Socialordfører: Vores børn har ret til at blive taget alvorligt 

Intet sted i det danske samfund vejer den sociale arv tungere end blandt dem, der har været anbragt.
Foto: Colourbox
Barndommen giver os allesammen sår. Sår, der ikke altid heller rigtigt, og som efterlader ar. Desværre følger utryghed og frygt med for mange ind i voksenlivet. I det tilfælde ændres opgaven fra at ønske sig det anderledes til at lære at leve med det.

Men det er lettere sagt end gjort. Nogle gange bliver arrene en barriere for menneskelige relationer, og på den måde kan barndommens sår komme til at definere et voksenliv i alle dets afkroge.

34 procent af Danmarks unge hjemløse har været anbragt udenfor hjemmet

I dag ved vi, at 25 procent af de børn, der bliver anbragt udenfor hjemmet, ikke gør folkeskolen færdig. 34 procent af Danmarks unge hjemløse har været anbragt udenfor hjemmet i løbet af deres barndom. 21 procent af lederne på danske opholdssteder for børn og unge fortæller, at de har haft problemer med mindreårige, som sælger nøgenbilleder eller prostituere sig.

Høj ledighed, psykisk sygdom, misbrug - voksne, der har været anbragt, er overrepræsenterede i statistikkerne. Intet sted i det danske samfund vejer den sociale arv tungere end blandt dem, der har været anbragt.

De mindst dårlige

Konfronteret med sådanne fakta kan det være svært at kapere, at alternativet i mange af disse tilfælde - at lade børnene vokse op hos deres forældre - var meget værre. Det dilemma tager regeringen nu kampen op med ved at muliggøre flere, tidligere og bedre anbringelser.

Vi kan ikke lade Nick eller Sofie i stikken, fordi anbringelser er dyre

Samtidig må økonomisk styring vige for det væsentlige; budgethensyn styrer i dag i alt for høj grad prioriteringerne i de enkelte sager. Den kvalitative faglighed er simpelthen nødt til at vise vejen - vi kan ikke lade Nick eller Sofie i stikken, fordi anbringelser er dyre.

Både unge og voksne tidligere anbragte giver igen og igen udtryk for magtesløshed i deres barndom. De bliver anbragt, så anstrenger mor og far sig, og så de skal tilbage igen indtil det går galt næste gang - alt for ofte, fordi budgetterne har det sidste ord; ikke fordi det tjener barnets tarv. Hver gang vokser klumpen i børnenes maver, men de skal afsted. Det er jo deres forældres ret.

Hvad med børnenes ret? 

Loven siger at børnene skal inddrages i forbindelse med anbringelser. Kommunen skal have en samtale med barnet inden afgørelsen, hvor den konkrete foranstaltning, der overvejes, skal fremlægges. Desværre viser Ankestyrelsens undersøgelser af kommunernes sagsbehandling, at kommunerne i at for ringe grad formår at overholde lovgivningen. Kun i 56 procent af de undersøgte børnesager blev loven om inddragelse overholdt.

Kun i 56 procent af de undersøgte børnesager blev loven om inddragelse overholdt

Selv når man tager højde for de akutte tilfælde, hvor der ikke er tid, eller hvor fysisk eller psykisk handicap umuliggør en dialog, så er det uacceptabelt, at 44 procent af vores udsatte børn og unge i undersøgelsen ikke har får mulighed for at forberede sig på den totale omvæltning, inden deres tilværelser forandres markant.

Denne manglende inddragelse betyder i forening med den skyld og skam, som mange udsatte børn og unge føler i forvejen, at afgørelsen om anbringelse ofte opfattes som en straf: “Hvis bare jeg havde været bedre til at gøre rent, købe ind og lave mad for min mor, var mig og min søster ikke blevet fjernet...”

Fjernet - men da vel ikke glemt?       

Ordet ‘fjernet’ er i sig selv voldsomt. Og processen i forbindelse med anbringelser er om noget også ganske forfærdeligt og smertefuldt - ikke mindst for de uskyldige børn.

Kommunen skal efter tre måneder og seks måneder følge op på anbringelserne for at vurdere, om indsatsen skal justeres. Og når anbringelser netop er så indgribende over for såvel forældre som børn, er det hjerteskærende, at Ankestyrelsens undersøgelser viser, at der ikke bliver fulgt ordentlig op. Kun i 39 procent af sagerne får kommunerne fulgt ordentligt og rettidigt op inden for de seks måneder.

Kun ét ud af tre børn får den fornødne opfølgning og opmærksomhed fra forvaltningen

Det svarer til, at kun ét ud af tre børn får den fornødne opfølgning og opmærksomhed fra forvaltningen. Det er uholdbart, for nok er børnene fjernet fra ulykkelige omstændigheder hos deres forældre, men så meget desto større behov er der derfor også for, at de oplever at blive fulgt trygt ind i deres nye liv.

Hårde anbringelser er dyre, men de bør aldrig blive et spørgsmål om økonomi. Opfølgning over for disse børn er ikke en mulighed, men et absolut vilkår.

Nej til samvær skal være børnenes ret

Problemerne i forbindelse med anbringelser bliver ikke løst med et snuptag.

Der forestår et langt, sejt træk, hvor vi skal afdække de bedste måder at sætte ind på. I den proces er de første spadestik nu taget: Regeringen vil give anbragte børn og unge  ret til at sige nej til samvær med deres biologiske forældre.

