Annonce

Skat med mavepuster til Wolt: Bude er lønmodtagere

Skattestyrelsen slår fast, at Wolt-bude er at betragte som lønmodtagere. 3F opfordrer til at indgå overenskomst.
Foto: Wolt
Wolt-cykelbud
Skattestyrelsen har efter en fire år lang proces frem og tilbage med Wolt, nu endelig sat to streger under resultatet: Wolt-budene er ikke selvstændige, og skal betragtes som lønmodtagere.

Det skriver Berlingske, som Wolt har givet adgang til den fortrolige afgørelse.

Kan bane vej for overenskomst 

I første omgang betyder det, at Wolt skal betale arbejdsmarkedsbidrag og A-skat på vegne af deres bude, og at det ikke længere vil være muligt for budene at registrere sig som enkeltmandsvirksomhed.

Dette er ifølge virksomheden ikke det store problem for dem. Hele humlen ligger i, at beslutningen fra Skattestyrelsen kan danne grobund for, at Wolt vil blive afkrævet at ansætte budene og tegne overenskomst, der inkluderer feriepenge, pension og sygedagpenge.

Det frygter virksomheden ifølge Berlingske. 

3F: Vi kalder dem ansatte

Nogle, som ikke frygter, at Wolt-budene kommer på overenskomst, er fagforbundet 3F.

”Jeg er ikke overrasket over afgørelsen. Vi har hele tiden haft den opfattelse, at Wolts bude er lønmodtagere og ikke selvstændige. Det bekræfter Skattestyrelsen nu endnu engang. Jeg vil se frem til, at andre kommer frem til samme konklusion som Skat”, siger Karsten John Kristensen, forhandlingssekretær i 3F Transport, til Netavisen Pio og tilføjer:

Vi kommer selvfølgelig fortsat til at arbejde for at få Wolt til at tage arbejdsgiveransvar og får en overenskomst

”Afgørelsen bekræfter endnu engang det ansvar, Wolt har over for dem, de kalder partnere, og vi kalder ansatte. Vi kommer selvfølgelig fortsat til at arbejde for at få Wolt til at tage arbejdsgiveransvar og får en overenskomst”.

Wolt kom til Danmark i 2017. De har fået kritik for deres arbejdsforhold, hvilket har ledt til strejke og utilfredshed blandt budene.

I 3F har man længe ønsket, at Wolt indgår overenskomst med fagforbundet.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet