Det er 100 år siden, at man under åndsvageforsorgen oprettede kvindehjemmet på Sprogø, hvor man anbragte de kvinder, der blev betragtet som svagt begavede eller som ‘løsslupne’ og ude af stand til at indordne sig, det vil sige at kunne klare sig selv.

Det aktuelle er så højspændt, fordi der samtidig er lagt op til, at regeringen vil komme med en officiel undskyldning til de kvinder, der har været udsat for overgreb, fejldiagnoser, fratagelse af deres myndighed, deres børn og tvangssterilisering.

Det kommer alt sammen i kølvandet på en nyligt udkommet rapport om hele åndsvageforsorgen i årene 1923 til 1961, hvor det oplyses, at der er blevet begået et utal af også dengang ulovlige overgreb.

Samtidig er forventningen om en officiel undskyldning også accentueret af den undskyldning, som statsminister Mette Frederiksen gav til Godhavnsdrengene i 2020, der tvangsfjernede børn fra Grønland.

Det er ikke fordi det skorter på dokumentarer og fiktion, der omhandler forholdene på Sprogø og kvindernes skæbner. De forefindes ad legio, og i alle afskygninger, men nok mest som overdramatiske horrorhistorier.

Fortættet og nærsynet

Det er også derfor, at undertegnede gruede for at gå i biografen, foranlediget af redaktionen, der gerne så at Netavisen Pio anmeldte ’Ustyrlig’.

Jeg har nemlig set filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens roman, ’Afdeling Q - Journal 64’, der handler om disse anbragte kvinder, samt den overlæge, der stod for etableringen af selve programmet.

I ’Journal 64’ bliver denne reelle, virkelige historie spundet ind i en fiktiv, hvor denne overlæge, sammen med et hemmeligt netværk i regeringen, fortsætter arbejdet med tvangssterilisering, men nu begået imod muslimske kvinder, for at ‘rense ud’ i de dårlige gener.

Jeg bliver irriteret over, at den er så fortættet, nærsynet, så man slet ikke hører om forholdene på for eksempel Livø, hvor man tvangsanbragte svagt begavede, kriminelle og ustyrlige mænd, der også blev tvangssteriliseret

Alting vendte sig i mig, og jeg fik kvalme over at så mange hyldede dette højspændt politiske makværk, der blander en tragisk historie sammen med en kommentar om nutidens anti-muslimske holdninger.

Det er usmageligt når man sådan udnytter en historie, der er relevant, tragisk og på så mange måder bør undersøges, afdækkes og gøres til en del af den historiske bevidsthed. Det er en tragedie, når sådan en historie syltes, blot fordi man som forfatter er sur over noget andet.

Og sådan har jeg det også lidt med den nye film ’Ustyrlig’.

Jeg bliver irriteret over, at den er så fortættet, nærsynet, så man slet ikke hører om forholdene på for eksempel Livø, hvor man tvangsanbragte svagt begavede, kriminelle og ustyrlige mænd, der også blev tvangssteriliseret.

Manglende kontekst

Jeg kender delvist til det, fordi nogle i min egen familie også blev anbragt i åndsvageforsorgen og tvangssteriliseret.

Jeg har altid fået at vide, at fars farbror blev anbragt på det, der dengang blev kaldt for Ebberødgaard, fordi han var ordblind, og siden blev steriliseret og i stigende grad blev betragtet som ‘skør’. ‘Det smitter jo, det lort’, som et ældre familiemedlem engang forklarede mig.

Det er skræmmende, når sådanne historier fra fortiden bliver underligt indsnævret og politiseret, tilskåret tidens trends, så udsynet og oplysningen ikke bliver målet i sig selv.

For hvis regeringen, for god orden skyld, vælger at give en officiel undskyldning til kvinderne, så skal en undskyldning til mændene falde i samme omgang.