Det betyder ikke, at staten skal på formynderisk manér partout skal adskille børnene fra deres forældre i hele deres barndom, men vi ved, at der ofte ligger traumatiske oplevelser på hjemmefronten, som ikke bare forsvinder, fordi man kommer på afstand.

De udsatte børn og unge skal have ret til at sige nej til samvær

Og der er en overhængende risiko for, at det gode arbejde, der er blevet lavet i en sag, kan gå til spilde, hvis angsten, minderne og frygten atter viser sig med jævne mellemrum “derhjemme” om spisebordet. Derfor skal de udsatte børn og unge have ret til at sige nej til samvær - det skal være deres ret. Børnenes.

Forældrene tages ikke ud af ligningen

At børnenes ret er højeste prioritet, betyder ikke, at vi ikke skal arbejde intenst med forældrene både i forebyggelsen og under anbringelsen, så de måske på sigt igen vil kunne spille en positiv rolle deres børns liv - det er både udgangspunktet og det optimale, at børn vokser op hos deres egne forældre.

Vi skal understøtte forældre i deres forsøg på at udvikle sig

Men det kræver, at forældrene kan tage ordentlige vare på dem. Derfor mener vi, at forældrenes arbejde med dem selv i dette regi bør være en faktor i forældrenes ret til at anke anbringelser hvert andet år - for som det er i dag, kastes de anbragte børn igen og igen ud i et følelsesmæssigt kaos, fordi ankeprocessen nærmest automatiseres i intervaller - med risiko for, at der ingen bedring er sket. Vi skal understøtte forældre i deres forsøg på at udvikle sig til det bedre, og lykkes det, skal der også være håb.

I dag er der en række støtteordninger til kriseramte familier, der er på kanten til at miste deres børn - og det er min opfattelse, at disse i alt for begrænset omfang tages i anvendelse, hvor de kunne gøre gavn.

Vi løfter økonomien

Når økonomien ikke må være afgørende, kræver det naturligvis midler, og regeringen vil derfor kompensere kommunerne økonomisk i de tungeste sager ved som noget nyt at yde refusion for 75 procent af udgifterne i de børnesager, der beløber sig til mere end 2.050.000 kr.

Reregeringen vil kompensere kommunerne økonomisk i de tungeste sager ved at yde refusion for 75 procent af udgifterne

Samtidig fjernes det såkaldte “søskendeloft”, så det er muligt at sammenlægge søskendes udgifter til en enkelt refusion uanset antal søskende. I dag skal der være mindst 4 søskende, før udgifterne kan lægges sammen. Med disse tiltag er det vores håb, at kommunernes fokus på økonomi kan mindskes til fordel for den kvalitative faglighed, der virkelig sikrer barnets tarv.

Dét er budskabet til de mange dygtige socialrådgivere, pædagoger, lærere, og andre fagfolk, som hver dag kæmper en indædt kamp på de udsatte børn og unges vegne: I gør det rigtige, for børnene fortjener, at der er tid, ressourcer og tålmodighed til dem.

For mig hersker der ingen tvivl om, at det er vejen frem: En vej, hvor de første sten allerede er lagt som følge af det substantielle økonomiske løft til kommunerne, som KL og regeringen blev enige om i den seneste økonomiaftale.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

ALLE har ret til at blive "taget alvorligt". Det er IKKE kun børn der bliver overset.

Det, der gør dette område så vanskeligt, er at børn er meget forskellige. Nogle har, ved siden af deres problemer i den daglige tilværelse, begyndende alvorlige sindslidelser af indviklet karakter, og hvor der skal mere til end ynk, men derimod sagkundskab. Og alligevel er mange sindslidelser vanskelige at identificere, når de er i sin vorden - det hører vi fra mange sagkyndige. Andre unge savner blot en positiv interesse for deres liv fra andre, ja, blot tilstedeværelsen af nogen, som de kan have tillid til. Atter andre, for hvem det rigtige er at stille krav, ja, undertiden ret skarpe krav. Jeg er tilbøjelig til at mene, at det at møde barnet eller den unge med ligegyldighed nok er noget af det værste, man kan byde barnet eller den unge. Og det kræver evne hos den voksne for at kunne identificere den rette fremgangsmåde. Alt for ofte praktiseres firkantede patentløsninger og tribut til ideologiske opfattelser hos den voksne, som intet fundament har i den virkelige verden. Det er udbredt, at voksne mennesker forelsker sig i simplificerede svar på mange ting, og som udgør en barrière for en egentlig indsigt. Uheldigvis udgør antallet af voksne mennesker, som rent faktisk kan gøre det rigtige, en mindre del af befolkningen. I USA for folk lov til at betale i dyre domme for at få adgang til sådanne talenter, mens det herhjemme snarere er tilfældighedernes spil og lykkens/ulykkens gudinde, der råder. Behovet er stort. Og der ligger meget arbejde i hver enkelt sag. På den anden side er der mange mennesker, som gerne ville påtage sig sådanne opgaver, men som ikke får lov - af ressourcemæssige grunde, dvs. det er pengene, der mangler. Vi kunne godt gøre mere, men erfaringsmæssigt er politikere de helt forkerte mennesker at involvere i sådanne problemer. De har ikke gnist af talent for sådanne opgaver. Det er trist, at det for det meste er politikere, der har overhånd i sådanne sager.