socialdemokratiet vil desuden tilbagerulle regeringens sænkningaf arveafgiften ved generationsskifte af familieejede virksomheder. I 2017 blev den reduceret fra 15 til 5 procent.

Socialdemokratiet vil omlægge arveafgiften således, at det afgiftsfrie beløb hæves fra 280.000 kroner til 500.000 kroner. Til gengæld skal folk, der arver mere end tre millioner kroner, betale en højere afgift end i dag.

Socialdemokratiet vil desuden gå til valg på at indkræve miljøafgifter på plastik og indsæt de miljøskadelige ftalater med omkring 300 millioner kroner.

Dan Jørgensen nævner desuden, at Socialdemokratiet går ind for en beskatning af tech-giganter via en ny omsætningsafgift. Tech-giganterne som Facebook, Google og Apple slipper i dag i stort omfang for at betale selskabsskat.

Regeringen – ved finansminister Kristian Jensen (V) – nedstemte så sent som i marts en sådan skat i EU’s Ministerråd sammen med Irland, Sverige og Finland. På det seneste har skatteminister Karsten Lauritzen (V) dog ladet forstå, at en tech-skat alligevel "kan blive nødvendig”.

Venstres skattestop har en række undtagelser. Allerede aftalte skattestigninger er således undtaget, f.eks. de aftalte stigninger på bolig-området. Tobaks-området og tech-området er også undtaget V-skattestoppet.

 Lauritzen: ”Man kan diskutere retorikken”

Skatteminister Karsten Lauritzen fra Venstre afviser over for TV 2 anklagen om, at V-annoncen med de ni mulige skattestigninger er misvisende:

Så kan man diskutere retorikken og nogle af de spørgsmålstegn, der er i annoncen

”Det er ikke forkert, at vi går til valg på et skattestop, og de går til valg på, at nogle skatter skal stige. Så kan man diskutere retorikken og nogle af de spørgsmålstegn, der er i annoncen,” siger skatteministeren.

De to øvrige regeringspartier, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, går til valg på skattelettelser.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

ganske pinligt

Annonce