Det hænger jo sammen, for dælen da.

det skæmmer historien, der for øvrigt også lider under, at man ikke rigtig oplyses om datidens kontekst

Heldigvis sad jeg ved siden af en højgravid, enlig kvinde, derinde i biografens mørke. Det skriver jeg, fordi jeg ellers ville have skammet mig over, at filmen næsten lod mig uberørt, og fordi jeg ikke begyndte at stortude, ligesom de fleste andre anmeldere åbenbart gjorde det til forpremieren.

Det mest problematiske ved ’Ustyrlig’, er i virkeligheden nok, at den gør et intenderet forsøg på at skabe en slags spejling, det, at den fremstiller den vilde, frigjorte Maren, der for øvrigt spilles til noget nær perfektion af Emilie Koppel, som en kvinde, der bare er forud for sin tid, som elsker jazz og frigjort seksualitet.

At de ramte kvinder bare var forud for deres tid.

Men det skæmmer historien, der for øvrigt også lider under, at man ikke rigtig oplyses om datidens kontekst, hvor man jo faktisk mente, at det ville skabe et bedre samfund, hvis man på denne måde ”hjalp” disse kvinder.

I den bedste mening

Det var en uhørt opfattelse af, at normsamfundet skulle beskyttes, men det er beskæmmende, at man ikke i selvsamme kontekst oplyser om, at datidens svageste og mest fattige, før led alvorlige skæbner, med liv som strejfende, prostituerede, forsultede og med børn, der led under vanrøgt.

Og det er også, på sin vis - og historisk anskuet - illustrerende, at forholdene for ændredes, da kvinderne kunne klare sig selv, og lige før p-pillen blev tilgængelig.

Det helt fine ved ’Ustyrlig’, faktisk, er at disse forvaltere ikke fremstilles som stereotypt onde

I ’Ustyrlig’ fremstår forstanderinden selvfølgelig som en tro kopi af forstanderinden fra filmen ’Gøgereden’. Overlægen fremstår som en kold, uempatisk og svagt begavet herre, der ikke fatter en brik.

Og dog: Det helt fine ved ’Ustyrlig’, faktisk, er at disse forvaltere ikke fremstilles som stereotypt onde, men faktisk selv er overbeviste om, at de gør det gode.

Det er bare lidt for firkantet fremstillet alligevel, deres karakterer, altså.

Det smukkeste portræt

Det absolut fineste, mest rørende og smukkeste portræt i ’Ustyrlig’, er Jessica Dinnages rolle som den anbragte Sørine, der har fået tvangsfjernet sit barn Ellen.

Det er så helt igennem hjerteskærende at følge hendes kamp for at tilpasse sig, i håb om igen at få sin Ellen tilbage. Og det er samtidig også det, der redder filmen. Hendes kamp fremstår sandsynlig og hun spiller bare så godt, synes jeg.

Men, altså, filmen ville tage sig bedst ud i TV-format, og ikke på det store lærred. Det er som om, at den ikke rigtig kan folde sig ud, måske også på grund af et mindre budget.

Så fold dog vingerne ud

Den fremstår som et alt for snævert drama, og derfor selv har stækkede vinger, ligesom de kvinder, der portrætteres.

Tilbage til den højgravide, som jeg sad ved siden af, derinde i mørket. Hun fortalte mig, at hun heldigvis ikke var født dengang, men sagde samtidig, at hun fandt filmen lidt kedelig.

Jeg er enig. Dens indhold, det historiske, er hyperrelevant, og en undskyldning bør falde, men det ville i den grad være tragisk, hvis de mange mænd, der blev udsat for samme behandling, ikke tages med i den betragtning, fordi kvindevinklen er så dragende og dramatisk i vor tid.

Så fold dog vingerne ud, og begynd at se på datidens fortrædeligheder fra et helikopterperspektiv! 

Det ville i den grad gavne alle i oplysningens afklarende tjeneste.

’Ustyrlig’. Spillefilm. Instruktion: Malou Reymann. Medvirkende: Emilie Koppel, Jessica Dinnage, Maria Christensen, Anders Heinrichsen, Danica Curcic. Spilletid: 135 minutter. I biografen 9. marts 2023.