Det var i grunden forventet, at Christopher Nolans ‘Oppenheimer’ ville dominere dette års uddeling af Oscars.

Men der var også en reel chance for slinger i valsen, grundet de sidste par års skandaler, hvor Oscar-akademiet er blevet kritiseret for ikke at være mangfoldige nok.

Sidste års altdominerende ‘Barbenheimer-effekt’, grundet at både Greta Gerwigs ’Barbie’ og Christopher Nolans ‘Oppenheimer’ fik premiere samtidig, fik selvfølgelig mange til at mene, at ’Barbie’ også ville klare sig godt til prisuddelingerne.

Især fordi den tjente flere penge end ‘Oppenheimer’. Derfor forudså mange, at der var en skandale under opsejling, da Ryan Gosling for sin rolle som Ken blev nomineret til prisen for bedste mandlige birolle, mens Margot Robbie, der spillede Barbie blev forbigået i kategorien som bedste kvindelige hovedrolle.

Også Greta Gerwig blev forbigået som bedste instruktør, ligesom ’Barbie’ ikke blev nomineret som årets bedste film. Men skandalen udeblev nu alligevel, selvom ’Barbie’ over en kam floppede.

Til gengæld vandt Emma Stone prisen for bedste kvindelige hovedrolle med filmen ’Poor Things’, der også vandt priserne for kostumer og makeup.

I grunden fortjent, selvom ’Poor Things’ som film ikke var specielt helstøbt.

’Oppenheimer’ løb med det meste

Men det blev, som sagt, filmen om ”atombombens fader”, der løb med det meste. Prisen for bedste film, Christopher Nolan fik prisen som bedste instruktør, Cillian Murphy fik prisen for bedste mandlige hovedrolle og Robert Downey Jr. fik prisen for bedste mandlige birolle.

Også prisen for bedste cinematografi, klipning og originale score blev tildelt ‘Oppenheimer’.

Undertegnede gav også ‘Oppenheimer’ en særdeles god anmeldelse, som du kan læse her.

At ‘Oppenheimer’ og ‘The Zone of Interest’ sådan løber med de mest betydelige priser, siger noget om vor samtid

Virkelig positivt var det, at Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’, der handler om den øverste kommandant fra Auschwitz, der bor sammen med sin familie, klods op af udryddelseslejren, ikke blev forbigået.

Den vandt prisen som bedste internationale, ikke-amerikanske film, og så vandt den prisen for bedste lyd.

Og netop prisen for bedste lyd kunne godt være tilfaldet ‘Oppenheimer’, der også er en hel unik oplevelse, men i ’The Zone of Interest’ udgør lydbilledet bare en helt særlig og ekstremt stærk effekt, der altså fortjente førsteprisen.

At ‘Oppenheimer’ og ‘The Zone of Interest’ sådan løber med de mest betydelige priser, siger noget om vor samtid, eftersom de tilsammen tematiserer krig, faren ved anvendelse af atomvåben og antisemitisme.

Rystende vidnesbyrd

Og set med den optik er det også symptomatisk, at det var Mstyslav Chernov der vandt prisen for bedste dokumentarfilm for ‘20 Days in Mariupol’, hvor han dokumenterer Putins hær, da den begynder at invadere Ukraine. Det er et rystende vidnesbyrd, og dokumentaren får det til løbe en koldt ned ad ryggen.

Guy Nattivs ‘Golda’, der handler om Israels premierminister Golda Meir, og hendes håndtering af krigen i 1973, fik ikke megen opmærksomhed dette år. Og selvom det måske lyder lidt dumt, så ville det måske også have skabt problemer, nutidens alvorlige krise i Gaza taget in mente.

Studio Ghibli må erkende, at det nok er den sidste film fra mesterens hånd

I den lidt mere blide ende var det også forudset, at Hayao Miyazakis ‘Drengen og hejren’ vandt prisen som årets bedste animationsfilm.

Desværre er filmen bare ikke særlig god, selvom den har alle de traditionelle elementer fra Miyazakis mange andre, fremragende film, blandt andet det selvbiografiske element samt en masse sprudlende og opfindsomme figurer.

Men den hænger bare ikke rigtig sammen som film, og det berømte Studio Ghibli må erkende, at det nok er den sidste film fra mesterens hånd. Måske er det derfor faktisk helt i orden, at filmen vandt prisen, i det mindste som et symbol på mange årtiers tro tjeneste.

Anakronistisk

Mange film blev forbigået i år. Martin Scorseses anmelderroste film, ’Killers of the Flower Moon’, var nomineret i mange kategorier, men vandt ingen af dem.

Nok mest overraskende var det, at Lily Gladstone ikke fik prisen som bedste, kvindelige birolle, der ellers var forventet. Selve filmens historiske betydning, om den hvide mands plyndring af det oprindelige folk, er prisværdig og i grunden også ret stærkt udført.

Men problemet med filmen, sådan som jeg så den var, at den blot reproducerer den samme type film, som Scorsese har gjort det så mange gange tidligere. Det er som om, at tiderne er skiftet, og derfor fremstår filmen også en kende anakronistisk.

Men overraskende er de da, at en stor instruktør sådan kan fejle

Ridley Scotts storfilm, ’Napoleon’ blev også totalt forbigået, og det med rette, eftersom den er håbløst skruet sammen, og det eneste man som seer undrer sig over, er hvordan man med et sådan stort opsat scenarie kan floppe så vildt.

Selv de mest spektakulære scener virker dårligt. Men overraskende er de da, at en stor instruktør sådan kan fejle.

Rigtige biograffilm

At ‘Oppenheimer’ og ‘The Zone of Interest’ er gået hen og blevet de store vindere, siger en hel del om vor samtid. Begge film er rigtige biograffilm, der ikke burde blive set på en mindre skærm, og med en dårligere lyd.

Det er film, der skaber totaloplevelser, og det er især prisværdigt, eftersom man længe har spået biografernes langsomme, men sikre død.

Men med Denis Villeneuves andel del af ‘Dune’, der desværre fik for sen premiere til at deltage i dette års Oscar-uddelinger, grundet den omfattende strejke, tyder noget på, at store film, der satser på biografens magi, vil dominere fremover.

Der er tale om giganter, der i disse år er ved at forny selve filmsproget

Og så alene tanken om, at Nolan og Villeneuve altså dette år kunne have konkurreret om prisen for bedste film, ja, det virker bare helt ufatteligt.

Der er tale om giganter, der i disse år er ved at forny selve filmsproget og dets mange muligheder.

Jeg gætter på, at ’Dune: Part 2’ vil indtage samme position, som ‘Oppenheimer’ har indtaget til dette års Oscar-uddeling, og det er bestemt slet, slet ikke ringe.